Ny medicinfri inhalator kan være på vej til behandling af migræne

En lille inhalator, der styrer ilt- og CO2-niveauet i blodet, kan blive fremtidens behandling for patienter med migræne uden aura, håber dansk firma på. Firmaet Rehaler har modtaget bevilling fra Innovationsfonden, der skal gå til et randomiseret klinisk studie af inhalatoren.

Det glæder administrerende direktør i Rehaler, Troels Johansen, der mener, at der er i høj grad er behov for nye, effektive behandlinger for migræne-patienter.

”Tildelingen fra Innovationsfonden er en vigtig støtte til vores teknologi, som udgør en banebrydende ny behandling for patienter med migræne. Bevillingen vil blive anvendt til at gennemføre et stort, randomiseret, kontrolleret studie sammen med en række anerkendte hovedpinecentre i USA og Europa,” siger Troels Johansen i en pressemeddelelse. 

Bevillingen består af i alt 2,18 mio. kr. fra Innovationsfonden til det kliniske forsøg, som skal undersøge effekten af den nye inhalator til behandling af migræne med aura. Forsøget gennemføres i samarbejde med hovedpinecentre i USA, Tyskland, Italien og Storbritannien. Det randomiserede studie begynder til oktober og forventes afsluttet i begyndelsen af 2024. 

Inhalatoren er en lille, medicinfri enhed, der vejer 10 gram, som virker ved at styre de indåndede niveauer af CO2 og ilt. Enheden er en videreudviklingen af en tidligere prototype, der i 2017 blev testet i et lille pilotstudie ved Aarhus Universitetshospital, som påviste en effekt på smertelindring ved brug af inhalatoren. 

Emner: migræne

Del artiklen med dine venner