Kost med højt indhold af omega 3 og lave mængder omega-6-fedtsyrer reducerer migræneanfald

En kost baseret på høje værdier af omega 3 og et lavere niveau af omega 6-fedtsyre i form af linolsyre kan reducere antallet og sværhedsgraden af hovedpineanfald for patienter med migræne, viser et nyt amerikansk studie.

En forhøjet mængde af EPA og DHA fra omega 3-fedtsyre er forbundet med en række sundhedsfordele, og nu viser et amerikansk studie, at kost baseret på højere mængder af omega 3, også kan nedsætte antallet og varigheden af hovedpineanfald. 

I alt reducerede kost med en øget mængde n-3 fedtsyre antallet af dage om måneden med hovedpine med to sammenlignet med kontrolgruppen. Derudover fandt forskerne, at reduktionen var endnu større for den gruppe deltagere, der udover at indtage mere n-3 fedtsyre samtidig reducerede mængden af linolsyre. Her var reduktionen fire dage om måneden sammenlignet med kontrolgruppen. Samtidig var varigheden af hovedpineanfaldene også kortere for begge grupper.

Studiet er publiceret i British Medical Journal, og fundene tyder ifølge forskerne på, at en ændret diæt kan være et effektivt supplement til behandling af hovedpine. Resultaterne er desuden ifølge forskerne sammenlignelige med resultaterne af tidligere studier, der har påvist en reduktion af migræne ved botox-behandling.

Studiegruppen bestod af 182 deltagere med migræne, hvor 88 procent var kvinder, og gennemsnitsalderen var 38 år. Deltagere blev inddelt i tre lige store grupper, som blev sat i hver sin diæt i 16 uger. 

 

Emner: migræneanfald migræne-anfald

Del artiklen med dine venner