Det næste sted, vi tager fat, er sundhed. Blah! Blah! Blah! Den nære sundhed er forsømt. Blah! Blah! Blah!

Hvornår kommer Danmark patienter med svær depression eller svær overvægt til undsætning?

Kloge hoveder er begyndt at kalde statsminister Mette Frederiksens politiske strategi for intentionel  - det handler om at stille initiativer i udsigt, snarere end at levere løsninger. Sagt på en anden måde – denne regering lover og lover og lover, og det gælder da især på sundhedsområdet.

Senest har regeringen lavet en aftale med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening (KL) om at etablere 21 såkaldte sundhedsklynger. Det forslag føjer sig til løfterne om en tung psykiatriplan og en sundhedsreform. Akkurat som dem er sundhedsklynge-planen ganske sympatisk. Det er bare ikke konkret.

Derfor er det da også nærmest tragikomisk, at sundhedsminister Magnus Heunicke kammer fuldstændig over i sin kommentar på planen: ”Nu tager vi for alvor fat om udfordringen med manglende sammenhæng. Det har været sundhedsvæsenets akilleshæl i alt for mange år. Vi har i den grad brug for at tænke indsatsen for ældre og mennesker med bl.a. kroniske sygdomme og psykiske lidelser bedre sammen på tværs af sygehus og kommune og styrke kvaliteten i det nære sundhedsvæsen.”

Sikke han tramper. 

Meningen med sundhedsklyngerne er, at de skal tilbyde bedre patientforløb og sammenhæng mellem det sekundære sundhedsvæsen og det primære sundhedsvæsen, altså mellem hospitalerne, de praktiserende læger og kommunerne.

Denne sammenhæng er stærkt efterspurgt, og initiativer har da også modtaget med begejstring fra alle kanter. Selv den borgerlige opposition er nærmest sat skakmat, eftersom sundhedsklyngerne var en del af Venstres reformoplæg. Indlysende er regionerne og kommunerne positive, de er jo parter i projektet, men det er lægernes organisationer også. På de kanter håber man på, at klyngerne kan bringe lægefagligheden sammen med andre fagligheder og levere en sammenhængende indsats på områder, hvor der i dag er langt mellem stolene.

Endnu er det uklart, hvordan klyngerne skal ledes, og nu går kampen om sæderne i de besluttende forsamlinger i gang. Især er praktiserende læger nervøse for at blive forbigået. Men det er ikke sandsynligt, at almen praksis ikke inviteres med ind der, hvor indsatsen skal dirigeres.

Sundhedsministeriet bedyrer da også, at der skal lyttes til de praktiserende læger. “Der lægges op til, at almen praksis’ rolle drøftes nærmere med de praktiserende læger. De fem nye sundhedssamarbejdsudvalg vil desuden inddrage almen praksis i arbejdet, ligesom den enkelte region i samarbejde med kommunerne vil sikre inddragelse af de praktiserende læger i den konkrete praksisplanlægning. Almen praksis vil således spille en afgørende rolle i den fremtidige struktur for sundhedsvæsenet.”

Heller ikke økonomien er på plads – eller rettere det, der er på plads, er komplet utilstrækkeligt, idet der kommer meget få nye sundhedspenge til. Og der tages heller fat om de strukturelle økonomiske udfordringer. Som det ligger lige nu, skal sundhedsklyngernes arbejde nemlig understøttes med fælles midler, i alt 80 mio. kr. i 2022, som deles 50/50 af regioner og kommuner.

Problemerne omkring klyngernes økonomi tager direktøren for Danske Patienter, Morten Freil, fat på. Han frygter, at silotænkningen, som præger det nuværende samarbejde mellem regioner og kommuner, fortsætter. Så ender det med, at parterne modarbejder hinanden, sådan som de gør i dag, og så er patienterne ilde stedt. 

Den bekymring har Morten Freil i den grad ret i – det er ikke nok at skabe organisationen – hvis klyngerne skal få betydning, så skal finansieringen af deres sundhedsindsats flyttes væk fra regioner og kommuner. Det samarbejde har de aldrig kunnet finde ud af, så økonomien overlades til organer, som reelt er mest optaget af patienterne og ikke omkostninger.

Heldigvis er intet givet - Sundhedsklyngerne skal forhandles i Folketinget til efteråret. 

Møderne mellem de strejkende sygeplejersker og arbejdsgiverne i Danske Regioner og Kommunernes Landsforening blev præcist så nyttesløse, som man kunne frygte.

Måske er det ikke et mirakel, men det er i det mindste en af årets største sundhedsnyheder, at et studie publiceret i et af verdens fineste lægevidenskabelige tidsskrifter, New England Journal of Medicine, dokumenterer, at mennesker med svær overvægt faktisk kan tabe sig markant – og varigt.