"Jeg havde aldrig forestillet mig, at det psykiske pres ville være så voldsomt efter operationen, det har virkelig overrasket mig,” siger Kirsten Drehn-Knudsen. Arkivfoto

Lungeopereret KOL-patient: Det værste jeg har oplevet

11 dage efter Kirsten Drehn-Knudsens lungevolumenreducerende operation taler Propatienter med hende for at høre, hvordan hun har oplevet indgrebet, og om hun allerede kan mærke en positiv forandring i forhold til sin KOL-sygdom.

Vi har mailet lidt frem og tilbage, Kirsten Drehn-Knudsen og jeg, for selv om aftalen var at snakke sammen en uges tid efter operationen, går det ikke. Kirsten orker ganske enkelt ikke at tale. Hun magter ikke rigtigt noget og er på det tidspunkt stadig indlagt efter den lungevolumenreducerende operation, hun for nyligt var igennem.

For torsdag den 13. februar blev Kirsten Drehn-Knudsen, der lider af KOL og emfysem, kørt ind på en af Rigshospitalets operationsstuer, gjort klar til operationen, hvorefter hun blev bedøvet, mens hun lå under en lun plastikbeklædt dyne og slappede af.

”Jeg var sjovt nok ikke nervøs på selve dagen, selv om jeg havde forestillet mig, at jeg ville være helt opløst. Sådan var det bare ikke. Jeg var parat til forandring – nu var det nu,” lyder det fra Kirsten i telefonen 11 dage efter indgrebet. Hun er lige kommet hjem efter 10 dages indlæggelse og døjer fortsat med eftervirkninger fra indgrebet.

”Det værste er åndenøden, som er langt værre nu, end den var inden operationen,” forklarer Kirsten, som også har fået subkutant emfysem, altså luft under huden. Ifølge Kirsten lignede hun en, der havde fået byttet hovedet ud med en fodbold, da hun kom til sig selv. Derudover døjer hun med luft bag ørene, under huden på halsen og ned ad kroppen, noget der ifølge lægerne aftager med tiden.

Ikke den forventede forvandling

Alligevel har sundhedspersonalet på Rigshospitalets afdeling 3152 fortalt Kirsten Drehn-Knudsen, at operationen betragtes som succesfuld. Men det var ikke umiddelbart den oplevelse, Kirsten havde, mens hun stadig lå på hospitalet.

”På dag to blev jeg dårlig med sløret syn, da jeg ikke havde spist eller drukket nok på grund af kvalme og manglende lyst. Så jeg måtte have intravenøst drop,” forklarer Drehn-Knudsen, som efterfølgende begyndte at hoste voldsomt.

”Det slog mig fuldstændig omkuld, da jeg begyndte at hoste. Jeg kunne ikke stoppe igen, og det havde personalet på afdelingen ellers sagt, at man skulle forsøge. Men det var ganske enkelt ikke muligt for mig. Samtidigt gjorde det ondt, og hosten var en tør hoste, jeg sjældent har oplevet og kun i forbindelse med lungebetændelse. Derfor blev jeg bange for, at der var noget grueligt galt.”

Røntgenbilleder afviste dog hurtigt, at der var en lungebetændelse på spil, men da Kirsten på tredjedagen fik feber og forhøjede infektions- og leukocyttal, havde hun svært ved at slippe angsten for, at noget var gået helt galt.

”Nætterne var og er stadig ikke sjove. Jeg vågnede ofte på hospitalet på trods af, at jeg var rigtig træt. Så tog tankemylderet til, angsten fik fat i mig, så jeg ikke kunne slippe spekulationerne om, at jeg måske slet ikke skulle have fået lavet operationen. Tænk, hvis jeg ikke får det bedre, men snarere tværtimod?” 

Kirurgen giver også kærlige spark

Mens Kirsten Drehn-Knudsens nætter var optaget af tanker, var dagene på hospitalet optaget af sundhedspersonalet, som løbende tjekkede hendes helbred og forsøgte at få hende ud af sengen.

”Men jeg havde simpelthen ingen kræfter til at komme ud at gå. Heller ikke selv om lægerne mente, at min åndenød ville aftage lidt efter lidt, når jeg kom i gang med at bevæge mig,” siger Drehn-Knudsen, som havde svært ved blot at bevæge sig ud på stuens badeværelse og da slet ikke orkede at hente sin mad ved buffeten på gangen.

”Efter cirka fire dage fik jeg fjernet det ene af de to dræn, kirurgen lagde ind ved operationen, og da smertekateteret blev ved med at lække, blev det også hurtigt fjernet,” fortæller Kirsten, som efterfølgende fik et kærligt ”puf” af kirurg Henrik Jessen Hansen.

”Han kom forbi min stue og sagde, at nu skulle jeg altså se at komme ud på gangen og gå lidt. Så jeg slæbte mig derud, og efter nogle dage syntes jeg faktisk, det begyndte at gå lidt bedre. Desværre var det kortvarigt, og sidenhen er det gået ned ad bakke igen – og det irriterer mig,” forklarer en stakåndet Drehn-Knudsen over telefonen.

Fuldstændig effekt ses først efter tre måneder

Efter 10 lange dage på Rigshospitalets afdeling 3152 blev Kirsten Drehn-Knudsen udskrevet til fortsat bedring i eget hjem.

”Jeg har lovet mig selv at træne minimum en halv time hver dag, så jeg gør en indsats for, at jeg kommer mig hurtigt og forhåbentligt får det meget bedre, end jeg havde det inden operationen. Og end jeg har det nu,” siger Kristen Drehn-Knudsen, der samtidigt indrømmer, at hun ikke er verdens mest tålmodige person. Måske var det også det, en fysioterapeutstuderende på Riget hentydede til, da hun stoppede Kirsten på gangen og sagde, at hun gik alt, alt for stærkt, selv om Kirsten synes, det hele går for langsomt fremad.

Og Kirsten Drehn-Knudsen lider stadigvæk af åndenød, iltmætningen er endnu ikke helt god, og så er pulsen høj. Derfor ringede hun torsdag 27. februar til afdeling 3152 og havde en lang samtale om sin manglende fremgang – og det lettede lidt.

”Sygeplejersken var enormt forstående og mindede mig om, at det er en meget stor operation, jeg har været igennem - og at det kan tage op til tre måneder, før bedringen mærkes. Så det trøstede mig lidt,” fortæller Kirsten, som udover den daglige træning traver op og ned ad hjemmets gulve som en anden løve i bur.

”Til gengæld har jeg turdet bade, mens jeg var alene hjemme to dage i træk, men jeg tør endnu ikke bevæge mig udendørs,” lyder det fra Kirsten, som håber på og fornemmer, at bedringen er på trapperne.

”Det håber jeg virkelig, for her bagefter må jeg indrømme, at det har været et voldsom, voldsom indgreb, og eftervirkningerne har været heftige. Det er lidt fjollet, at det kommer sådan bag på mig, for det hele stod i den brochure, jeg fik udleveret fra hospitalet. Men én ting er at læse om indgrebet, en andet er at opleve det selv. Desuden havde jeg aldrig forestillet mig, at det psykiske pres ville være så voldsomt efter operationen, det har virkelig overrasket mig,” siger Kirsten Drehn-Knudsen.

 

Propatienter følger Kirsten Drehn-Knudsen:

Læs her ved at klikke: 

Kirstens BLOG på Propatienter

 

Og artiklerne:

Emner: KOL sundhedspolitisk

Del artiklen med dine venner

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift

 

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Medicinsk Tidsskrift

Onkologisk Tidsskrift

Hæmatologisk Tidsskrift

MS Tidsskrift

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift