”Det kan ikke blive ved. Jeg er nået til en skillevej, og det er nu eller aldrig, ” siger Alina. Foto: DR

Alinas liv er fyldt med skam og indre kampe

DOKUMENTAR. Dokumentarserie fra DR3 følger den unge kvinde Alina, der i flere år har kæmpet en forgæves kamp mod sin spiseforstyrrelse, som hun så gerne vil af med, men alligevel lader sig styre af døgnet rundt. 

Anoreksi er som at blive besat af en ond ånd, der æder vilje og krop, og som bestemmer tanker og handlinger, forstår man, når man møder 23 -årige Alina, der har ligget under for sin spiseforstyrrelse siden, hun var 18 år.

Alina, der har givet DR3 lov til i de tre programmer "Hvorfor sulter jeg" at følge hendes forsøg på oprør mod anoreksiens jerngreb, er den første til ikke at kunne forstå, hvordan det kan være, at hun retter sig efter sin spiseforstyrrelses idelige kommentarer og kommandoer. For hun vil gerne være rask, kunne passe sine studier, få en kæreste, spise sammen med sine veninder og familie og ikke hele tiden være fysisk og mentalt handicappet af konsekvent at spise for lidt og i øvrigt ofte tage alt for mange afføringspiller.

Ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) lider ca. 75.000 danskere af en spiseforstyrrelse. Men tallene er ifølge foreningen præget af store mørketal blandt andet, fordi mange spiseforstyrrede skammer sig, og mange gerne vil være raske og alligevel ikke, når spiseforstyrrelsens brutale stemme taler dem fra det.

Og Alinas liv er liv er da også fyldt med skam og indre kampe mod spiseforstyrrelsen. Mindst en gang om dagen tjekker hun, hvor synlige hendes knogler, rygrad, ribben og mellemrummet mellem lårene er for at sikre, at hun ikke har taget på. Og spotter hun det mindste ekstra gram fedt på sin krop, starter krigen mellem hendes indre fornuft og spiseforstyrrelsens krav om, at hun skal spise endnu mindre eller motionere fedtet væk – også selv om det er midt om natten, at sukkeret fra en pose slik skal knokles væk.

Da seerne møder Alina, forlanger spiseforstyrrelsen, at hun kommer ned under de 40 kilo, som hun vejer. Men Alina, som tydeligvist er en intelligent og reflekterende ung kvinde, er udmærket klar over, at stemmens plan er at føre hende mod døden, og hun har derfor nu besluttet sig for at gå op imod den, så hun kan komme til at leve et mere normalt liv. Trods at tidligere oprør mod stemmen altid er endt med denne som sejrherren og hende selv som taberen.

Men Alina har besluttet sig for at starte i behandling for anoreksien, som er kommet til at udfylde hele hendes liv. Også selv om stemmen saboterer alle hendes ønsker herom og råber: Nej, nej og atter nej.

”Min spiseforstyrrelse vil ikke have, at jeg spiser.” ”Min spiseforstyrrelse vil have mig til at lyve,” forklarer hun, der samtidigt også siger til kameraet:  

”Det kan ikke blive ved. Jeg er nået til en skillevej, og det er nu eller aldrig, ” siger Alina, for som hun også siger. ”Hvis jeg vil have det bedre, bliver jeg nødt til at bryde med anoreksiens regler."

"Hvorfor sulter jeg" hører ikke til de første danske tv-programmer, der handler om syge anorektiske kvinder på vej mod at dø af underernæring i deres insisterende, selvskadende adfærd. I 2019 lavede tv-journalisten Anders Agger for eksempel et dokumentarprogram i serien "Indefra" om tre yngre kvinder, der også alle kæmpede en brav kamp mod stemmens krav om, at de med livet som indsats ikke tog føde indenbords. Anders Aggers program gav ingen forklaring på, hvad det var, der gjorde, at de tre forpinte kvinder også alle lå så ubønhørligt under for ’stemmen’'. ’Dette noget’, denne ’djævel’ eller disse ’ kræfter’, som kvinderne forklarede, styrede dem væk fra mad og frem mod døden.

Heller ikke i "Hvorfor sulter jeg", får vi nogen forklaring, for Alina forstår det grundlæggende heller ikke selv:

”Hvorfor er det lige mig, der er blevet ramt?” spørger en undrende Alina flere gange undervejs sig selv. Alt imens, at hun forsøger at finde nogle mulige svar hos to andre tidligere, men nu raske anorektiske patienter, men også i sin familie hos sin lillesøster og far, som begge to tydeligvist er meget ulykkelige over hendes situation.

Selv når Alina dog i løbet af programmerne frem til, at en mulig forklaring kan være en kombination af en genetisk sårbarhed kombineret med en ekstrem stærk trang til at finde tryghed i kontrol, efter at hun som kun 18 år gammel i en længere periode måtte tage sig meget af sin syge lillesøster, som på det tidspunkt led af svær angst.

”Jeg kunne nok ligeså godt have fået OCD, for det handler jo også om tryghed i kontrol,” forklare hun til sin far, der godt forstår, hvad hun siger, men som ligesom mange af os andre alligevel har svært ved at forstå, hvordan en kontrol over sine kalorier kan opleves som tryghed, når prisen herfor er sygdom, isolation og sandsynlig død.

Men forklaringer eller ej, så giver serien en fremragende dokumentarisk beskrivelse af den nærmest skizofrene krigsførelse, som Alina må rumme inden i sig selv, når stemmen og ønsket om at leve kæmper mod hinanden. Måske vist bedt og mest fortvivlende, da Alina bliver vejet på sin første terapidag og her finder ud af, at hun vejer mere end de 40 kilo, som hun forventede, og derfor går helt i sort og straks genoptager et tidligere voldsomt og farligt misbrug af afføringsmidler, fordi stemmen trods alle Alinas gode intentioner om at blive rask alligevel lykkes med at få hende til at skamme sig over sin ’overvægt’.

Serien ender dog med et lille håb for Alina, som får den studieplads, hun ønsker sig mest af alt, og som selv siger, at hun nu er på vej mod et sundere liv. Som seer krydser man alle fingre for, at Alina må lykkes, for hun er svær at sige farvel til, og seriens afslutning kommer for tidligt midt i hendes proces mod et forhåbentligt bedre liv. Vi er garanteret mange, som nu håber og venter på et program fire med en sejrende Alina uden stemmens kroniske nærvær og nærmest overmenneskelige kræfter og magt.

 

Hvorfor sulter jeg, redaktion: Siri Hollmèn Olesen, kan streames på DRTV, og består af tre afsnit af 28 minutters varighed.

Emner: anoreksi

Del artiklen med dine venner