Rettigheder. Viden. Inspiration


Langt flere mænd end kvinder bliver tilbudt kolesterolmedicin for at forhindre hjerte-kar-sygdom, viser forskning. Modelfoto

Kvinder og mænd får forskellige råd til forebyggelse af hjerte-kar-sygdom

Kvinder bliver bedt om at forbedre deres livsstil for at forhindre hjerte-kar-sygdom – men mænd bliver tilbudt kolesterolmedicin (statiner). Årsagen til forskellen i anbefalingerne kan være en udbredt misforståelse om, at kvinder i mindre grad bliver ramt af hjerte-kar-sygdom end mænd, konkluderer forskere bag et nyt studie.

Det er forskere fra Harvard Medical School og Massachusetts General Hospital I Boston, som står bag studiet. 

"Vores studie viser, at kvinder i overvejende grad rådes til at tabe sig, motionere og forbedre deres kost for at undgå hjerte-kar-sygdom, men mænd får ordineret lipidsænkende medicin. Det til trods for, at vejledende anbefalinger til forebyggelse af hjerte-kar-sygdom i dag er ens for de to køn,” sagde studiets førsteforfatter Prima Wulandari.

Tidligere studier har også vist, at kvinder med hjerte-kar-sygdom får tilbudt en mindre aggressiv behandling sammenlignet med mænd. Nærværende studie har set på, om kønsforskellene også omfatter forebyggelse af hjerte-kar-sygdom.

Råd om reduceret saltindtag

I studiet anvendte forskerne data fra US National Health and Nutrition Examination Survey (NHANES). Data er fra perioden 2017 til 2020. Ud af 8.512 mænd og kvinder i alderen 40 til 79 år uden hjerte-kar-sygdom, havde 2.924 deltagere øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom. Dette baseret på en risikoberegner – og derfor var de berettiget til at modtage statiner.

For de 2.924 deltagere beregnede forskerne oddsene for, at mænd sammenlignet med kvinder fik ordineret statinbehandling eller fik råd om at tabe sig, træne, reducere saltindtaget og reducere fedt- eller kalorieforbruget. Analyserne blev justeret for alder, risiko for kardiovaskulær sygdom, BMI, hvilepuls, depressionsscore og uddannelsesstatus.

Analysen viste, at 20 procent flere mænd fik ordineret statiner sammenlignet med kvinder. Sammenlignet med mænd blev kvinder i 27 procent af tilfældene rådet til at tabe sig, og for 38 procent vedkommende fik de anbefalet at træne. Med hensyn til kost blev 27 procent flere kvinder end mænd anbefalet at reducere deres saltindtag, og 11 procent flere blev bedt om at reducere deres fedt- eller kalorieforbrug.

"Efter vores analyse foretog vi en gennemgang af litteraturen for at finde mulige forklaringer på de kønsspecifikke resultater. Den gennemgang viste, at den potentielle årsag til uoverensstemmelsen i rådgivning beror på misforståelsen om, at kvinder har en lavere risiko for hjerte-kar-sygdom end mænd. De resultater understreger behovet for at opbygge en større bevidsthed blandt sundhedsprofessionelle for at sikre, at både kvinder og mænd modtager den mest opdaterede information om, hvordan man forhindrer hjerte-kar-sygdom."

 

Relateret artikel

Del artiklen med dine venner