Rettigheder. Viden. Inspiration


Når sexlivet rammes, kan en ny intimitet opstå

Hvad sker der med lysten, når man bliver alvorligt syg af brystkræft? Med glæden ved berøring? Med kvindeligheden? Og partnerens behov? Få her nogle gode råd til, hvordan I bevarer intimiteten på en ny – og måske endda bedre – måde.

Kvalme. Træthed. Føleforstyrrelser i huden. Måske er håret væk. Måske brystet. Anderledes kropsduft. Og vrede mod den krop, man kan føle sig svigtet af.

Listen over fysiske, sociale og følelsesmæssige forandringer, der følger med en alvorlig kræftsygdom, kan være lang. Og følgerne rækker som regel langt ind i andre dele af livet. Som for eksempel soveværelset.

En undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse har vist, at godt en fjerdedel af alle kræftpatienter oplever, at de får behov for hjælp til at håndtere problemer med sexlivet.

Langt de fleste oplever ændring

”En fjerdedel er mange,” lyder det fra sygeplejerske Luise Sinding Nygaard, der er masterstuderende i sexologi på Aalborg Universitet og medforfatter til pjecen ’Seksualitet og intimitet når du har brystkræft’.

Mange ja, men desværre nok ikke et helt retvisende tal, vurderer hun. For dertil kommer dem, der ikke nødvendigvis har ’problemer’ men alligevel har brug for hjælp, påpeger Louise Sinding Nygaard.

”Erfaringsmæssigt er det langt de fleste af brystkræftpatienterne, der oplever en eller anden form for seksuel ændring eller udfordring,” vurderer sygeplejersken, der til dagligt arbejder med brystkræftpatienter på Afdeling for Kræftbehandling på Herlev og Gentofte Hospital.

Ikke altid brysterne

Det er vigtigt for Luise Sinding Nygaard at understrege, at der ikke findes en facitliste, da kropsbillede og seksualitet er individuelt. Alligevel er der nogle fællesnævnere. Og ikke nødvendigvis de allermest oplagte.

”Det er en misforståelse at tro, at det udelukkende er brysterne, det handler om, for det er det ikke altid. Selvom det selvfølgelig kan være en kæmpe sorg og være forbundet med en oplevelse af tab af kvindelighed. Især hvis en del af den seksuelle identitet har handlet om brysterne, eller brysterne har været en central faktor for nydelse i sexlivet,” forklarer hun.

Svært med ’nuet’

Men det er altså ofte helt andre ting, der kan gøre det svært at bevare sexlivet og intimiteten, når man er kræftsyg. Håret ikke mindst.

”Det er rigtig svært for mange at tabe håret. Faktisk ofte sværere end at miste et bryst. Måske fordi det er så synligt. Måske var håret forbundet med identitet, femininitet og flirt,” fortæller Luise Sinding Nygaard.

Kemoterapi kan også ændre kroppens duft og den måde, man oplever berøring på, og kan endda give nedsat følelse i klitoris. 

Nogle oplever også vrede mod deres krop, fordi de oplever, at den har svigtet dem ved at blive så syg. Og så kan man have svært ved at genkende sin krop. Nogle taber sig meget, andre tager på af kemoterapi.

”Det kan gøre, at man ikke længere føler sig attraktiv. Det kan være svært at være i nuet, når man er syg og har forandret sig. Men sex kræver, at du er i nuet, hvis du skal nyde det,” siger Luise Sinding Nygaard.

Manden trækker sig

Oven i hatten kommer forhindringer som træthed, kvalme og tørre slimhinder. Det sidste kan i sig selv sætte gang i en negativ spiral. For har det først gjort ondt at have samleje, kan oplevelsen sætte sig i kroppen, så man mister lysten til at forsøge igen.

På samme måde kan noget så konkret som manglende brystvorter for nogle være en forhindring for at blive tændt igen. Og slutteligt kan bremseklodsen også sidde hos partneren.

”Måske er manden bange for at skade kvinden. Han har måske oplevet, at det gjorde ondt på hende, og det vil han ikke udsætte hende for igen. Det kan også være, at partneren er bange for at være nær, hvis kvinden er kronisk syg. Måske fordi han ved, at han skal miste hende på et tidspunkt. Han kan trække sig, fordi han er bange,” forklarer Luise Sinding Nygaard.

Andet end samleje

Den gode nyhed er dog, at sexlivet og intimiteten kan bevares eller genoprettes, også gennem et alvorligt sygdomsforløb. Luise Sinding Nygaard fortæller, at nogle af patienterne er kede af, at sexlivet er forsvundet. Andre er ikke, men bliver det måske senere, når det ikke nødvendigvis kommer tilbage af sig selv. Og nogle har bare affundet sig med, at det er slut.

”Man forstår jo godt det hele. Men man behøver ikke affinde sig med det, hvis man ikke ønsker det,” siger hun.

Når man som par døjer med manglende lyst, er det ifølge Luise Sinding Nygaard vigtigt at spørge sig selv: Lyst til hvad? Alt for ofte sidestilles ’lyst’ med ’samleje’, og det er alt for snævert.

”Sex og lyst handler ikke kun om samleje. Der er meget mere i det. Når der er forhindringer i sexlivet, handler det om at finde andre veje ind til nærheden, intimiteten og seksualiteten,” mener hun.

Det kunne være at danse tæt, ligge i ske nøgne, røre ved hinanden eller andre ting, man som tommelfingerregel ikke gør med naboen, men kun med sin partner.

”Den slags nærhed frigiver oxytocin – også kaldet kærlighedshormonet – ligesom sex gør. Det kræver ikke et samleje. Intimitet kan nås på mange andre måder,” er en af Luise Sinding Nygaards vigtigste budskaber.

En slags frirum

At nå dertil, hvor rammerne for seksualiteten udvides, og hvor man får genetableret det intime samvær, kræver én bestemt ting. Nemlig at man begynder at tale åbent med hinanden. Der kan meget nemt opstå en ond cirkel. Par, der ikke tør tage det seksuelle tema op, risikerer, at der opstår misforståelser, som fører til, at de trækker sig fra hinanden uden egentlig at ville det, så de glider længere og længere fra hinanden og ender med helt at opgive at være seksuelle partnere.

”Partneren holder måske op med at holde i hånd, fordi han er bange for, at hun tror, at han presser hende til mere, end hun orker. Kvinden holder måske op med at kysse sin partner, fordi hun er bange for at lægge op til mere, end hun orker,” lyder Luise Sinding Nygaards eksempler.

Hun advarer imod det, både fordi parret går glip af nærhed, men også fordi manglende intimitet kan føre til parforholdsproblemer og deraf dårligere mestring af sygdommen. Omvendt kan sex og intimitet give lidt normalitet midt i alt kaosset, når man er syg. En slags frirum.

”Hvis sexlivet fungerer, kan det være dejligt genkendeligt og noget, man kan finde ud af, selvom alt andet er svært lige nu. En måde at koble fra på og være i nuet,” siger Luise Sinding Nygaard.

Måske endda bedre

Intimitet er en af de allervigtigste grunde til at have sex for både mænd og kvinder. Og faktisk har man en slags ’fordel’, når man er syg og er tvunget til at revurdere sine vaner. Luise Sinding Nygaard mener ligefrem, at når man begynder at tale om sex og eksperimentere med andre former for intimitet, har man en gylden mulighed for ligefrem at nytænke sit sexliv:

”Ved ikke nødvendigvis bare at gøre det, man plejer længere”, som hun siger.

Men hun understreger også:

”Selv hvis man beslutter, at man ikke ønsker at have sex mere, er det helt okay. Bare man taler sammen om det. Bliver enige og finder andre veje ind til intimiteten”.

 

 

5 gode råd om sex og intimitet, når man er syg

1. Kom tilbage i kroppen. 

Når kroppen ændrer sig, kan det gå ud over selvbilledet og selvtilliden, hvilket kan have stor betydning for det seksuelle. Prøv at lære din krop at kende igen: 1. Se dig selv i spejlet og find de steder på kroppen, du er gladest for. 2. Mærk, hvordan kroppen føles nu, og hvad, der er rart, for eksempel ved hjælp af massage, karbade eller ved, at du selv rør ved din krop. 3. Tal om din krop og dens forandringer med din partner og fortæl, hvad det gør ved dig.

2. Kommunikér med hinanden

Hvis man stopper med at røre ved hinanden, kan det let føre til misforståelser og kommunikationsvanskeligheder. For eksempel hvis du har lyst til nærhed, men ikke til sex og derfor holder kærtegn tilbage for ikke at skuffe din partner. Derfor er det ekstra vigtigt at tale sammen om, hvad I har lyst til.

3. Udforsk intimiteten

Selv hvis du ikke har lyst til seksuelt samvær, er intimitet og fysisk berøring stadig vigtigt for samlivet for de fleste mennesker. Det kan I praktisere på mange andre måder end ved at være seksuelt sammen. For eksempel ved at holde i hånden, at give massage, at gå ture sammen eller danse sammen.

4. Skift målet ud

Ophidselses- eller orgasmeproblemer kan opstå af flere årsager. Det kan være på grund af angst, træthed eller smerter. Husk, at sex ikke behøver at være traditionelt vaginalt samleje med en udløsning og en orgasme til sidst. Prøv at skifte målet ud, så det er nærheden og intimiteten, der i stedet er hensigten.

5. Gør det

Seksualitet kan starte i hjernen gennem tanker eller minder om seksuelle oplevelser og herefter forplante sig til lyst i kroppen. Omvendt kan seksuelle fornemmelser også starte i kroppen og sende positive signaler til hjernen. Derfor kan det være en god ide ikke at vente på den spontane lyst, men beslutte sig for, at nu vil I have sex med hinanden. For lyst har det med at skabe lyst.

Kilde: Luise Sinding Nygaard og pjecen ’Seksualitet og intimitet når du har brystkræft’.

 

Artiklen har været bragt i december 2022 i et magasin, som Dansk Brystkræft Organisation har lavet i samarbejde med Medicinske Tidsskrifter. Magasinet sætter fokus på metastatisk brystkræft.

Du kan læse hele magasinet HER

 

 

Del artiklen med dine venner