Træning kan normalisere hverdagen for kræftpatienter

Engang mente man, at man ikke skulle træne, når man havde kræft. Men forskning peger på, at det har en række fordele at bevæge kroppen – og gerne så pulsen kommer helt op. Det fortæller fysioterapeut Kira Bloomquist, der træner kvinder med blandt andet metastaserende brystkræft og forsker i træningens effekt på den kræftramte krop.

Som kræftpatient kender man sikkert fornemmelsen: At man er så udmattet, at man ingenting orker. Og så ligger træning ikke højt placeret på listen over det, man har lyst til at give sig i kast med. I mange år troede man da også, at det var bedst at lade kroppen hvile. Men inden for de seneste 20 år har forskning vist, at man som kræftpatient har godt af at bevæge sig. Rigtig godt, faktisk.

Det fortæller fysioterapeut og ph.d. Kira Bloomquist, der er tilknyttet Krop & Kræft på Rigshospitalet – et intensivt træningsforløb, der tilbydes kræftpatienter i kemoterapi – heriblandt kvinder med metastaserende brystkræft.

”I Krop & Kræft træner man i seks uger både højintensiv intervaltræning – hvor man for eksempel kører intervaltræning på en spinningcykel – styrketræning og lavintens træning bestående af kropsbevidsthedstræning med fokus på for eksempel åndedrættet, balance, afspænding og massage. Og det, vi kan se, er, at hvis du er fysisk aktiv og får trænet, så reducerer det følelsen af den træthed, der kan følge med behandlingen, og som folk fortæller, at de ikke kan sove sig fra,” siger Kira Bloomquist, der er ansat på Center for Sundhedsfaglig Forskning, der hører under Rigshospitalet, hvor hun også forsker i træningens effekt på blandt andet brystkræftpatienter.

En anden slags træthed

Hun forklarer, at den træthed, der opstår efter træningen, er en anden end den, man oplever som en konsekvens af behandlingen.

”Vi har fået tilbagemeldinger fra deltagere om, at de blev trætte af træningen, og at de bagefter gik hjem og tog en lur, men at det var en genkendelig træthed, og når de vågnede efter luren, så havde de det bedre,” siger hun og fortæller, at træning også har vist sig at have en positiv effekt på lymfødem, ligesom den også kan spille en rolle for ens mentale velvære.

”For mange er træning også med til at normalisere hverdagen og føle, at man får kontrol, fordi det at træne er noget, man selv styrer. Og forskning viser, at det kan have en effekt på ens emotionelle tilstand og depression, men der er det altså også vigtigt, at man kigger på den enkelte person, og hvor denne er i sygdomsforløbet i forhold til for eksempel bivirkninger af behandlingen. For nogle ting vil overskygge de mulige effekter af træningen, så du kan ikke bare sige, at træning altid virker,” påpeger hun.

Specifikke hensyn

Ifølge Kira Bloomquist viser forskningen, at træningen overordnet har de samme effekter på en krop, der er ramt af kræft som på en rask krop. Der er altså de samme fordele at hente. Derfor gælder de officielle anbefalinger til motion også for kvinder, der er i behandling for brystkræft med metastaser. Men som hun påpeger, kan der selvfølgelig være nogle specifikke hensyn, der skal tages.

”Måske har man nedsat bevægelighed eller styrke i overkroppen på den opererede side, og så giver det mening at have ekstra fokus på problematikkerne omkring det. Det kan også være, at man har knogleskørhed eller forstadier til det, og så giver det mening at tilrettelægge træning for at få stimuleret knoglerne. Og hvis man har knoglemetastaser, skal man også tilrettelægge træningen efter det,” siger hun, der råder til, at man som patient med brystkræft med knoglemetastaser får råd af en fysioterapeut med erfaring inden for kræft, inden man går i gang.

Kombi af træningsformer

Kira Bloomquist fortæller også, at de fleste vil have glæde af et træningsprogram, der kombinerer styrketræning (for eksempel træning med vægte i maskiner) og konditionstræning (for eksempel løb). Og som hun siger, så er træning en gang om ugen minimum, to gange er bedre, og tre gange er endnu bedre. Men lige som det for mange raske er svært få trænet, så gør det samme sig selvfølgelig gældende, når man er syg, hvis ikke det ligefrem bliver endnu sværere. Og hvad gør man så?

”Først og fremmest skal man gøre noget, man synes, giver mening for én. Den høj-intense træning kan noget, når det kommer til at forbedre effekten af træningen, men man behøver ikke træne højintenst, hvis man ikke bryder sig om det. Man kan også træne med let til moderat intensitet og så bare gøre i det i længere tid. Og hvis man hader styrkeøvelser i maskiner, så kan man måske prøve funktionel træning (en form for styrketræning, hvor der blandt andet trænes med kropsvægt eller frie vægte, red.) eller en styrkepræget form for yoga i stedet for. Så man kan godt justere sin træning, hvis det er det, der skal til, for at man får trænet,” siger hun, der også råder til, at man tænker over, hvilke barrierer der afholder én fra at komme i gang, og hvordan man overkommer dem. 

At træne sammen

”For nogle er fleksibiliteten det bærende, og så kan man løbe en tur, mens andre gerne vil have det skemalagt, og så kan en fast aftale hver tirsdag klokken 8 være det rigtige. Mange har også stor glæde af holdtræning, og dér har kommunerne tilbud til kræftpatienter i behandling, og det kan være et rigtig godt sted at starte. Efter forløbet er slut, er der folk, der så fortsætter med at træne sammen, måske finder man træningsstilbud i foreningslivet, melder sig ind i et fitnesscenter eller træner videre hjemme i stuen. Det handler om at finde ud af, hvad der passer én.”

Og hvad gør man så de dage, hvor man slet ikke orker?

”Det er klart, at der vil være tidspunkter i ens forløb, hvor man må tænke over, hvordan man vil forvalte den energi, man har – om man vil bruge den på træning eller på at være sammen med sin familie, men man kan jo leve med brystkræft i mange år, og derfor vil de fleste altså have glæde af at få trænet deres styrke og kondition, så de kan blive ved at kunne udføre deres daglige gøremål længere henne i forløbet. Og de dage, hvor man mærker, at man ikke har energien, så skulle man måske lige præcis træne for at få energien, og hvis man slet ikke orker, kan man måske bare gå en tur i stedet for. Lidt er bedre end ingenting.”

 

 

 

Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet til voksne mellem 18-64 år

• Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen. Aktiviteten skal være med moderat til høj intensitet og ligge ud over almindelige kortvarige dagligdagsaktiviteter. Hvis de 30 minutter deles op, skal aktiviteten vare mindst ti minutter.
• Mindst to gange om ugen skal der indgå fysisk aktivitet med høj intensitet af mindst 20 minutters varighed for at vedligeholde eller øge konditionen og muskelstyrken. Der skal indgå aktiviteter, som øger knoglestyrken og bevægeligheden.
• Fysisk aktivitet ud over det anbefalede vil medføre yderligere sundhedsmæssige fordele.

Kilde: sst.dk

 

Bevægelse med moderat og høj intensitet

• Aktiviteter med moderat intensitet er blandt andet cykling til arbejde, standarddans, rengøring og oprydning i hjemmet, almindeligt havearbejde, golf og gymnastik.
• Aktiviteter med høj intensitet er blandt andet badminton, basketball, fodbold, squash, tennis, volleyball, håndbold og svømning.

Kilde: sst.dk

 

 

Artiklen har været bragt i december 2022 i et magasin, som Dansk Brystkræft Organisation har lavet i samarbejde med Medicinske Tidsskrifter. Magasinet sætter fokus på metastatisk brystkræft.

Du kan læse hele magasinet her