Stærkt belastede patienter med depression og overvægt lades i stikken

Hvornår kommer Danmark patienter med svær depression eller svær overvægt til undsætning?

Indrømmet, det er gode nyheder, at vi i Danmark er blevet så dygtige til fedmekirurgi. Metoderne bliver stadigt mere raffinerede, og der dukker hele tiden nye positive historier op (se f.eks. denne artikel i Politiken) med glade færdigopererede patienter og stolte læger.

På akkurat samme måde kan man glæde sig over, at vi i Danmark er blevet rigtig skarpe, når det gælder ECT behandling (Electroconvulsive Therapy – eller mere folkeligt elektrochokbehandling) af patienter med svær depression. Senest har forfatteren Peter Øvig Knudsen udgivet en bog med sine erfaringer med ECT, og han mener at terapien reddede ham (se her).

På begge områder er Danmark blandt de lande, som er mest aktive, og derfor har vi også så mange erfaringer, at vi kan dele dem med andre.

Antallet af fedmeoperationer sætter rekord år for år. Sidste år rundede Danmark 1.500 årlige operationer. Mange udføres på privathospitaler, så patienterne betaler selv. Andre laves i udlandet, og af samme grund hersker der massiv ulighed på området.

Udviklingen inden for ECT er præget af parallel vækst. Antallet af patienter, som er i ECT-terapi ligger på 1.800 i år. Hver patient får 8-12 behandlinger, hvor man fremkalder et krampeanfald ved hjælp af elektricitet. Derfor gennemfører Danmark omkring 18.000 ECT om året.

Så vidt vides er Danmark frontrunner på begge områder.

Interessen for disse metoder hænger muligvis sammen med, at Danmark mere end de fleste andre lande er optaget af terapier, som ikke er farmakologiske.

Det gælder ganske særligt inden for livsstilsygdomme og psykiatri, og det gælder også andre diagnoser, f.eks. inden for neurologien.

Netop på de to områder har lægerne modspil, som trækker behandlingen i en ikke-farmakologisk retning. Psykiaterne står overfor psykologerne, som er blevet politiske kæledægger, og som også har folkelig opbakning. Psykologerne repræsenterer netop den ikke-farmakologiske behandling af psykiatriske sygdomme.

Når det gælder svær overvægt, er situationen den samme. Også der er der velorganiseret modstand mod medicinsk behandling, men her kommer modstanden fra livsstilseksperter, som mener, at svær overvægt skal løses uden medicin – men med kost og motion. En del læger arbejder i samme retning, og det samme gør danskerne. De holder ikke af medicin.

Modstanden mod medicinske løsninger var ud fra et patientperspektiv ufarlig - ind til for nylig. Der fandtes nemlig ingen lægemidler med gedigen effekt. Men sådan er det ikke længere. Nu er der ankommet effektfuld medicin både til svær overvægt og til svær depression. I begge tilfælde er der tale om lægemidler med evidens bag sig, det ene - det mod svær overvægt - har imponerende evidens, mens det andet af indlysende grund ikke har helt spå nemt ved at dokumentere sig.

Men behandlermiljøerne på begge områder virker fodslæbende, og det gør også de bevilgende myndigheder, som i dette tilfælde deles mellem Medicintilskudsnævnet og Medicinrådet.

Resultatet er, at de nye lægemidler ikke når nogen udbredelse i Danmark.

Lægemidler til svær overvægt er for længst taget i brug i de fleste lande, vi ellers måler os mod. Men ifølge Fedmeregisteret var der i 2020 bare 256 patienter i medicinsk behandling mod svær overvægt.

På det punkt udvikler tingene sig i Danmark med provokerende, ja, ubegribelig sendrægtighed. Der er ingen grund til ikke at afprøve de farmakologiske lægemidler mod svær overvægt. Der er ingen alvorlige bivirkninger. Der kan være variation i effekten, men det burde nu ikke afholde det danske sundhedsvæsen for at prøve mulighederne af – al den stund, at alternativet er fedmekirurgi eller virkningsløs diæt og motion.

Også svær depression er præget af en mærkelig langsommelighed i betragtning af, at alternativet, altså ECT, ikke har samme evidens bag sig som det, der kræves af lægemidler. Her er medicin rettet til svær depression taget i brug i Sverige, Tyskland, Belgien, Skotland, Spanien, Italien og Holland. I Norge og Finland udskriver lægerne også medicin til svær depression.

Men danske læger – og deres patienter – har ikke hele paletten at disponere over, når der skal sammensættes behandling mod svær overvægt og svær depression.

Der er grund til at minde om, at både svær overvægt og svær depression er livstruende sygdomme. Begge er præget af meget alvorlige komplikationer. Patienter med svær overvægt har stor risiko for at blive ramt af en hel stribe af andre sygdomme, deriblandt både svær depression og cancer. Patienter med svær depression rammes måske ikke af samme register af somatiske lidelser, men risikoen for død er skrækkelig høj.

Det er altså alvorlige lidelser, og på vegne af patienterne burde Danmark afsøge alle muligheder for at få disse stakkels patienter i behandling. Det fortjener de.

Men det er Danmark åbenlyst ikke parat til. Ja, det virker som om, at systemet vil gøre meget for at undgå disse løsninger.

Patienterne burde sparke vægge ind – men de aner ikke, hvad der foregår, ikke mindst fordi offentligheden ikke for alvor inviteres ind og får indsigt i disse beslutninger.

Mon ikke et-eller-andet burde gentænkes her?

Emner: medicin

Del artiklen med dine venner