Ernæringseksperter mener, at den sundhedsgavnlige effekt af dyre dråber ingefær er overdrevet.

Du bliver ikke sund af ingefærshot

Vi drikker ingefærshot, som mirakeldrik, men det er noget vrøvl, at det har en helbredende virkning, siger ernæringseksperter.  

Den nye sundhedstrend er Ingefærshots. De smager godt, kradser lidt i halsen og munden brænder lidt efter den er drukket, men det bedste er, at man føler sig så ufattelig sund efter at have drukket et glas flydende ingefær. Problemet er bare, at det er ren og skær indbildning, mener Per Brændgaard, som er cand.scient. i human ernæring og vejleder i ernæring og sundhed. Han fortæller til Jyllands-Posten:

”Det er bare blevet moderne, at ingefærshots lige pludselig skulle være en eller anden genvej til at blive super sund, for det er der ikke videnskabeligt belæg for,” siger han.

”Vi har slet ikke har brug for ingefær i de mængder. Kun personer med kvalme eller slidgigt kan have fordel af at drikke de populære shots,” siger ernæringseksperten.

Per Brændegaard kalder det smart markedsføring, for næsten alle planter og urter indeholder et eller andet, som man kan argumentere for er sundt, så du kan lige så godt sælge chilishots eller kanelshots. 

Til Jyllands-posten fortæller kandidat i human ernæring på Professionshøjskolen Metropol, Preben Vestergaard Hansen ligeledes, at han heller aldrig ville købe en flaske ingefærshots.

”Man kan lige så godt spise et æble for eksempel, siger han og vurderer, at den nuværende sundhedstrend betyder, at mad bliver betragtet som en slags medicin i stedet for det, som det oprindeligt er tænkt som.”

Begge eksperter er dog enige i, at du ikke helt skal gå udenom ingefæren, for den kan sagtens bruges i hverdagens retter som en del af en sund og varieret kost.

Emner: ingefær sundhedstrend ernæringsekspert

Del artiklen med dine venner