Derfor får de unge alvorlige nerveskader af lattergas

Tirsdag har S-regeringen præsenteret en politisk aftale, der blandt andet forbyder salg af lattergas til personer under 18 år, og alle partier i Folketinget med undtagelse af Liberal Alliance og Nye Borgerlige er med i aftalen.

Misbrug af lattergas til beruselse er de seneste år blevet et udbredt problem især blandt unge på trods af, at lattergas som rusmiddel kan være livsfarligt og giver risiko for iltmangel, kvælning, ulykker, blodmangel og nerveskader.

”Lattergas er farligt for unge og deres helbred. Iltmangel. Nerveskader. I sidste ende kan man dø af det. Den store misbrug af lattergas som rusmiddel gør derfor mange forældre utrygge og kan gøre uoprettelig skade på vores unge i Danmark. Derfor er jeg rigtigt glad for, at der var bred opbakning til, at vi nu får sat en stopper for den alt for lette adgang til lattergas og den voldsomme misbrug af lattergaspatroner blandt vores unge,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Flere læger og misbrugseksperter har advaret mod brugen, fordi man i værste fald kan risikere at blive kvalt af lattergassen, og suger man gassen i sig over en længere periode, kan man risikere kroniske skader i nervesystemet.

Risikerer kvælning

Selvom rusen varer kort tid, kan man miste kontrollen over sin krop, og der kan opstå farlige situationer, fordi man kan blive svimmel, få balanceproblemer og dårlig dømmekraft.

En anden risiko ved at tage lattergas er iltmangel. Når vi trækker vejret, kommer ilten ned i lungerne og derfra over i blodet og videre ud i cellerne i alle organer. Hvis man trækker vejret fra en ballon med lattergas, fortrænger man ilten i sine lunger. Og jo flere inhalationer man laver, desto større risiko er der for, at man får iltmangel. I værste fald kan man risikere at blive kvalt.

Nerveskader af mangel på B12 vitaminer

Hos en lille gruppe af brugere, som har et stort og længerevarende brug af lattergas, kan man også se neurologiske skader. Årsagen til de neurologiske skader skyldes, at et massivt brug af lattergas går ind og deaktiverer det B 12-vitamin, man har i kroppen, så man får B 12 vitaminmangel.

Det er måske kendt i faglige kredse, at ældre, diabetikere, veganere og folk med autoimmune sygdomme alle er i fare for at udvikle B12-vitaminmangel. Men risikoen er også stor ved lattergas fra små patroner.

Læge og forsker ved Aarhus Universitetshospital, Johan Arendt, forklarer her sammenhængen mellem misbrug af lattergas, B12-vitaminmangel og nerveskader:

”Et stort eller langvarigt misbrug af lattergas kan påvirke celledelingen i kroppen og give B12-mangel. Det kan medføre en affedtning af nervebanerne – også kaldet demyelinisering,” forklarer Johan Arendt.

Vores nerver er omgivet af et fedtlag, der gør, at de kan lede signalerne fra blandt andet rygmarven bedst muligt. Hvis fedtlaget bliver ødelagt, bliver nervesystemet dårligere til at sende signaler fra rygmarven ud i kroppen, og det kan for eksempel give føleforstyrrelser og dårligt fungerende arme og ben.

Blodmangel

Ud over neurologiske skader kan mangel på B-12 vitamin også medføre, at man kommer til at lide af blodmangel. Symptomerne kan være meget forskellige fra den ene patient til den anden: Nogle udvikler for eksempel kun blodmangel, andre kun symptomer fra nervesystemet, også selv om årsagen til B12-mangel måske er den samme. På sigt vil man kunne udvikle alvorlige nerveskader. De fleste – men ikke alle - nerveskader, som opstår som følge af B12-vitaminmangel vil være mulige at reparere:

”Langt de fleste vil opleve en gradvis bedring ved tilskud i form af tabletter eller indsprøjtninger, men nogle nerveskader kan være så alvorlige, at de er blivende,” siger Johan Arendt.

 

 

Fakta: Den politiske aftale

Med aftalen indføres der blandt andet en mængdebegrænsning for salg af lattergaspatroner til privatpersoner, så det fremover kun vil være muligt at købe to små lattergaspatroner á otte gram ad gangen. De store lattergaspatroner forbydes helt til private. Mængdebegrænsningen vil blive ledsaget af en aldersgrænse, som gør det ulovligt at sælge lattergaspatroner til unge under 18 år. Aftalepartierne er endvidere enige om, at online forhandlere af lattergaspatroner skal pålægges et krav om, at køberens alder verificeres, f.eks. via Nem ID.

Af aftalen fremgår det også, at udsalgssteder af lattergaspatroner skal begrænses, så der fremover ikke kan købes lattergaspatroner i såvel fysiske som online butikker, hvor der også sælges alkohol, tobak eller e-cigaretter.

Emner: b12 nerveskader

Del artiklen med dine venner

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift

 

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Medicinsk Tidsskrift

Onkologisk Tidsskrift

Hæmatologisk Tidsskrift

MS Tidsskrift

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift