Sådan kan du undgå blærebetændelse

Sundheds- og Ældreministeriet og Det Nationale Antibiotikaråd står bag en ny kampagne, der handler om at forebygge blærebetændelse blandt kvinder fra 60-80 år. For en vigtig indsats i kampen mod antibiotika er at forhindre, at infektioner overhovedet opstår. Og her kan du selv gøre noget.

Kampagnen oplyser også om, hvor vigtigt det er, at antibiotika bruges med omtanke på grund af resistente bakterier. Det skønnes, at op imod halvdelen af alle recepter på urinvejsantibiotika til kvinder over 60 år gives på forkert grundlag, dvs. tilstanden kunne have været forebygget eller behandlet anderledes. I sidste ende vil det dog altid være en læge, der skal vurdere, om en infektion skal behandles med antibiotika eller ej.

”Antibiotikaresistens er en kæmpe trussel mod folkesundheden i hele verden. Det bliver vi nødt til at tage særdeles alvorligt. Resistente bakterier kender ingen grænser – heller ikke landegrænser – og derfor skal vi både arbejde på at begrænse antibiotikaforbruget internationalt og gøre en målrettet indsats herhjemme. Jeg vil gøre mit til, at Danmark er med i front, og en kampagne som denne er et vigtigt skridt, fordi den sætter fokus på områder, hvor vi kan og bør sætte ind for at forebygge antibiotikaresistens”, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Det estimeres, at der allerede i dag på verdensplan dør omkring 700.000 mennesker hvert år af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika. Og WHO anslår, at det vil vokse til 10 millioner mennesker årligt i 2050, hvilket er flere end der i dag dør af kræft. Verdensbanken kalder truslen “en langsom tsunami”.

I takt med at bakterierne bliver resistente, bliver der brugt mere og skrappere typer af antibiotika - og det er kun med til at forøge antallet af resistente bakterier. Det skønnes, at op imod halvdelen af antibiotikaforbruget til mennesker i verden bruges forkert. Det medfører, at antibiotikabehandlingen ikke gør patienter raske og bidrager samtidig til en farlig og unødvendig udvikling af antibiotikaresistens.

Derfor er det vigtigt, at både borgere og sundhedsprofessionelle kender til den risiko for resistensudvikling, der kan være forbundet med brugen af antibiotika, og får redskaber til hjælpe med at forebygge den.

Siden 2012 har vi i Danmark arbejdet på et mere fornuftigt antibiotikaforbrug. Det har resulteret i en positiv udvikling, hvor der ordineres mindre antibiotika i det hele taget og også i behandlingen af blærebetændelser. Med kampagnen håber vi at kunne styrke og bevare denne udvikling.

 

Sådan kan du undgå blærebetændelse

Råd 1. Drik rigeligt og skyl bakterierne væk

Sørg for at drikke væske i løbet af dagen.

Hvad skal du gøre?
Bakterier har sværere ved at tage fat, hvis du tømmer blæren jævnligt. Drik ofte og rigeligt - gerne 1-2 liter i løbet af dagen. Så skal du oftere på toilettet, og når du tisser, skyller du bakterierne ud. Al slags væske tæller med, også kaffe og te.

Man hører ofte, at tranebærsaft kan hjælpe. Der er dog ikke videnskabeligt belæg for, at tranebærsaft kan kurere blærebetændelse. Men det er lige så godt som alle andre typer væske og tæller med i dit ”væskeregnskab”. Hvis du drikker et glas væske ca. hver 3. time i dine vågne timer, svarer det omtrent til 1 liter om dagen.

Råd 2. Giv dig tid når du tisser

Tøm blæren helt, så har bakterierne sværere ved at tage fat.

Hvad skal du gøre?
Hvis du skynder dig, når du er på toilettet eller har svært ved at tømme blæren helt, kan der stadig være urin tilbage i blæren. Det kan danne grobund for bakterier. Så husk at give dig god tid, når du tisser, og vent til sidste dråbe er ude. Du kan også rejse dig op, gå lidt rundt og sætte dig igen. Kontakt din læge, hvis du har mistanke om, at din blære ikke tømmer sig helt.

Lav knibeøvelser jævnligt, så trænes bækkenbunden, og det bliver lettere at tømme blæren.

Alle kvinder vil med alderen få en slappere bækkenbund. Tilstanden ses hyppigere hos kvinder, hvis bækkenbund har været belastet af fx graviditeter og fødsler, overvægt, dårlige vandladningsvaner, forstoppelse og manglende træning. Hormonelle forandringer efter overgangsalderen kan også have stor betydning.

Råd 3. Hold dig ren og tør forneden

Pas på dine slimhinder, undgå rifter og irritation og vær omhyggelig med at holde dig ren og tør forneden.

Hvad skal du gøre?
Vask dig dagligt med vand og brug evt. en type sæbe, der er beregnet til intimbrug og gerne uden parfume, spørg evt. på apoteket. Hvis du bruger engangsklude til at vaske dig forneden, så skyl den grundigt flere gange under vasken. Vær opmærksom på, at engangsvaskeklude ikke egner sig til genbrug. Skift håndklæder regelmæssigt. Bruger du bind eller bleer, så husk at skifte dem, når de er fugtige - og mindst 3 gange i døgnet. Vask dig også før og efter sex.

Det er ofte ens egne tarmbakterier, der forårsager blærebetændelse. Når man er på toilettet, er det derfor en god ide at tørre sig forfra og bagud. Det mindsker risikoen for at få bakterier fra endetarmen over i urinrøret.

Efter overgangsalderen kan slimhinderne blive mere tørre, og risikoen for rifter og irritation i forbindelse med sex stiger. Glidecreme kan afhjælpe tørhed i skeden og nedsætte risikoen for rifter. Hvis du har meget tørre slimhinder og mange gener på grund af det, så tal med din læge om brug af østrogenbehandling. F.eks. kan vaginal østrogenbehandling gøre slimhinderne tykkere og mere modstandsdygtige over for både rifter og bakterier.

Kilde: antibiotikaellerej.dk/Statens Serum Institut

 

Hvorfor får man blærebetændelse?

De fleste blærebetændelser skyldes, at ens egne bakterier fra endetarmen kommer i kontakt med slimhinderne omkring skeden og urinvejene. Derfra kan de ”vandre op” i blæren. Derfor er det generelt en god idé at være opmærksom på ikke sprede bakterier fra endetarmen og fremefter, f.eks. i forbindelse med daglige rutiner på toilettet og ved sex.

Kvinder har højere risiko for blærebetændelse end mænd, fordi de har en anden anatomi omkring bækkenbunden. Urinrøret er kortere, og afstanden til både skede og endetarm fra urinvej er kortere.

Ved samleje kan bakterier presses over i urinrøret. Det er derfor ikke usædvanligt, at blærebetændelse kan opstå efter samleje. Det er derfor en god ide at tisse og vaske sig efter samleje, så bakterierne skylles væk.

Blærebetændelse forekommer hyppigere hos kvinder over 60 år. Det skyldes, at immunsystemet ændrer sig og svækkes med årene, ofte kombineret med forskellige andre aldersbetingede forandringer, f.eks. kan faldet i østrogenproduktionen efter overgangsalderen gøre, at slimhinden i skeden og urinrøret bliver tør og tynd. Dermed bliver slimhinden mere modtagelig for bakterier, fx ved sex. Hertil kommer en række lidelser, som øger risikoen for blærebetændelse, f.eks. sukkersyge, inkontinens, tidligere blærebetændelser, besvær med at tømme blæren og nedsunken blære.

Kilde: antibiotikaellerej.dk/Statens Serum Institut

 

Symptomer

De mest almindelige symptomer på blærebetændelse er:

  • svie eller smerte ved vandladning
  • hyppig vandladning eventuelt ledsaget af uklar og ildelugtende urin

Andre symptomer kan være:

  • feber
  • sygdomsfornemmelse i hele kroppen
  • kulderystelser
  • ømhed/trykken over blæren
  • Lændesmerter, feber og stærk sygdomsfølelse kan være tegn på, at infektionen har bredt sig. Det sker dog kun i få tilfælde

Kvinder over 60 år

Kvinder, der er lidt oppe i årene, kan have blærebetændelse, uden at de har de mest almindelige symptomer fra urinvejene. Nogle kan derfor opleve, at f.eks. feber og almen utilpashed skyldes blærebetændelse.

Omvendt har ældre ofte bakterier i urinen, uden at de har symptomer på blærebetændelse, og uden at det skal behandles med antibiotika. Behandling med antibiotika er kun relevant, når man BÅDE har symptomer OG har bakterier i urinen.

Hvad gør jeg, hvis jeg kun har svage symptomer?

Hvis du har svage symptomer, er det ikke sikkert, at du har blærebetændelse. Føler du smerte eller svie, når du tisser, kan det f.eks. også skyldes:

  • at du er lidt ”hudløs” efter sex
  • at dine slimhinder er irriterede efter hårfjerning
  • at du har en let infektion i urinrøret, der går over af sig selv
  • Din urin kan også ændre farve og lugt, uden at det skyldes en blærebetændelse. Visse madvarer kan f.eks. godt ændre farven og lugten. Se eventuelt tiden lidt an.
  • Bliver det værre, skal du søge læge. Det er vigtigt, at du ikke eksperimenterer med din egen eller andres overskydende medicin. Hvis antibiotika er løsningen, skal du altid have den hos lægen.
  • Uanset om du skal have antibiotika eller ej, så er det en god idé at drikke rigeligt, når du har symptomer på blærebetændelse 

Kilde: antibiotikaellerej.dk/Statens Serum Institut

Emner: logonyhed

Del artiklen med dine venner

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift

 

Redaktionen

Redaktion

Webmaster

Tilknyttede journalister

  • Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Berit Andersen – hjerte-kar, psykiatri, sundhedspolitik 
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik 
    Birgit Brunsted - onkologi, hjertekar, generelt 
    Bo Karl Christensen - diabetes, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Grit Blok - dermatologi 
    Maria Cuculiza - kultur, sundhedsteknologi, sundhedspolitik 
    Ebbe Fisher - generelt
    Pernille Marrot – Propatienter.dk, osteoporose, diabetes 
    Maiken Skeem – hjertekar, reumatologi, sundhedsteknologi, sundhedspolitik 
    Annette Lausten - gastroenterologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik

Om os

Redaktionen

Redaktion

 

Tilknyttede journalister

  • Signe Juul Kraft - onkologi, hæmatologi, sundhedspolitik
    Berit Andersen – hjerte-kar, psykiatri, sundhedspolitik 
    Nina Bro - sclerose, sundhedspolitik 
    Birgit Brunsted - onkologi, hjertekar, generelt 
    Bo Karl Christensen - diabetes, generelt
    Jette Marinus - respiratorisk
    Grit Blok - dermatologi 
    Maria Cuculiza - kultur, sundhedsteknologi, sundhedspolitik 
    Ebbe Fisher - generelt
    Pernille Marrot – Propatienter.dk, osteoporose, diabetes 
    Maiken Skeem – hjertekar, reumatologi, sundhedsteknologi, sundhedspolitik 
    Annette Lausten - gastroenterologi
    Marianne Rohweder - overvægt, sundhedspolitik

Om os

catch(err){alert('The form could not be submitted '+err);return false;}"/>