»Hvis du kigger på, om du risikerer at smitte bedstemor, så kan ingen forhåndstest give dig sikkerhed. Men hvis du ser det på befolkningsniveau, så har to tests om ugen en effekt," siger Viggo Andreasen. Foto: RUC

Forsker: To ugentlige kviktests kan fjerne op mod halvdelen af smitten

To ugentlige kviktests kan fjerne mellem 36 og 50 procent af smittespredningen.

Det viser ifølge Politiken beregninger, som lektor Viggo Andreasen fra RUC, der er ekspert i matematikken bag epidemier. Beregningerne har han været med til at udføre for Statens Serum Institut, men han sidder ikke i den ekspertgruppe, som lige nu regner på, hvad genåbning af blandt andet skoler, ungdomsuddannelser og butikker betyder for spredningen af smitte. 

Netop to ugentlige kviktest bliver et krav for de skoleelever, studerende, lærere og personer i forskellige brancher, hvis der 1. marts bliver åbnet op igen for skoler, ungdomsuddannelser og visse brancher. Det gjorde sundhedsminister Magnus Heunicke klart ved et pressemøde onsdag.  

»Hvis du kigger på, om du risikerer at smitte bedstemor, så kan ingen forhåndstest give dig sikkerhed. Men hvis du ser det på befolkningsniveau, så har to tests om ugen en effekt. Det gælder om at få fjernet så mange smittede som muligt på et tidligt tidspunkt«, siger Viggo Andreasen til Politiken.

Han mener at en stor udfordring ved strategien bliver at få alle, der gang på gang tester negativ, til at opføre sig, som kan de smitte. Kviktesten giver dels kun et øjebliksbillede, dels fanger den kun halvdelen af alle, som er inficeret uden at have symptomer.

Han er på forhånd skeptisk over for, om to ugentlige tests er tilstrækkeligt til at modvirke, at genåbningen giver mere smitte. Den britiske virusvariant B.1.17 er nemlig væsentlig mere smitsom end tidligere coronavarianter, og den udgør over halvdelen af tilfældene herhjemme.

 

Emner: corona

Del artiklen med dine venner