Kronikerplan - ja, tak, jo før des bedre

Da Lars Fruergaard Jørgensen, topchef i Novo Nordisk, luftede sin vision om en ambitiøs kronikerindsats, var det som at jage en spade ned i den myretue, som sundhedsdanmark også er.

Læs interviewet med Lars Fruergaard Jørgensen her.

Dernede i tuen, dér hvor man ikke med det blotte øje kan se, hvad der foregår, satte alle aktører med interesse for sundheden sig i bevægelse. Her tilbød landets største virksomhed at gå aktivt ind i bestræbelserne for at gøre Danmark til et forbillede og et mønsterland, når det gælder håndtering af kronikere. Ovenikøbet stillede Novo Nordisk og kollegerne i life science industrien penge i udsigt til medfinansiering.

"Vi vil have alle til at se visionen og bidrage til at få den til at lykkes. Og jeg skal love dig for, vi skal nok bidrage med, hvad der skal til af analyser og andet for at få det til at lykkes. Men det er vigtigt, vi gør det sammen. At det er et samarbejde,« sagde han bl.a. til Politiken.

Med et slag begyndte alle med interesse for kronikere at positionere sig. Patientforeningerne så mulighederne og prøver nu hver for sig og i hvert sit bestyrelseslokale og i visse tilfælde sammen at påvirke planerne. Det samme gør medicinalindustrien, som arbejder for at sikre netop deres særlige terapiområder en luns af kronikerpakken. Måske har landets læger også set mulighederne – det burde de i hvert tilfælde. Endnu har vi bare ikke hørt fra dem.

Alt det er såre naturligt – og selvfølgelig på sin plads. Der er ikke hver dag der kommer en invitation af den karat.

Regeringen blev også bedt om at kommentere – men der blev Magnus Heunicke nærmest småfornærmet. Her var budskabet, at man da allerede var i gang med planer med kronikerne, nemlig bestræbelserne for at rette op på uligheden. Mærkelig reaktion.

Er der da behov for den plan, som Lars Fruergaard Jørgensen efterlyser?

Indlysende.

Hidtil er vi i Danmark gået til angreb på problemerne med kronikerbehandlingen med udgangspunkt i hver patientgruppe – hjerteplaner, diabetesplaner og andre planer. Men denne vision handler om dem alle og på én gang, og den tankegang er der virkelig brug for. Især fordi det danske sundhedsvæsen i virkeligheden er på vej i stik den modsatte retning. Nu vil organiseringen af supersygehusene dominere tilgangen til patienterne, og den vil netop opdele patienterne efter deres diagnoser – og helt se bort fra de fælles sammenhænge.

Disse fælles sammenhænge blotlægges konstant af nyere forskning. Komorbiditeter mellem alle diagnoser driver rigtig meget, og det samme gør udviklingen af nye lægemidler, som ofte har gevinster, som omfatter patienterne fra tilstødende sygdomsområder. Det gælder eksempelvis diabeteslægemidler – Lars Fruergaard Jørgensens hjemmebane. I dag tilbyder de gevinster til hjertepatienter og de hjælper patienter med nyreudfordringer – og i øvrigt overvægt, som jo har så mange komorditeter, at stort set hele sundhedsvæsenet er involveret. Det samme gælder for lægemidler rettet mod f.eks. inflammationssygdomme – altså dermatologien, det respiratoriske og snart mange andre.

Nok så vigtigt er det, at koncepter fra nogle sygdomsområder med fordel kan genanvendes på andre. Mest iøjnefaldende har hele kræftområdet formået at drive kvaliteten frem med udgangspunkt i samarbejde mellem kræftlægerne og stærkt fokus på veldefinerede pakker. Det har forlænget kræftoverlevelsen i Danmark med tæt på 20 procent på under 10 år. Den tankegang kan kronikerområdet lære af.

Mange af tiltagene på kræftområdet er skabt i Danmark og de er unikke for Danmark. Vi har i det hele taget mange unikke og effektive tiltag. Mange af dem er knyttet til fordelene ved vores CPR-registre. Det giver Danmark mange muligheder, som ingen andre nationer har (og det gælder også på forskningsfronten, og altså muligheden for at dokumentere danske initiativer, og det er jo nok så vigtigt).

Derfor er der i den grad perspektiv i udviklingen af en dansk kronikerindsats. Vi har alle muligheder for at blive et internationalt forbillede – vi har tilmed allerede meget i brugbar drift allerede, bare på andre områder. Vi ved altså, hvad der virker.

Men det skal kalibreres til kronikerne. Nemt er det ikke. Og det koster en masse penge. Men det er stensikkert muligt, og hvis projektet kan medfinansieres af life science industrien, så er det umuligt ikke at være positiv – og begejstret.

Del artiklen med dine venner