- Foto: Søren Braad Andersen, Kommunikation Hospitalsenheden Vest

Patienter får medicinpose for at undgå medicinfejl

Op til 14 pct. af alle indlæggelser skyldes, at patienterne har taget forkert eller for meget medicin. Mange medicinfejl sker i overgangen mellem hospital og egen læge eller kommunale sundhedstilbud, og hospitalerne i Herning og Holstebro har derfor udviklet en medicinpose, som er beregnet til at være pillernes nye, faste hjem, uanset hvor patienterne opholder sig.

Ca. 23 procent af alle rapporterede hændelser på hospitaler i 2016 skyldtes fejl ved medicinering, mens andelen i kommunerne, ved tandpleje, forebyggelsescentre, hjemmepleje, hjemmesygepleje, kommunelæger og misbrugsbehandling m.v. ligger på ca. 64 procent.

I den vestlige del af Region Midtjylland er hospital, kommuner, apoteker og praktiserende læger gået sammen om at hjælpe borgere og patienter til at undgå medicinfejl. Løsningen er en medicinpose, skriver Hospitalsenheden Vest i en pressemeddelelse.

I dag er det kun omkring en femtedel af alle indlagte på hospitalerne i Herning og Holstebro, der husker at få samtlige pilleæsker og beholdere med på hospitalet.
Med inspiration fra England har hospitalerne i Herning og Holstebro derfor udviklet en medicinpose, som er beregnet til at være pillernes nye, faste hjem, uanset hvor patienterne opholder sig. Det første store forsøg skal nu vise, om medicinposen virker.

Der skal ikke meget til, før der kan gå kludder i vigtige medicinvaner, forklarer lægefaglig direktør Jens Friis Bak om baggrunden for hospitalets lavpraktiske bud på at knække en alarmerende kurve for fejlmedicinering.

"Mange fejl sker i overgangen mellem hospital og egen læge eller kommunale sundhedstilbud. Hvis vi på hospitalet laver om på den sædvanlige medicin, er det for nogle patienter nok til, at der går kludder i medicinvanerne," siger Jens Friis Bak i en pressemeddelelse fra Hospitalsenheden Vest.

Indholdet i medicinposen bliver også gennemgået, når patienterne er på hospitalet. På den måde, er håbet, at fejl bliver fanget, før de får konsekvenser.

Problemet er stort og alvorligt. Ifølge forskningen skyldes helt op til 14 pct. af alle indlæggelser, at patienterne har taget forkert eller for meget medicin. 80 pct. af situationerne er alvorlige, og 2-3 pct. ender med at patienterne dør.

Fire apoteker i Holstebro og Herning hjælper sammen med to lægepraksis i denne uge med at udlevere de første 5000 medicinposer. Poserne er gratis for alle borgere, der vil være med til at teste dem.

Emner: kræftmedicin medicinpose medicinfejl

Del artiklen med dine venner