”Jeg ser flere indikationer af, at det er ’de andre’, der skal lade sig vaccinere," siger Lone Graff Steensballe.

Undersøgelse: Danskerne er positive over for corona-vacciner – men en særlig tvivl består

Covid-19 har gjort danskerne mere positivt stemte over for vaccinevåbnet, ifølge en undersøgelse fra YouGov. Men ifølge en ekspert viser undersøgelsen også, at man helst ser ’de andre’ blive vaccineret.

Danskerne er blevet mere opmærksomme på, at epidemier kan vælte vores samfund, og de fleste vil tage en vaccine mod covid-19, når den er testet og klar.

Det er to væsentlige konklusioner i en ny undersøgelse fra YouGov foretaget for Medicinske Tidsskrifter.

Undersøgelsen viser også ved første øjekast, at danskerne er blevet mere positive over for vacciner. Således erklærer 56 procent, at de ’helt sikkert’ selv ville tage vaccinen mod covid-19, mens 29 procent svarer ’sandsynligvis’ på samme spørgsmål.

Danskernes holdning til vacciner i lyset af covid-19

Undersøgelsen er gennemført af YouGov på vegne af Medicinske Tidsskrifter fra 6. august til 13. august 2020 via 1.000 repræsentativt udvalgte respondenter.

Se hele undersøgelsen her 

Nogle udvalgte resultater fra undersøgelsen:

  • 24 procent erklærer, at der blevet mere positive over for en vaccine under coronakrisen, mens kun tre procent er blevet mere negative. To tredjedele (67 procent) erklærer, at deres holdning er uanfægtet.
  • 56 procent ville helt sikkert tage en godkendt vaccine mod covid-19, hvis den var tilgængelig nu, mens 29 procent ’sandsynligvis’ ville tage den. Kun seks procent erklærer, at de ikke ville tage vaccinen.
  • 88 procent er blevet klogere på, at epidemier kan vælte det danske sundhedsvæsen (30 procent i meget høj grad, 34 procent i høj grad og 24 procent i nogen grad).
  • 31 procent forventer øget sygdomsbekæmpelse i fremtiden ved hjælp af vacciner.
  • 72 procent er enten ’enig’ eller ’helt enig’ i, at ”vi alle bør være forpligtede til at modtage eventuelle vacciner for at beskytte andre og svagere medborgere”.

Kilde: YouGov

 

Et andet resultat er, at hele 73 procent erklærer sig ’helt enig’ eller ’enig’ i, at forældre, der ikke lader deres børn vaccinere, optræder usolidarisk over for andre.

Ekspert: Helst de andre

Lone Graff Steensballe er overlæge i pædiatri på Rigshospitalet og professor i pædiatrisk vaccinologi og infektionspædiatri på Københavns Universitet. Hun mener, at der er diskrepans mellem det antal, der selv ville tage en vaccine mod covid-19, hvor altså kun 56 procent er sikre - og det antal, der mener, at andre bør tage vaccinen.

”Jeg ser flere indikationer af, at det er ’de andre’, der skal lade sig vaccinere. De fleste mener ifølge undersøgelsen, at det er solidarisk over for samfundet at lade sig vaccinere. Men det er kun 43 procent, der håber på, at vacciner kan hjælpe ved fremtidige epidemier. Det er jo ret lavt. Det tyder på, at man ikke ønsker selv at tage vaccinen,” siger hun og peger på, at kun 31 procent tror på en bedre sygdomsforebyggelse de kommende år.

”Det ser jeg ikke som et særligt højt tal, når man generelt forventer, at der allerede inden for de næste år kommer en vaccine. Det er slet ikke så mange positive som forventet, og her ser jeg lidt et mønster i undersøgelsen,” siger Lone Graff Steensballe.

Højrisikogrupper bør tage den

I forbindelse med den hastige udvikling af vaccinen fremfører eksperter, at det kan gå for stærkt. Lone Graff Stensballe anerkender, at hensynet til sikkerhed og prøvelsestid i fase 3 er et dilemma under udviklingen af vaccinen, siden man samtidig gerne hurtigt vil have samfundet helt i gang på ny.

”Ja, absolut, men jeg vil gerne udfordre det dilemma. Se på, hvem der er højrisikogrupper, se på, hvem der bliver syge og kan dø. Der vil jeg slet ikke tøve med at give en vaccine, for de har meget mere at vinde ved at tage vaccinen. Men siden vaccination er så ømtåleligt et emne, er der mange i den gruppe, som også er skeptiske. De er ikke rigtig med på den, og her skal man være meget dygtig med sin kommunikation,” siger hun.

Når vaccinen mod covid-19 kommer, bør man ifølge Lone Graff Stensballe i første omgang give den til individer med høj risiko for alvorlig sygdom, mener hun og anerkender samtidig, at det er legitimt at have en skepsis ift. vacciner.

”Antivax er ubegrundet, men skepsis overfor vacciner og andre sundhedstilbud er helt ok som position. Når man taler om vacciner, kan det imidlertid være vanskeligt at trænge igennem til befolkningen, fordi en person, som skal have en vaccine, som udgangspunkt er rask. Og derfor accepterer vi ikke bivirkninger ved vacciner. Det er nok lidt urealistisk, men det taler ind i det med, at vi skal være forsigtige, og en covid-19-vaccine skal selvfølgelig være velafprøvet. Det er ekstremt vigtigt at være på den sikre side, når vacciner skal gives til ellers raske personer,” siger professoren.

En større vaccineforståelse

Henrik Vestergaard er vicedirektør i Lægemiddelindustriforeningen. Han mener – bl.a. ud fra undersøgelsen fra YouGov - at der er sket et ryk i befolkningen.

”Jeg er så naiv at tro, at der er skabt en dybere forståelse for vigtigheden af vacciner. Jeg mener, vi er kommet et stort skridt i den rigtige retning,” siger han.

”Også fordi vi ser værdien af at passe på os selv og hinanden. Det betyder f.eks. noget, om man går syg på arbejde. Vi er blevet bevidste om, hvor meget vi kan gøre med meget små ting som at vaske hænder og holde lidt afstand. Det har vi lært under pandemien, og mange har forstået, at vacciner ofte er løsningen på en mere grundlæggende trussel. Det er glædeligt, for generelt er tilslutningen til vacciner alt for lav i Danmark, hvilket både de danske myndigheder og WHO påpeger,” siger Henrik Vestergaard.

Undersøgelsen fra YouGov viser i øvrigt, at der er kommet en større forståelse af tidsperspektivet ved fremstilling af en vaccine. I alt svarer 75 procent ja til, at de er blevet klogere på, at det er svært at udvikle en vaccine. Enten i nogen grad (20 procent), i høj grad (30 procent) eller i meget høj grad (25 procent). Det glæder også Henrik Vestergaard.

”Selvom alle har arbejdet sammen på tværs af stater og virksomheder i forbindelse med covid-19, kan folk jo se, at der alligevel går lang tid, inden man har en vaccine klar,” siger han og tilføjer:

”Jeg er faktisk ret sikker på, at en effektiv vaccine allerede er udviklet – nu skal vi så ’bare’ igennem forsøgsfaserne. Når det er sagt, vil jeg pointere, at man ikke skal gå på kompromis med sikkerheden trods tidspresset,” fastslår han.

 

 

 

 

Emner: vaccination corona

Del artiklen med dine venner