Podcast: Hvorfor er der nogen, som ikke bliver raske igen efter COVID-19?

 

Når vi taler om risikoen ved COVID-19 gør vi sygdommen op i døde, men en stigende mængde forskning og patientberetninger tyder på, at et ukendt antal af overleverne nu døjer med alvorlige senfølgevirkninger. Den britiske avis, The guardian, har sat fokus på problemstillingen i en skræmmende, men også nøgtern podcast med en læge og en journalist, som begge endnu er syge på femte måned.

Både journalist ved The Guardian, Luke Harding, og den yngre læge, Julia Hammond, var indtil marts i år to sunde, raske og yngre mennesker. Det er er de ikke mere, efter at de blev smittet af coronavirus i marts måned. Hun formentligt på sit hospitalsarbejde, hvor der ikke var adgang til masker, og han i toget til eller fra arbejde. Og det fortæller de om i podcasten: The Covid long haul: why are some patients not getting better. 

Luke Harding ligger stadig i sengen med udsigt til sit natbord, der indtil for ganske nylig var fyldt op af medicin, som han nu forsøger at leve uden, for som han siger:

"Efter fem måneders medicinering, efter at have fyldt min krop med hundredvis af piller siden midt i marts, prøver jeg nu at undlade at tage medicin, hvis jeg altså kan."

Harding har fra sin sygeseng talt med en lang række læger og eksperter, hvoraf en del også selv har været syge, for at finde ud af, hvorfor det tager så lang tid for nogle mennesker at blive raske igen.

En af de smittede læger, som Luke Harding kontaktede, var professor i infektionsmedicin ved Liverpool School of Tropical Medicine: Paul Gerner, der også blev syg i marts, men som heller ikke endnu er helt rask. Gerner bidrager til podcasten med en skræmmende beretning om sit eget sygdomsforløb, som han mest af alt sammenligner med at blive slået ned med et bat. Han kunne intet lugte, havde bryst- og mavesmerter, hjertebanken, voldsomme emotionelle svingninger, svimmelhed og tinnitus. Hver dag kom der nye symptomer, og han troede, at han skulle dø.

”Jeg var rasende over, at myndighederne ikke oplyste om, at sygdommen kan tage meget længere tid end de par dage, som de oplyser,” forklarer Paul Gerner, som har skrevet om sit forløb i The British Medical Journal. 

Luke Harding var på sin cykel sammen med sin kone, da han pludseligt begyndte at hoste samtidigt med, at han fik en knaldende hovedpine.

”Vi var Boris Johnsons forsøg med flokimmunitet, og min tanke var, at nu ville jeg måske nok blive syg, men kun en uge eller højst to, da jeg er i rimelig god form. I min naivitet tænkte jeg, at det skulle jeg nok komme nemt igennem. Og i begyndelsen var det også ok. Men fra på tiende dagen, som er sådan en slags korsvej for COVID-19 patienter, hvor nogle må indlægges på intensiv, fik jeg det forfærdeligt.”

Luke Harding blev ikke indlagt, men led herefter voldsomt af åndenød, bryst- led- og mavesmerter. Han følte sig alvorligt syg, og som om, at han blev konstant pisket, og kunne intet overkomme. I dag drømmer og længes han kun efter at blive rask igen.

For Julia Hammond, yngre læge i Manchester, begyndte hendes sygdom med lidt feber, kulderystelser og en svag og mild hoste. Men efter en lille uge tog sygdommen fart, og hun følte det, som havde hun ’glasskår i lungerne’. Siden kom mave- bryst- og hovedsmerterne, og i dag lider hun fortsat af invaliderende åndenød og hovedpine i en grad, som gør det umuligt for hende at begynde på arbejde igen, selvom hendes største frygt er, at hun måske aldrig bliver i stand hertil, da ingen kan fortælle hende, om hun på et tidspunkt bliver rask igen.

”Havde jeg ikke været så syg selv, ville jeg have fundet det meget spændende at forske i COVID-19. Der synes at være et stort neurologisk aspekt ved denne sygdom, som måske også giver en vis form for følelsesmæssig labilitet. At have min kliniske baggrund har hjulpet mig, for jeg ved jo, at der er mange andre patienter, som lider hver eneste dag i årevis. Det giver perspektiv,” forklarer Hammond, som erkender, at hun ikke ved, om hendes lunger og hjerte igen kommer til at fungere normalt. I dag tilbringer hun sin dag i sengen, på sofaen og i køkkenet. Om natten sidder hun op og sover for således at være i stand til at få vejret.

Podcastens tre gæster er midt i deres forfærdelige sygdomsforløb gode og troværdige fortællere. Luke Harding med en småironisk distance til sig selv og sine lidelser, Julia Hammond med en ganske beundringsværdig klinisk nysgerrighed, og Paul Gerner er ikke blot endnu en syg læge, men har et bredt erfaringsgrundlag i kraft af samtaler med en lang række COVID-patienter, som heller ikke kan blive raske. Patienter, som har kontaktet ham efter hans publicering i British Medical Journal om sit eget langstrakte forløb.

Der er ingen tvivl om, at COVID-19 er en stejl læringskurve for såvel patienter, læger som politikere, og der er endnu ikke nogen gylden videnskabelig sandhed om, hvorfor nogle patienter har så svært ved at komme sig igen. Men der nærmer sig dog en vis videnskabelig konsensus om, at COVID-19 er en multisystemisk sygdom, som potentielt kan ramme alle kroppens organer. Og alene af den grund er det totalt relevant at høre denne podcast, som har givet mikrofonen til tre mennesker, som er i stand til at reflektere over egne erfaringer på en måde, som rækker ud over dem selv.

Lige nu pibler patientberetninger, hypoteser og videnskabelige bud på, hvorfor nogen ikke bliver raske, frem på sociale medier og i videnskabelige studier. For eksempel er der dem, som hvisker om, at pandemien er en lækkerbisken for folk med funktionelle lidelser. En anden fløj tænker, at de COVID-19 syge patienters immunforsvar er gået i mere eller mindre kronisk overdrive, og endelig er der dem, som mener, at alle de fortsatte symptomer er direkte virusdrevne, og at nogle patienter med tiden derfor vil kunne komme over deres skader og andre måske ikke.

Hvor svært det er at lide af symptomer, som ingen endnu har tilstrækkelig viden om eller måske ligefrem sætter spørgsmålstegn ved om overhovedet er reelle, er podcasten et fremragende vidnesbyrd om. Alle tre har de måttet slås med manglende forståelse, af hvad der har ramt dem, og Luke Hardings beretning om, hvor fuldstændig lykkelig han blev i maj måned over at høre, at også professor Paul Garner led alle helvedets kvaler på 3. måned, fortæller en del om, hvor isoleret og forkert Harding har følt sig med sin COVID, der bare ikke ville forsvinde, selv om han gjorde alt, han kunne, for at få det bedre.

”Er det mig, der er skør?” har de alle sammen i mangel af bedre måttet spørge sig selv om, for hverken det danske eller det britiske sundhedsvæsen har endnu mange svar at byde på.

Heldigvis er danske og internationale forskere i fuld gang med at forsøge at klarlægge de følger, som tidligere patienter med COVID-19 kan risikere at komme ud for. Men indtil lægevidenskaben bliver klogere, vil der måske komme stadigt flere, der ligesom Luke Harding og Julia Hammond er overladt til sig selv hjemme i sengen og på sofaen, indtil de end dag forhåbentligt får det bedre. Og man kan kun undre sig over, at det danske sundhedsvæsen (endnu?) ikke har oprettet særlige post-COVID-19 centre i alle regioner, hvor speciallæger både kan forske, lære og hjælpe de patienter, som ellers ofte må gå for lud og koldt vand, da de er ’for raske’ til at blive indlagte samtidigt med, at de er for syge til at leve deres liv.

Del artiklen med dine venner