”Langt de fleste vil opleve en gradvis bedring ved tilskud i form af tabletter eller indsprøjtninger, men nogle nerveskader kan være så alvorlige, at de er blivende,” siger Johan Arendt.

Lattergas-misbrug kan give alvorlige nerveskader

Forældre og praktiserende læger bør af en ganske særlig grund have fokus på de unge, som har et stort eller langvarigt misbrug af lattergas.

Det stadig større misbrug, som ses mange steder blandt de helt unge, medfører nemlig risiko for at få B12-mangel, der kan medføre alvorlige og permanente nerveskader.

Ældre, diabetikere, veganere og folk med autoimmune sygdomme er alle i fare for at udvikle B12-vitaminmangel. Det er måske kendt i faglige kredse. Men risikoen er også stor ved lattergas fra små patroner, som oprindeligt er tænkt til at forvandle fløde til flødeskum, som er blevet et udbredt rusmiddel blandt unge. Drivgassen giver en lynhurtig rus og synes blandt de unge at være opfattet som et relativt uskyldigt rusmiddel. Men et stort eller langvarigt forbrug kan føre til udvikling af B12-vitaminmangel og kan som følge deraf give alvorlige nerveskader.

Som forælder eller praktiserende læge bør man derfor være opmærksom på de unge, som er en særlig risikogruppe, når det handler om udvikling af B12-mangel. Læge og forsker ved Aarhus Universitetshospital, Johan Arendt, forklarer her sammenhængen mellem misbrug af lattergas, B12-vitaminmangel og nerveskader:

”Et stort eller langvarigt misbrug af lattergas kan påvirke celledelingen i kroppen og give B12-mangel. Det kan medføre en affedtning af nervebanerne – også kaldet demyelinisering,” forklarer Johan Arendt.

Vores nerver er omgivet af et fedtlag, der gør, at de kan lede signalerne fra blandt andet rygmarven bedst muligt. Hvis fedtlaget bliver ødelagt, bliver nervesystemet dårligere til at sende signaler fra rygmarven ud i kroppen, og det kan for eksempel give føleforstyrrelser og dårligt fungerende arme og ben. 

Nogle skader kan være blivende

Ud over neurologiske skader kan mangel på B-12 vitamin også medføre, at man kommer til at lide af blodmangel. Symptomerne kan være meget forskellige fra den ene patient til den anden: Nogle udvikler for eksempel kun blodmangel, andre kun symptomer fra nervesystemet, også selv om årsagen til B12-mangel måske er den samme. På sigt vil man kunne udvikle alvorlige nerveskader. De fleste – men ikke alle - nerveskader, som opstår som følge af B12-vitaminmangel vil være mulige at reparere:

”Langt de fleste vil opleve en gradvis bedring ved tilskud i form af tabletter eller indsprøjtninger, men nogle nerveskader kan være så alvorlige, at de er blivende,” siger Johan Arendt.

 

 

 

Del artiklen med dine venner