
Modelfoto: Freepik
Sving battet og mindsk symptomer på Alzheimers og Parkinsons
En ny forening, Sundhedbatter, slår et slag for, at bordtennis i højere grad bliver brugt til at modvirke nedsat funktionsevne og mindske sygdomssymptomer for mennesker med for eksempel demens og Parkinsons sygdom.
Sundhedbatter, der er en frivillig og non-profit organisation fra 1. januar 2023, har som mission at bidrage til øget livskvalitet, styrket fysisk og mental formåen og mere glæde og sjov gennem bordtennistræning for mennesker med demens og andre neurologiske sygdomme. Samt at bidrage til at forebygge mod disse sygdomme.
Bordtennis kan nemlig være et vigtigt våben til at stoppe en række neurologiske sygdomme ifølge foreningens stifter og iværksætter Ole Hückelkamp. Han mener, at det aldrig er for sent at træne bordtennis og således ikke kun forebygge skader og sygdom, men også hæmme og tæmme udviklingen i opståede skader og sygdomme:
”Og bordtennis har en forunderlig evne til at sprede glæde og passion omkring sig og skabe motivation til læring og udvikling. Det er almindeligt kendt, at en bordtennisspiller går glad ind til bordtennisbordet, og når spilleren forlader træningen, er det med et smil på læben,” siger Ole Hückelkamp, hvis forening hører hjemme i Roskilde, men som også giver hjælp og støtte til træning af instruktører andre steder i landet gennem foreningen, BAT60+ , som han selv oprindeligt har været med til at stifte, og som tilbyder bordtennis til mennesker over 60 år i egne lokale badmintonklubber.
Sundhedbatter, der udover indsatsen i BAT60+ også arbejder sammen med blandt andre Sundhedsstyrelsen, Alzheimerforeningen, Parkinsonforeningen, Cure4Parkinson, Roskilde Kommune og DGI, har udarbejdet et rammekoncept for træning, som kan anvendes af alle målgrupper, uanset om man blot vil i bedre form, forebygge eller måske allerede har udviklet Parkinsons sygdom eller demens.
Ifølge Sundhedbatters hjemmeside følger foreningens træningskoncept for mennesker med demens det danske ADEX studies anbefalinger. Forskningsprojektet ADEX 2015, udført af Nationalt Videnscenter for Demens, er det første store studie i verden, der har målt, hvilken virkning moderat til hård træning har på patienter med Alzheimers sygdom, og studiet viste at moderat til hård konditionstræning kan mindske symptomer som irritabilitet, depression, uro, rastløshed og forstyrrelser i døgnrytmen hos patienter med Alzheimers i let grad. Samt at patienternes koncentrationsevne, kondition og fysiske funktion øges i takt med intensiteten og mængden af den fysiske træning.
Ifølge Sundhedbatter er muligheden for individuel træning i små grupper fremfor holdtræning afgørende:
"Sundhedbatter har med hjælp fra bordtennisrobotter og rationel instruktøruddannelse og træningskoncept fokuseret på at kunne tilbyde individuel træningsintensitet, som "online" tilpasses den enkelte", samt at variere træningsmængden tilsvarende. Kropsbevægelser kan således varieres fra under en bevægelse per sekund, og træningsmængde af antallet af bevægelser mere end 500 per træningssession på 50 minutter. På denne måde kan sundhedbatter tilbyde mennesker med demens individuelt tilpasset træning, som ADEX-studiet anbefaler. Desuden vil mange mennesker med demens opleve personlig læring af nye bevægelser eller "genopdagelse" af glemte bevægelser, gennem højre intensitet og især gennem de mange gentagelser. Selv små fremskridt her vil skabe glæde og motivation og være kimen til øget livskvalitet.”
Sundbatter har desuden udformet et rammekoncept for træning af mennesker med Parkinsons sygdom, som ønsker at træne fysisk og mentalt. Programmerne omfattes af Sundhedbatter-crosstræning og powertræning og tilpasses det enkelte menneske med Parkinsons sygdom ud fra et overordnet mål om, at patienten skal have det langt bedre end før, at de begyndte med crosstræningen. Et mål som spillerne plejer at indfri ifølge Ole Hückelkamp:
”Sundhedbatter træning med bordtennis forærer dig nemlig glæden og dermed motivet til at træne – uanset om du er diagnosticeret med Parkinsons eller ej. For det er sjovt at spille og træne bordtennis uanset alder og forudsætninger. Motivering og glæde er forudsætningen for at træne. Læringen går nemmere, når du glæder dig.”
Og at ping-pongspillets krav til for eksempel omtanke, koordination, fokusering og hurtige kropsbevægelser gavner hjerne og krop, støtter professor Albert Gjedde:
”Bordtennis har en god, men skånsom virkning på hjerte og kar, den fremmer og vedligeholder reflekser, balance og koordination, træner hjernens planlægning og udøvelser af bevægelser, fremmer social aktion og hæmmer fedme, aldersdiabetes og demens, fastslår Albert Gjedde på BAT60+’s hjemmeside, https://bat60.dk/
Fakta om Alzheimers sygdom
- Over 80.000 mennesker lever med Alzheimers sygdom i Danmark
- 47 millioner lever med Alzheimers sygdom i hele verden
- Over 8.000 kommer til hvert år i Danmark
- Hver 3. time dør et menneske i Danmark af en demenssygdom
- 3-400.000 pårørende er direkte eller indirekte påvirket af de mange Alzheimers-patienter
Kilde: http://www.videnscenterfordemens.dk/statistik/
Fakta om Parkinsons sygdom
Parkinsons sygdom er en af de almindeligste neurologiske sygdomme. Ca. 8.000 mennesker lever i Danmark med Parkinsons sygdom. Mange flere pårørende er påvirkede af sygdommen. Gennemsnitalderen ved diagnosestillelse er 61 år.
Kilde: https://www.parkinson.dk