Foto: PxHere

Fedmeoperationer reducerer søvnapnø markant

Det første danske studie af fedmekirurgis indflydelse på søvnapnø viser, at vægttab giver markant reduktion af især moderat og svær søvnapnø.

Undersøgelsen, der er gennemført i Region Syddanmark, viser, at effekten af vægttab er stor. Antallet af søvnapnøer faldt fra gennemsnitligt 12,8 AHI før operation til 3,7 AHI et år efter, hvor AHI er et indeks over, hvor slem apnøen er. Hvis AHI er under 5, har man ikke apnø, hvis den er mellem 5 og 15, lider man af mild apnø, over 15 er moderat apnø, og over 30 er svær apnø.

”Det er tydeligt, at vægttab virker på apnø,” siger en af forskerne bag undersøgelsen, overlæge Knud Larsen, Øre-næse-hals afdelingen på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.

”Undersøgelsen understreger, at det især er patienter med moderat eller høj AHI-værdi, der profiterer mest af vægttab via kirurgi,” siger han.

Tæt sammenhæng mellem BMI og AHI

Undersøgelsen bygger på data indsamlet fra marts 2012 til juni 2013, hvor alle de patienter, der var skrevet op til en fedmeoperation i Region Syddanmark, blev inviteret til at deltage i studiet. Et år efter kirurgi, viste undersøgelsen, at patienternes BMI var faldet fra 44.4 før operation til 30,8, og at AHI var faldet fra 12,8 før operation til 3,7.

Behov for danske undersøgelser

Resultaterne af denne første danske undersøgelse adskiller sig fra andre internationale studier ved, at antallet af patienter med søvnapnø før operation overraskende var en smule lavere.

”Selvom de patienter, der henvises til operation, opfylder de danske nationale guidelines for henvisning, så har de ikke så højt et BMI, som man fx ser i amerikanske undersøgelser,” siger Knud Larsen.

Forskellene indikerer ifølge Knud Larsen, at det er vigtigt at lave nationale undersøgelser.

”Overvægt er et globalt problem, men vi er ikke ens. Der er mange variable. En er, at der er mange meget svært overvægtige amerikanere. En anden er, at rekrutteringen f.eks. i indiske undersøgelser foregår helt anderledes end i Danmark. Derfor er det vigtigt at lave danske undersøgelser, der passer til os.”

 

Emner: søvnapnø apnoe

Del artiklen med dine venner

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift

 

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Medicinsk Tidsskrift

Onkologisk Tidsskrift

Hæmatologisk Tidsskrift

MS Tidsskrift

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift