Aimovig anbefales som førstevalg til 85 procent af patienter med kronisk migræne 

Medicinrådets første behandlingsvejledning for kronisk migræne fastholder prioritering af nye, effektive behandlinger. 

Migrænepatienter, som ikke har haft tilstrækkelig effekt af forebyggende behandling med mindst ét antipypertensivum og ét antiepileptikum, anbefales Aimovig (erenumab) som førstevalg til standardbehandling, og Ajovy (fremanezumab) og Emgality (galcanezumab) som andet og tredjevalg. Førstevalget anbefales til 85 procent af de kroniske migrænepatienter, med det forbehold, at medicinrådet sidestiller de tre lægemidler i forhold til deres behandlingsværdi. Regionerne anbefales derfor også, at anvende det af dem, der er billigst, som førstevalg.

Anbefalingen kommer i Medicinrådets første behandlingsvejledning og lægemiddelrekommandation for behandling af kronisk migræne, som blev blev godkendt på rådsmødet onsdag.

Behandlingsvejledningen fastholder dermed konklusionen på den debat, der opstod for knap to år siden i forbindelse med anbefalingen af Ajovy. Her accepterede Medicinrådet en høj pris ud fra en præmis om, at patientgruppen var begrænset, men efterfølgende viste det sig, at der var langt flere kandidater til behandlingen, end først anslået. Efter at have gennemgået data om lægemidlernes effekt og behandlingsophør blandt behandlede patienter i de danske hovedpinecentre de seneste to år på et ekstraordinært møde, blev enden på debatten blev imidlertid, at behandlingseffekten står mål med omkostningerne. 

Aimovig, som på baggrund af prisen anbefales til hovedparten af patienterne i den nye rekommandation, er desuden dette forår blevet bekræftet som både effektiv og sikker i de første publicerede studier med langtidsdata.

Emner: migræne

Del artiklen med dine venner