Over 4000 danskere har fået recept på medicinsk cannabis

Siden forsøgsordningen med medicinsk cannabis begyndte 1. januar 2018, har 4.300 danskere indløst en recept på medicinsk cannabis.

Heraf har de 2133 fået det under forsøgsordningen, men resten primært har fået det magistrelt, det vil sige, at deres medicin har været tilberedt på et specielt apotek til netop dem efter lægens anvisning.

Det viser Sundhedsdatastyrelsens opgørelse over salget af cannabisprodukter i 2. kvartal 2019.

Opgørelsen viser, at medicinsk cannabis stadig er populært og bliver udskrevet i større mængder, kvartal for kvartal. I andet kvartal 2019 blev der indløst 3.389 recepter, hvoraf de 1.844 var på produkter omfattet af forsøgsordningen.

Det er oftest speciallæger udenfor sygehusene, som udskriver den første recept på medicinsk cannabis, men der er stor forskel mellem regionerne på, hvor ofte lægerne udskriver.

I særligt Region Midtjylland stiger salget voldsomt i øjeblikket, det gælder dog specielt magistrelt fremstillede cannabisprodukter, hvor forbruget er blevet seks gange større på et år. Fra 98,4 mg aktivt stof pr. 1000 indbyggere i 2. kvartal 2018 til 606 mg aktivt stof pr. 1000 indbyggere i 2. kvartal 2019.

I samme periode er mængdesalget i de øvrige regioner knap fordoblet.

Sundhedsdatastyrelsen skriver dog, at tallene for salg magistralt fremstillede produkter er underestimerede, da ikke alt salg er med, og noget af forklaringen kan måske ligge der.

Det er flest borgere i aldersgruppen 42-64 år, der har indløst recept på cannabisprodukter.

Cannabisprodukterne i forsøgsordningen med medicinsk cannabis er primært givet ’mod neuropatiske smerter’ (nervesmerter).

Emner: cannabis medicinsk cannabis

Del artiklen med dine venner