Rettigheder. Viden. Inspiration


Specifikt piger med overvægt og svær overvægt gennem barndommen har forhøjet risiko for kræft som voksne.

Danske data: Børn med overvægt har større risiko for kræft som voksne

Børn med overvægt eller svær overvægt i løbet af barndommen har større risiko for kræft som voksne. Det gælder særligt for piger.

Det viser et studie af danske registerdata publiceret i tidsskriftet Journal of the National Cancer Institute.

I undersøgelsen sammenlignede forskerne tilfælde af kræft hos voksne, som i barndommen havde et BMI svarende til overvægt eller svær overvægt, med voksne, der som børn havde et gennemsnitligt vækstmønster. 

Resultatet viste, at børn med overvægt eller svær overvægt gennem barndommen havde en større risiko for at få en af de kræftformer, som forskerne undersøgte, når de blev voksne. Voksne personer med svær overvægt har større risiko for at få kræft i hjernen, spiserøret, blodet, nyrerne, tyk- og endetarmen, leveren, galdeblæren, mavesækken, skjoldbrudskirtlen, bugspytkirtlen og blandt kvinder også kræft i æggestokkene og livmoderen samt brystkræft efter overgangsalderen.

Op til 79 procent højere risiko

”Specifikt piger med overvægt og svær overvægt gennem barndommen viste sig at have henholdsvis 27 procent og 79 procent højere risiko for at blive diagnosticeret med de undersøgte kræftformer som voksne,” skriver Britt Wang Jensen i en artikel på Videnskab.dk. Hun er medforfatter til det nye studie og postdoc ved Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. 

Selv kvinder med et lidt højere BMI gennem barndommen end det gennemsnitlige havde otte procent højere risiko for få bestemte kræftformer senere i livet.   

”Derimod havde piger med overvægt eller svær overvægt gennem barndommen en lavere risiko for at blive diagnosticeret med brystkræft som voksne, både før og efter overgangsalderen. Det stemmer overens med de resultater, som andre studier har fundet,” skriver Britt Wang Jensen.

DE TUNGE  DANSKERE

Tema på Medicinske Tidsskrifters sider om de stadigt tungere danskere. 

”Vi fandt lignende resultater blandt mændene for kræftformerne relateret til svær overvægt.  Mænd med overvægt eller svær overvægt gennem barndommen, havde henholdsvis 13 procent og 30 procent højere risiko for at udvikle en kræftform relateret til svær overvægt senere i livet, end deres jævnaldrende kammerater med et gennemsnitligt vækstmønster.”

overvægt

Del artiklen med dine venner