Foto: DR

TV-programmer fra lukket afdeling rammer lige ind i hjertekulen

DOKUMENTAR. På trods af talrige politiske løfter får alvorligt syge psykiatriske patienter fortsat ikke den hjælp, som de har brug for, når de er indlagte. På Psykiatrisk Centers lukkede afdeling i København har man taget utraditionelle metoder i brug i et forsøg på at give patienterne et mere meningsfuldt ophold under indlæggelse.

Kan man arrangere salsafest med salsadanser, tøj og cigarer for paranoide, psykotiske og skizofrene på den lukkede? Må man udstyre indlagte, selvmordstruede unge kvinder med store, skarpe knive for at blot at skære mønstre i et græskar? Er det i orden at udstyre skizofrene med skovle og spader under deres ophold på afdelingen?

Ja, det er det, og det kan og må man godt på Psykiatrisk Center i København, hvis man er Søren Magnussen – selv tidligere patient, men nu leder af projekt Frirum i psykiatrien på centerets lukkede afdeling. Her har patienterne ellers ikke meget andet at bruge deres dage, uger og måneder til end at sove og storryge sig igennem det hele - fra de vågner til de går i seng, fremgår det af to nye og meget, meget fine dokumentarprogrammer på DRTV "Lys på den lukkede".

”Når jeg ser, hvor glade patienterne er, når han kommer, og der sker noget andet, så bliver jeg faktisk flov over, at vi er så dårlige til at yde noget for patienterne,” siger centerets speciallæge i psykiatri, Lykke Pedersen.  

Og sker noget andet, det gør der så sandeligt, så snart Søren Magnussen indfinder sig på matriklen. Ikke kun fordi han efter mere end fem års sygdom og ture ind og ud af afdelingen forstår, hvor patienternes sko trykker. Han kender ensomheden, trangen til at flygte fra det uudholdelige ved at begå selvmord og desperationen over at være så syg og afmægtig uden selv at kunne stille noget op overfor sin sygdom. Men også fordi hans mission om at skabe lys, liv, skønhed og glæde blandt patienterne helt åbenlyst lykkes i kraft af blandt andet også hans kolossale lydhørhed og eminente evne til at mødes med patienterne som ligeværdig samtalepartner. 

Søren Magnussen arrangerer salsaaften, kage- og gratis tøj-dag for alle, laver havearbejde med én patient, går ture med en anden, og sammen med en tredje patient renser han rygeburet for spirituel forurening i form af skod og skidt af hensyn til en gravid i personalegruppen. Han afholder pressemøde i et telt om de globale, sociale problemer, hvor taleren er en skizofren patient, som mener at være statsminister i Danmark, og han læser romaner og digte sammen med en ung pige, som ellers kun tænker på at skade eller dræbe sig selv. Hver patient bliver set, hvor de er, og herefter forsøgt inddraget i noget, som måske kan glæde netop dem.

”Nogle af de mennesker, som er her, skal være her i månedsvis, og det tror jeg, at man bliver syg af. Mit eget sygdomsforløb var et helvede, og det var rent held, at jeg ikke døde af det, selv om mange gode mennesker forsøgte at gøre mig rask,” fortæller Søren Magnussen.

En ung pige siger om ham: ”Han bringer noget normalt ind i noget, som slet ikke er normalt.”

At der i en årrække trods politiske løfter om det modsatte er skåret ned på sengepladser og sparet på driften i psykiatrien fremgår med al tydelighed af "Lys på den lukkede", hvor personalet kæmper en brav kamp for at forsøge at være tilstede overfor deres patienter, der alle har store behov for meget mere pleje, nærvær og omsorg end den stedmoderlige behandling, som fortsat er så udbredt i psykiatrien, selv om alle patienterne er ude af sig selv og ikke kan være alene. En samtale mellem Søren Magnussen og en ung selvskadende pige om, hvorfor han engang og nu hun ønsker at begå selvmord samtidigt med, at hun meget gerne vil leve, skærer i hjertekulen og viser, hvorfor det er så afgørende vigtigt, at mennesker som han og hun får hjælp 24/7, indtil de igen har fundet deres ståsted i livet.

”Lige præcis på en psykiatrisk afdeling skal der tid til. Tid til samtalen. Det er jo den dårligste patientgruppe, der er indlagt på et lukket afsnit. Og det er meget, meget mærkeligt, at man bare accepterer, at der er så få på arbejde, og at det ikke er alle, som har været uddannet i ret lang tid,” lyder kritikken over de benhårde forhold fra speciallæge i psykiatri, Lykke Pedersen, der suppleres af en sygeplejerske:

”Tænk, at man vil have så horribel en service i vores samfund til de mennesker som har aller-, aller-, allermest behov.”

Søren Magnussen, der flere gange i de to programmer understreger, at hans aktiviteter ikke på nogen måde kan opfattes som behandling, er enig i kritikken:

”Man arbejder ikke på et psykiatrisk sengeafsnit, hvis man ikke virkelig vil det fuldt ud. De arbejder røven ud af bukserne for at få tingene til at hænge sammen. Og jeg er ikke mere nærværende overfor patienterne end de mennesker, som jeg arbejder sammen med, er. Jeg har bare mere tid til det, jeg skal ikke gå til møder, jeg skal ikke skrive notater, jeg skal ikke skrive noget ind i Sundhedsplatformen. Alle de ting tager vildt lang tid, og den tid går selvfølgelig fra patienterne.”

Ifølge Sundhedsstyrelsen lever mennesker med psykiske lidelser i gennemsnit væsentligt kortere tid end mennesker uden psykisk lidelse blandt andet på grund af under- og overbehandling af psykisk lidelse og selvmord. Samtidig mødes mennesker med psykiske lidelser med fordomme om deres sygdom, som kan betyde forværring af symptomer og være en barriere for at søge hjælp eller indgå i sociale sammenhænge privat og på arbejdsmarkedet. Og at det er benhårdt at være såvel psykiatrisk patient som en sundhedsperson, der arbejder i psykiatrien, levner programmerne ikke plads til tvivl om.

De to usædvanlige fine, modne og nænsomt producerede programmer, der således formår at give sine medvirkende forståelse og derved værdighed og ligeværd tilbage, er blevet til efter, at holdet bag har fulgt sine medvirkende gennem et halvt år på det lukkede sengeafsnit.

Programmerne kan ses på DRTV, https://www.dr.dk/drtv/se/lys-paa-den-lukkede_-skarpe-genstande_222555

 

Del artiklen med dine venner