Det var en festdag, da den daværende borgerlige regering i julemåneden 2015 besluttede at afsætte en kvart mia. kr. i en lungesatsning. Måske kørte busserne med flag den dag. I hvert tilfælde var sundhedsminister Sophie Løhde begejstret.

Hver fjerde kræftramt oplever senfølger i så invaliderende en grad, at de har problemer med at klare en almindelig hverdag, skriver Charlotte Hammer, næstforperson for Senfølgerforeningen.

Mette Frederiksens nytårstale blev en personlig succes for landets statsminister. Der er bred tilslutning til de nyheder, hun vitterligt flagede denne gang.

Jeg skal vist æde min gamle hat. I hvert tilfælde har det fra denne plads gentagne gange lydt, at der nok slet ikke kommer en sundhedsreform fra denne regering i denne omgang.

Sundhedsreformen skulle være på vej.

Selveste statsminister Mette Frederiksen (Soc.) bedyrer det.

Men det holdt hårdt. Tydeligvis er netop denne reform ikke øverst på regeringens ønskeseddel.

Det stod klart på efter et samråd foranlediget af Folketingets sundhedsudvalg, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke gennem en stiv time og på alle mulige måder vred sig ud af udvalgets ønske om at snart at komme i gang.

Det var regeringen ikke klar til. Vores sundhedsminister, som ellers er blevet regeringens mest populære minister, var nærmest blank. Ingen initiativ, ingen ideer, ingen fremdrift. Faktisk meget pinligt.

Det indtryk, som stod tilbage efter dette samråd, er, at regeringen simpelt hen ikke magter at gå i gang. Men få dage skulle gå, så meddelte statsministeren pludseligt, at nu går arbejdet i gang, og vi kan forvente et udspil i løbet af foråret. 

Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at det næppe kommer til at ske – se hvordan det kan være nederst i denne klumme.

Forventningerne er i udgangspunktet ikke opmuntrende. Efterhånden tegner der sig et mønster, når den socialdemokratiske regering skal spille ud med politiske initiativer.

Meget påfaldende er det, at denne regering kan selv. Den har et særligt forhold til eksperter. Den omfavner dem ganske vist, kalder dem vores eksperter, men den træffer sine egne beslutninger og ofte uden eksperters anbefalinger. Læg mærke til, hvordan regeringen sammensatte sin Epidemikommission. Den er sammensat af embedsfolk og topfolk fra styrelserne. Men der er ingen, absolut ingen, uafhængige eksperter.

Det kunne fungere, hvis denne regering var i stand til at opfinde kreative løsninger på egen hånd. Men det er ikke sandsynligt. Engang var Sundhedsministeriet i stand til at udvikle nye organiseringer på sundhedsområdet, men så skal vi tilbage til topledelsen i Lars Løkke Rasmussens tid.

Problemet blev illustreret, da Sundhedsstyrelsen lancerede optakten til en psykiatriplan – det er fint arbejde. Det omfatter solidt arbejde med at identificere problemerne inden for psykiatrien. Oplægget sætter en retning for, hvad der burde ske. Men det indeholder ingen konkrete forslag til initiativer, og regeringen har foreløbig ikke bidraget med en eneste ide.

Man kan frygte, at Mette Frederiksens udspil ligner oplægget fra Sundhedsstyrelsen – altså et udspil blottet for initiativer, endsige nye tanker. Hvor alt skal forhandles fra starten.

Det er også blevet et kendetegn for denne regering, at den skeler til fagforeningernes ønsker. Da sygeplejerskerne skulle have et hold kæft-bolsje for at gøre dem tilfredse efter deres strejke/konflikt, så afleverede vores regering en milliard kr., intet mindre, til uspecificerede formål, som forhåbentlig kunne føre til mere tilfredse fagforeninger. Selvfølgelig gik pengene ikke til sygeplejerskerne. Det turde regeringen ikke. I stedet var pengene nærmest øremærket til ... intet formål.

Den løsning viser, at vores regering er idefattig, når det gælder sundhedsområdet. Javist, der blev skabt gode løsninger i forbindelse med pandemien. Når der har skullet skabes løsninger, hvor ingen var, så viste det sig, at systemet kunne producere dem. Når regnskabet engang gøres op, så kan det vise sig, at disse løsninger var formidabelt dyre. Men ingen kan tage fra regeringen, at dér viste den handlekraft.

Men hele vejen igennem coronakrisen har vores regering i sjælden grad været inddragende, når det gælder fagbevægelsen. Nu har vi set et medieforlig, hvor der igen inddrages fagpolitiske ingredienser. Man kan frygte, at det også skal gennemsyre sundhedsreformen. At det er vigtigere at respektere fagbevægelsen end at finde på løsninger, som kan hjælpe patienterne.

Mette Frederiksens regering er også voldsomt optaget af flytte aktiviteter ud af de store byer. Sådan gik det på uddannelsesområdet – og der ligner det en kæmpefejl. Sådan gik det også med indretningen af politiet, og der ligner det et paradenummer uden reel betydning. Senest har vi – i det små – set den samme tankegang i regeringens tanker på medieområdet, og heller ikke der giver det reel mening.

De første tanker, denne regering har kunnet formulere om sundhedsreformen, har netop drejet sig om såkaldte nærhospitaler – uagtet, at de ikke skulle have indlagte patienter. Oppositionen taler om regionale sundhedshuse – også uden indlagte. Man kan frygte, at regeringen – akkurat som med politiet og medierne – går alt for langt for at tækkes vælgere, som ellers ville stemme på oppositionen. Det er selvsagt ikke vejen frem.

Det ser med andre ord ikke opmuntrende ud for regeringens udspil til en sundhedsreform. Men spørgsmålet er nu også, om den overhovedet kommer. Hvorfor skiftede regeringen mening om hastigheden i komplekset? Fra Magnus Heunickes hårdnakkede benægtelser til Mette Frederiksens udmelding om at man skam er i gang, og at der kommer et udspil inden april.

Problemet er, at det grangiveligt ligner en korrektion op til et valg. Måske er Mette Frederiksen ikke interesseret i at gå til valg uden at have meddelt omverdenen, at man skam er i gang.

Måske er det forklaringen på, at Magnus Heunicke skulle udmyges.

Mon ikke vi får et valg, før vi får en sundhedsreform – blandt andet fordi denne regering simpelt hen ikke er i stand til at sætte en kompetent sundhedsreform sammen – så hellere gå til valg på overfladiske ideer om nærhospitaler.

Det ser ikke lovende ud.

”Undskyld” siger jeg til min patient, da jeg må forlade ham, fordi telefonen i min lomme ringer endnu engang, mens vi taler med hinanden.