"Vores eneste mulighed er efterhånden at rejse til udlandet for at få Mathias i behandling med Spinraza," siger Kim Agersø Nielsen. Foto: Sund & Bælt

Mathias´ far: Det 7. princip fungerer ikke, men beslutningstagerne er ligeglade

”Man kan ligeså godt rive det stykke papir, som det syvende princip er skrevet på i stykker. Det fungerer ikke, og vores eneste mulighed er efterhånden at rejse til udlandet for at få Mathias i behandling med Spinraza. Der er ingen med beslutningskompetence, som reelt har vist interesse i at sikre, at reglerne følges.”

Ordene tilhører 11-årige Mathias Agersø Nielsens far, Kim Agersø Nielsen. Han er skuffet. Dybt skuffet.

Spinraza er den eneste behandling, som findes mod Mathias´ fremadskridende sygdom, spinal muskelstrofi (SMA). En sygdom, som gør, at Mathias hele tiden mister funktioner og bliver dårligere og dårligere til at gå.

I nogle få uger var familiens glæde ellers stor, for endelig så det ud til, at deres dreng kunne få den behandling, som kunne sætte deres søns sygdomi i stå eller måske ligefrem få sønnens gangfunktion til at bedres. Efter to års ventetid fik Mathias for nogle uger siden endelig tilkendt behandling af sin læge på Rigshospitalet med det pt. eneste lægemiddel mod sygdommen, Spinraza. Det skete efter en personlig vurdering i henhold til det syvende princip i Folketingets syv principper for prioritering af dyr sygehusmedicin, som siger, at det skal være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling af Medicinrådet.

Men den regionale lægemiddelkomité i Region Hovedstaden har sagt nej. Og dermed er der sagt endeligt nej, selv om regionernes retningslinjer siger, at "det er herefter op til den behandlingsansvarlige læge at træffe endelig beslutning om behandling."

Kim Agersø Nielsen har efter afslaget talt med Mathias behandlende læge på Rigshospitalet, som fastholder sin vurdering af, at Mathias bør behandles, men at dette ikke er muligt på grund af interne procedurer i sygehusvæsenet.

”Det er i direkte strid med det syvende princip og regionens egne regler,” fastholder Kim Agersø, som nu har skrevet en klage til Rigshospitalet. 

I klagen understreger familien Agersø, at hvis den behandlende læge fortsat står inde for sin indstilling til Medicinrådet, så har Mathias et retskrav på behandling, da det afgørende i henhold til det syvende princip er en lægefaglig vurdering. 

Til Sundhedspolitisk Tidsskrift siger Kim Agersø:

”Rigshospitalet fralægger sig deres beslutningskompetence ved blindt at følge den regionale lægemiddelkomites udtalelse. Dermed er det reelt den regionale lægemiddelkomite, som træffer afgørelsen - og den afgørelse er ikke baseret på en konkret, lægefaglig vurdering. Samtidigt frasiger Rigshospitalet sig den individuelle vurdering ved en intern regel om at følge lægemiddelkomiteens udtalelse. Det er dermed ikke en individuel vurdering, der danner grundlag for beslutningen. Det er to stærkt kritisable forhold, som er direkte i strid med reglerne. Det står sort på hvidt, at det er den behandlingsansvarlige læge, som skal træffe beslutningen – men systemet lader ham ikke gøre det.” 

Udtalelsen underbygges af følgende formulering i familiens skriftlige klage til Rigshospitalet:

”Beslutningskompetencen er tillagt den behandlingsansvarlige læge – som lægefagligt skal vurdere om ibrugtagningen af medicinen bør ske. I denne vurdering skal den behandlingsansvarlige læge tage højde for, om den regionale lægemiddelkomité har afgivet oplysninger, som kan ændre den lægefaglige vurdering. Hvis den behandlingsansvarlige læge – til trods for lægemiddelkomitéens eventuelle afvisning af at anbefale ibrugtagning – fortsat lægefagligt vurderer det relevant at behandle patienten, skal patienten behandles. Dette er patientens retskrav i henhold til det 7. princip. Sygehusene kan ikke fralægge sig beslutningskompetencen – og overdrage denne til den regionale lægemiddelkomite. Beslutningskompetencen er tillagt sygehusene. En fralæggelse heraf er i strid med reglerne.”

I klagen anfører familien Agersø også det stærkt kritisable i, at den regionale lægemiddelkomite ikke har foretaget en individuel vurdering af Mathias´ specifikke situation, men alene har sammenlignet Mathias med andre patienter – og har vurderet, om der er særlige forhold.

 ”Når man læser lægemiddelkomiteens udtalelse, er det blot en vurdering af, om der er særlige forhold ved Mathias, som gør, at han, i modsætning til de andre SMA-patienter, bør modtage behandling, men det er ikke det, som det syvende princip er sat i verden for at sikre,” fastslår Kim Agersø. Han tilføjer:

”Det syvende princip skal sikre behandling til patienter med sjældne sygdomme, som kan have vanskeligt ved at få godkendt ny medicin i Medicinrådet grundet evidenskravene. Nu har man pludselig i regionerne besluttet, at det ikke bare skal være en sjælden sygdom, før det syvende princip aktiveres. Der skal også være særlige forhold ved den enkelte patient, som har en sjælden sygdom. Tanken ved formuleringen af det syvende princip var, at en sjælden sygdom i sig selv er et særligt forhold.”

Familien har dog ikke den store tiltro til, at afgørelsen nu omstødes, og Kim Agersø mener, at det syvende princip er dødt.

Medlem af Folketinget for Dansk Folkepartis, Liselott Blixt, vil foranlediget af den konkrete sag fremføre spørgsmål om den frie ordinationsret på Folketingets Sundhedsudvalgs samråd den 10. september

 

 

 

Fakta: Regionernes vejledning om det syvende princip

Vurderingen fra Mathias´læge blev sendt til den regionale lægemiddelkomité i overensstemmelse med den vejledning, som regionerne har udarbejdet i relation til anvendelse af det 7. princip. I vejledningen står der:

”Oprettelsen af Medicinrådet ændrer imidlertid ikke ved, at der kan være tilfælde, hvor den behandlingsansvarlige læge efter at have foretaget en samlet vurdering af en patient vurderer, at der er særlige forhold, som gør, at man bør overveje at tilbyde patienten lægemidlet. Vurderingen skal altid forelægges for den ledende overlæge og på en lægekonference, hvor flere speciallæger vurderer fordele og ulemper ved behandlingen for den konkrete patient. Før beslutningen effektueres, bør sagen forelægges for et faglig form fx den regionale lægemiddelkomité, som hurtigst muligt og inden 14 dage vurderer, om man kan anbefale ibrugtagning. Det er herefter op til den behandlingsansvarlige læge at træffe endelig beslutning om behandling. Eventuel ibrugtagning af lægemidlet skal altid foregå protokolleret og med systematisk opfølgning”.

 

Del artiklen med dine venner