"Vi er glade for, at politikerne ser, hvor stor et dilemma man kan stå i, også som hjertepatient, når man gerne vil passe sit job, men er udfordret af sin sygdom," siger Anne Kaltoft.

Har du øget risiko for COVID-19, kan du få økonomisk hjælp

Har du eller din pårørende ekstra risiko ved corona-sygdom? Så kan du få økonomisk hjælp frem til september. 

Personer i den særlige risikogruppe og pårørende kan efter aftale med arbejdsgiveren blive væk fra arbejdet under genåbningen af Danmark og modtage løn i fraværsperioden eller sygedagpenge, hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler løn. Forudsætningen er, at der ikke er muligheder for at arbejde hjemmefra eller blive omplaceret, så man ikke udsættes for smittefare.

Private og offentlige arbejdsgivere, der udbetaler løn til medarbejdere i risikogruppen eller pårørende, mens de er hjemme, får ret til sygedagpengerefusion fra første fraværsdag.

Ordningen tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens liste over sygdomme og tilstande, der kan medføre en øget risiko for et langstrakt eller alvorligt sygdomsforløb ved smitte af COVID-19, og Sundhedsstyrelsens anbefalinger for pårørende til personer i risikogruppen. Det er den enkeltes læge, der konkret skal vurdere, om medarbejderen er i risikogruppen eller er pårørende til en person i risikogruppen.

Aftalepartierne har i en tidligere aftale afsat en reserve 200 millioner kroner til ordningen.

Hjerteforeningen glæder sig på patienternes vegne.

"Vi er glade for, at politikerne ser, hvor stor et dilemma man kan stå i, også som hjertepatient, når man gerne vil passe sit job, men er udfordret af sin sygdom. De danske hjertepatienter og pårørende, som ordningen er relevant for, får nu et tiltrængt sikkerhedsnet, som jeg personligt håber, vil skabe tryghed og en mere sikker ramme for denne gruppe af udsatte danskere, som vi specielt i krisetid har et endnu større ansvar for at passe på," siger adm. direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft til foreningens hjemmeside.

Anne Kaltoft tilføjer:

"Ordningen giver også anledning til at spørge os selv: Har vi været hurtige nok? Lige efter nedlukningen i marts modtog Hjerteforeningen flere henvendelser fra utrygge patienter, der var bange for at miste deres job. Firkantet sagt, så havde danskere i risikogrupperne mere brug for ordningen for en måned siden, hvor smittetrykket var størst. Står vi i fremtiden i en lignende situation, så skal vi være endnu hurtigere til at lave lignende tiltag. Vi anderkender samtidig PLO’s (Praktiserende Lægers Organisations) bekymring. Derfor vil vi opfordre myndighederne til, at man udvikler mere præcise retningslinjer for de praktiserende læger, så lægerne får bedre redskaber til at vurdere den enkelte, samtidig med at man sikrer, at den enkelte får en god og ensartet vurdering."

Emner: corona

Del artiklen med dine venner