42-årig smertepatient: ”Mit liv er sat på pause. Nu handler det om at skabe et nyt”

Efter 14 år som kranfører sagde Heidi Lorentzens krop stop som 42-årig. I dag skal hun lære at leve med diagnosen kroniske smerter. Det sværeste er dog kampen mod systemet for at blive taget alvorligt og de utrolig lange ventelister.

42-årige Heidi Lorentzen knuger sine hænder om kruset med morgenkaffen. Det trækker lidt i skulderen, og nakken værker, men ellers er i dag en god dag, kan hun mærke. 

Det er dog langt fra alle morgener, der ser sådan ud for 42 årige Heidi Lorentzen, der har diagnosen kroniske smerter.

”Jeg har en konstant brændende fornemmelse i skulderen, nakken og nede i lænden, som om det brænder og buldrer, lige meget om jeg ligger ned eller går. Det har betydet, at der utrolig mange ting, jeg har været nødt til at give afkald på,” siger hun. 

Udover den personlige kamp mod smerterne kæmper Heidi også for at blive taget seriøst og passe ind i et sundhedsvæsen og et kommunalt system, hun ikke mener, er gearet til kronikere.

Heidi er dermed en af del af det stigende antal af danskere, der har kroniske smerter. Ifølge Sundhedsstyrelsen har mere end 20 procent af danskerne kroniske smerter, som defineres ved at være vedvarende i mere end tre måneder. Og tallet kan være stigende, peger flere eksperter på. I 2019 blev kroniske smerter en officiel diagnose med egen diagnosekode (IDC-11).

Den sidste arbejdsdag nogensinde

Efter 14 år som kranfører begyndte Heidi Lorentzens skuldre, nakke og lænd at gøre mere og mere ondt, og en brændende fornemmelse blev mere og mere insisterende. Smerterne, der kom snigende stille og roligt over en længere periode, gjorde det til sidst svært at komme op og gå på arbejde. 

Og en vinterdag kulminerede det, da Heidi næsten ikke kunne stå oprejst efter en endt arbejdsdag tilbage i oktober sidste år. Heidi og hendes chef blev enige om at sygemelde Heidi for at give kroppen ro. En pause der senere blev mere permanent, end Heidi havde håbet på.

”Jeg kunne tydeligt mærke, at min krop havde ondt og brug for at komme ovenpå igen, men jeg var slet ikke forberedt på, at den dag kunne være min sidste arbejdsdag i hele mit liv. Man ved det ofte ikke, før det er for sent. For havde jeg vidst, at jeg ville blive nedslidt i så ung en alder, havde jeg jo valgt et andet job,” siger hun.

Heidi Lorentzen bor i Børkop nær Vejle og har en ni-årig søn, som hun deler med sin eksmand. I dag er hun i gang med at læse en erhvervsuddannelse i handel på Campus Vejle, som hun begyndte på i marts, da hun har fået bevilget revalidering fra kommunen, som skal afgøre, om hun er arbejdsdygtig. Selv ser hun ikke, at det bliver uden udfordringer overhovedet at komme tilbage på arbejdsmarkedet, da hun har behov for liggende hvile mindst tre gange om dagen og er på medicin, der gør, at hun ikke må køre i bil.

”Det er virkelig svært for mig at se, hvor jeg finder en arbejdsgiver, der vil give mig lov til at gå og komme, som jeg har brug for. Jeg er dog stadig i den tidlige fase, og jeg håber for alt i verden, at det vil kunne lade sig gøre på en eller anden måde, det er bare meget svært at se sig ud af,” siger Heidi.

Der er mange ting, som hun gradvist har været nødt til at ændre eller helt at opgive i sit liv for at få sin hverdag til at fungere. Hun får eksempelvis hjælp fra sine forældre til at holde hus og have, og skal hun have tunge flyttekasser ned fra loftet, må hun også få hjælp udefra. Samtidig kan hun kun studere to timer ad gangen, og legetimerne med hendes ni-årige søn er også blevet kortet ned. 

Som det er i dag, lægger hun sig mindst tre gange om dagen for at hvile og prøver at holde sig i gang uden at overbelaste sin krop. Derudover afprøver hun medicin fra den smerteklinik, hun er tilknyttet, men Heidi er endnu ikke indkørt i det helt rigtige præparat for hende, og hendes smerter er derfor stadig en stor del af hendes hverdag.

På besøg i det evige venterum

Et er, at hele Heidis krop trækker, og hun føler dig fanget i en alt for gammel krop, men det værste er det psykiske aspekt og de store omvæltninger, der sker i ens liv, fortæller hun. 

Heidi beskriver det selv som at være i ”et evigt venterum”, hvor hun har et spinkelt håb om, at der bliver fundet en kur, eller at hun pludselig vågner op en dag med sin ’gamle, raske krop’.

”Men det ved jeg jo godt, nok aldrig kommer til at ske,” siger hun.

Det er stadig meget nyt for Heidi at have diagnosen kroniske smerter, og hun mener selv, at der vil gå lang tid, før hun for alvor lærer at acceptere, at smerterne er en del af hendes nye liv.  

”Det er hamrende svært at være magtesløs og ikke føle kontrol over sin egen krop eller sit liv. Det føles som om, at ens liv bliver sat på pause, og man har mistet en del af sin identitet, men alt andet omkring en fortsætter. Der er stadig regninger at betale, et barn at passe og et hus at holde,” siger hun.

Kroniske smerter påvirker i høj grad humøret og psyken hos de smerteramte, lyder det fra flere eksperter. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at patienter med leddegigt har dobbelt så stor risiko for at få en depression som normalbefolkningen, mens det for patienter med rygsmerter er tre gange så høj en risiko.

Skepsis fra omverdenen

At have kroniske smerter kan være særlig svært for omverdenen at forstå, fordi det i høj grad er en usynlig og diffus tilstand. Smerter kan ikke måles og vejes, og det kan være en stor udfordring for omverdenen at acceptere og tage hensyn til, når det ikke er en håndgribelig og synlig sygdom som et brækket ben eller en blærebetændelse, peger Heidi på.

"Det er rigtig svært for andre at sætte sig ind i et liv og en sygdom, som man ikke kan se med det blotte øje og så at tage hensyn til det. Havde jeg et brækket ben, vil jeg kunne pege på min gips og alle ville nikke forstående. Der skal vi være bedre til at rumme andre mennesker,” siger hun og forklarer, at småkommentarer fra andre personer hurtigt bliver sårende.

Det er eksempelvis, når hendes medstuderende siger ”Ej, hvor er du heldig, at du allerede må tage hjem nu”, eller når bekendte siger, ”så hårdt var dit job som kranfører da ikke?”.

”Det rammer én lige i maven og gør mig rigtig ked af det, for er der noget, jeg ville ønske, så var det at kunne gå på arbejde hver dag fra 9-16 og have et helt normalt liv,” siger Heidi.

Den ubærlige ventetid

Den værste form for skepsis er dog, når den kommer fra fagpersoner, for der er ikke plads til kronikere i sundhedsvæsenet og det kommunale system, mener Heidi.

”Hvis du ikke passer ind i en kasse, så vælter deres korthus. Det kan være rigtig hårdt først at skulle kæmpe for at blive taget seriøst af lægerne og få en diagnose og dernæst at blive håndteret på jobcenteret,” siger hun og understreger, at hun selv har haft et godt forløb hos sin egen praktiserende læge. 

Heidi har gjort brug af det udvidede sygehusvalg i en anden region og er i dag tilknyttet Smerteklinikken i Grindsted, hvor hun har været til den første indledende samtale. Hun venter fortsat på at komme til sin næste konsultation i august og står på venteliste til et kursus i smertehåndtering på klinikken, da der er længere ventetider. Og netop ventetiden er ”ubærlig”. 

”Det virker så skørt, at der er så lange ventetider, når man har brug for hjælp lige nu og her. Det føles som om, at ens liv er kørt af sporet og sat på pause, og nu handler det om at skabe et nyt slags liv,” siger hun og fortsætter:

”Man kan ikke bare sætte sit liv på pause, men det bliver man tvunget til på den her måde. For mig virker det helt umenneskeligt, at så mange mennesker som mig skal gå med sine smerter i endnu længere tid,” siger hun.

En opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at der er flere ugers ventetider til at komme til udredning eller behandling på et af landets 11 smertecentre og –klinikker. Det er dog meget store geografiske forskelle. Hos Odense Smertecenter er der op til 73 ugers ventetid for behandling, mens der i Grindsted Smerteklinik er omkring fire uger.

Imens Heidi venter på sin næste konsultation på smerteklinikken, har hun prøvet at etablere en anderledes men nogenlunde normal hverdag med faste rutiner. På den måde har hun hver dag noget at stå op til og et liv, hvor det er muligt at tage de nødvendige pauser, som kroppen har brug for. 

”Ofte har jeg drukket morgenkaffe hos min mor og far hver dag og kom på den måde op og igang hver dag. Det er vildt vigtigt at føle, at man stadig har noget at stå op til, selvom den hverdag man engang havde er væk. Ellers bliver man utrolig hurtig isoleret og ensom,” siger hun. 

Smertepatienter kan gøre brug af det udvidede samt frie sygehusvalg, hvor det er muligt at blive udredt eller få behandling enten på et andet sygehus eller en privatklinik, hvis der er mere end 30 dages ventetid. 



Relaterede artikler

Emner: topstory sundhedspolitisk

Del artiklen med dine venner