Luftrensere i hjemmet forbedrer hjertehelbredet hos patienter med KOL
Brug af bærbare luftrensere i hjemmet kan forbedre hjertefrekvensvariabiliteten hos personer med KOL, viser et nyt randomiseret studie.
Den seks måneder lange undersøgelse, der netop er publiceret i American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine, er en del af det store CLEAN-AIR projekt, som forskere fra Johns Hopkins University i USA står bag.
CLEAN AIR-studiet undersøgte blandt andet effekten af indendørs luftforurening på patienter med KOL og viste, at de oplevede forbedrede symptomer efter at have brugt bærbare luftrensere i deres hjem.
Først blev der lavet luftprøver af indendørs partikler i varierende størrelser fra deltagernes hjem – prøver, der indeholder alt fra skimmelsvamp til kæledyrsskæl. Niveauet af PM2,5-partikler bør være højst 12 mikrogram per kubikfod, hvis luften skal anses for at være sund at indånde. Data fra studiet viste, at i deltagernes hjem var gennemsnittet af 13,8 mikrogram pr. kubikfod.
Herefter fik 46 ud af 85 deltagere luftrensere med HEPE og kulfiltre til brug i hjemmet, mens de resterende deltagere fik luftrensere uden filtre i.
Ved opfølgning en uge, tre måneder og seks måneder efter installation af luftrenserne, og ved afslutningen af eksperimentet viste alle 46 deltagere i interventionsgruppen forbedrede markører for hjertesundhed med en signifikant gennemsnitlig stigning på 25 procent i en hjertescore, som hedder RMSSD. Deltagere uden de aktive filtre oplevede ingen tilsvarende stigning.
Forskerne kiggede ligeledes på effekt af ultrafine partikler i hjemmene. Disse partikler, der er mindre end en mikron, er i stand til at bevæge sig ned til den dybeste del af lungerne, når de indåndes, og kan krydse ind i blodbanen.
I evaluering af 29 deltagere og deres hjem fandt forskerne en signifikant sammenhæng mellem en stigning i ultrafine partikler og lavere hjertescore.
”Ultrafine partikler kan være de mest potente partikler med hensyn til sundhedsmæssige konsekvenser. Disse partikler og andre indendørs luftforurenende stoffer kan forårsage systemisk inflammation hos modtagelige patienter såsom KOL-patienter. Vores undersøgelse viser, at der også er en negativ indvirkning på kardiovaskulær sundhed,” siger medforfatter Meredith McCormack fra Johns Hopkins University School of Medicine i Baltimore i en pressemeddelelse.