Derfor bør du spise 10 stykker frugt og grønt, og ikke '6 om dagen'

Det har altid heddet sig ’6 om dagen’, men spiser du 10 stykker frugt og grønt dagligt, får du maksimalt beskyttelse mod sygdom og tidlig død. 

Det viser en ny undersøgelse, som netop er publiceret i International Journal of Epidemiology.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi spiser seks stykker frugt og grønt om dagen for at reducere risikoen for hjertesygdomme, kræft og andre kroniske sygdomme. Men i det nye studie fandt Dr. Dagfinn Aune fra School of Public Health i London og hans kolleger ud af, at der var endnu flere sundhedsmæssige fordele, hvis du øgede mængden til 800 gram frugt og grønt dagligt - eller omkring 10 stykker af 80 gram. Det giver maksimalt beskyttelse mod sygdom og tidlig død.

Dr. Dagfinn Aune og hans forskergruppe analyserede 95 undersøgelser, der omfattede næsten to millioner deltagere med tilfælde af hjertesygdomme, slagtilfælde, hjerte-kar-sygdom (CVD) og dødsfald. Her fandt de frem til at der var 33 procent mindre risiko for sygdom og tidlig død, hvis man spiste 10 stykker frugt og grønt om dagen.

Har du svært ved at kæmpe dig igennem de seks stykker, der anbefales nu og lyder det helt uoverkommeligt at skulle spise 10 stykker om dagen, så gav selv små mængder bonus. Spiser du 200 gram frugt og grønt dagligt – svarende til 2,5 stykker - har det sundhedsmæssige fordele. Sammenlignet med deltagerne, der slet ikke indtog nogen former for frugter og grøntsager, blev 200 gram dagligt forbundet med 18 procent nedsat risiko for slagtilfælde, 16 procent nedsat risiko for hjertesygdomme, 13 procent lavere risiko for CVD, fire procent nedsat risiko for kræft og 15 procent lavere risiko for at dø tidligere.

Jo mere frugt og grønt deltagerne spiste dagligt, jo større fordele var der.

Sammenlignede man igen de deltager, der slet ikke spiste frugt og grønt, og dem der spiste 800 gram - eller 10 stykker hver dag, så gav det 33 procent lavere risiko for slagtilfælde, 28 procent nedsat risiko for CVD, 24 procent lavere risiko for hjertesygdomme og 13 procent mindre risiko for at få kræft. Derudover var der en reduktion for tidlig død på 31 procent.

Hvilke frugter og grøntsager er bedst?

Æbler, pærer og alle former for kål viste sig at være blandt de mest gavnlige for sundheden. Et stykke fugt eller en grøntsag blev defineret som 80 gram - svarende til en lille banan, pære eller æble, eller tre spiseskefulde kogte grøntsager, som fx ærter, broccoli eller blomkål.

Forskerne fandt frem til at æbler, pærer, citrusfrugter, grønne bladgrøntsager (fx spinat) og korsblomstrede grøntsager (fx kål og broccoli) var bedst til at reducere risikoen for slagtilfælde, CVD, hjertesygdomme, og for tidlig død.

Den største reduktion i risikoen for at få kræft var forbundet med indtagelse af grønne grøntsager (fx grønne bønner), gule grøntsager (fx peber og gulerødder) og korsblomstrede grøntsager.

Resultatet fremhæver, at det har stor betydning at spise ​​frugt og grøntsager som en del af en sund kost. Forskerne kom frem til, at hvis alle mennesker spiste 10 portioner frugt og grønt dagligt, ville der verden over, kunne forebygges omkring 7,8 millioner tidlige dødsfald om året.

"Vi har brug for yderligere forskning for at konkretisere hvilke typer frugt og grøntsager og tilberedningsmetoder, der har den bedste virkning på helbredet. Og der er brug for mere forskning for at belyse sammenhængen mellem frugt og grønt og andre sygdomme end kræft og hjertekarsygdomme. Det er dog klart af denne undersøgelse viser, at et højt indtag af frugt og grønt har enorme sundhedsmæssige fordele, og vi skal forsøge at øge vores daglige indtag," siger Dr. Dagfinn Aune.

Emner: kost

Del artiklen med dine venner