Rettigheder. Viden. Inspiration

Alle bør tage D-vitamin om vinteren

Alle voksne og børn over fire år bør tage tilskud af D-vitamin i vinterhalvåretl, lyder nye opdaterede anbefalinger fra Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen anbefaler, at alle voksne og børn fra fire år tager et kosttilskud med 5-10 μg vitamin D i vinterhalvåret (fra oktober til april). ​​​

Samtidig bør forældre give deres små børn D-vitamindråber hele året, indtil barnet fylder fire.

De nye anbefalinger kommer efter en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. Den viste, at knap hver femte dansker, der ikke tager vitamintilskud, har D-vitaminmangel om foråret. Mangel på D-vitamin kan svække knogler og muskler. Vitaminet er vigtigt, for at kroppen kan optage calcium i tarmene. Hos voksne kan mangel på D-vitamin påvirke skelettet og øge risikoen for knogleskørhed i alderdommen.

Nogle befolkningsgrupper er i særlig risiko for D-vitaminmangel, og de anbefales derfor fortsat at tage D-vitamintilskud året rundt.   

 

10 µg D-vitamin dagligt anbefales til:

  • Børn 0 - 4 år (D-dråber, som fra 1½ års alderen kan erstattes af en multivitaminpille til børn, hvis forældrene ønsker dette)
  • Gravide
  • Børn og voksne med mørk hud
  • Børn og voksne som bærer en tildækkende påklædning om sommeren
  • Personer, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys

20 µg D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium anbefales til:

  • Personer over 70 år
  • Plejehjemsbeboere
  • Personer i øget risiko for knogleskørhed uanset alder

d-vitamin

Del artiklen med dine venner