Systemfejl

Denne blog er skrevet fra brandsårsafdelingen på OUH. Og handler ikke om migræne alene, men om generelle systemfejl i sundhedsvæsenet, som man som patient må lære at håndtere.

For en uge siden stødte min kæreste og jeg sammen i køkkenet, desværre mens han bar en gryde nykogt pasta. Jeg fik en alvorlig 2. gradsforbrænding på det meste af højre arm og skal muligvis have transplanteret hud på en del af det skadede stykke sidst på ugen.

Og dermed har jeg igen oplevet, hvad jeg har oplevet så mange gange før. At man tilsyneladende som patient er til besvær i systemet. Og det har jeg desværre også oplevet hos egen læge, i forbindelse med migræne, i forbindelse med mine skulderskader og i helt andre sammenhænge.

Her på afdelingen har de været søde og lyttede, men da jeg ringede akut med armen, mens den var under vand, tog lægevagten mig på ingen måde alvorligt, og det koster på den lange bane. Hun sagde, at jeg bare skulle skylle uanset områdets størrelse og store brandvabler og så henvende mig til egen læge næste morgen og få det renset af en sygeplejerske. Det ville egen lægesekretær kun med nød og næppe, men da jeg kom derop, kunne de jo godt se, at jeg ikke overdrev størrelsen. Og at der var tale om en dyb 2. gradsforbrænding på et så stort område, at det var alvorligt.

I fredags blev jeg henvist til plastikkirurgisk afdeling på OUH og fik et nummer, jeg skulle ringe til ved feber. Det fik jeg brug samme aften og aftalte med afdelingen, at jeg skulle køre derind og få en i skranken til at ringe til pågældende læge, der så ville komme ned og tage en beslutning.

Her henvendte jeg mig først i lægevagten. Men vagtlægen kunne da ikke bare hidkalde alle mulige, jeg måtte jo bare få en tid hos ham og i øvrigt vente udenfor indtil da. Da jeg forklarede, at jeg havde en åben indlæggelse og en aftale med en anden, smed han røret på.

Ved skranken i skadestuen kunne de ikke finde mig på skærmen og afviste mig derfor også, da jeg jo skulle gå til lægevagten med gamle skader. Pludselig kom en anden forbi skranken og pegede på et notat midt på skærmen om mig. Og jeg kom endelig videre.

Udover de aktuelle situationer i forbindelse med mit brandsår, har jeg jo været ude for, at der er stridspunkter mellem lægerne, og at de derfor fuldstændig nægter tale med hinanden. En gang fik jeg sætningen: "Vi drøfter af princip ikke patienten med andre, hvad kan der ikke ske, hvis alle mulige begynder at blande sig". Men det var jo ikke det lokale postbud eller en tvivlsom alternativ behandler, jeg havde bedt blande sig, men to afdelinger på danske sygehuse, der behandlede to forskellige skader, som jeg havde i samme skulder. Og i øvrigt har jeg oplevet det samme, da jeg forsøgte at forklare dansk hovedpinecenter, at min skulder og nakke er involveret i min migræne og trigger den. Men de nægtede at snakke med de afdelinger, der tog sig af mine skader. Skader de i øvrigt ikke anede, hvad gik ud fra, før jeg forklarede det for dem.

Endvidere har jeg flere gange oplevet, at journalerne "vinkles", efter hvad der er praktisk for lægen. Da jeg en gang sagde til en læge, at jeg fandt det dumt at henvende mig til 3. fysioterapeut med samme skade, når nu to allerede havde sagt, at den skade ikke kunne trænes væk, men burde undersøges nærmere og sandsynligvis opereres. Dengang skrev lægen i sin journal, at jeg "åbenbart havde økonomiske problemer og burde henvende mig til kommunen for offentligt betalt fysioterapi". Det var slet ikke tilfældet, min forsikring betalte, og det er slet ikke muligt at få fysioterapi fra kommunen på den måde, men lægen havde jo besluttet, at det kunne trænes væk, og så kunne det det! Skulderen blev i øvrigt først god efter en vellykket operation. Det tog to år, klager til flere instanser og en second opinion at få den operation igennem. Skæretiden på operationen - dvs. den tid de reelt opererer, indsovning og opvågning undtaget - var i min journal angivet til knap 13 minutter!

Jeg har et utal af episoder, og jeg ved ikke hvorfor, at det er sådan. Det er som om, at man i mange tilfælde (selvfølgelig ikke alle) skal føle sig skyldig over at være syge eller være kommet til skade, eller over at skaderne er komplicerede og influerer på hinanden, eller at man også fejler andre ting. Jeg synes, at lægerne er de værste, men jeg har også oplevet det blandt sygeplejersker, lægesekretærer og fysioterapeuter.

Men jeg tror næppe, at det kan betale sig at få patienten til at føle sig til besvær. Der er måske nogle få, der ringer for ofte og forgæves, men de fleste ringer jo, fordi de er syge. Og at jeg står fredag aften med 39 i feber og får et beskidt svar af lægevagten, er ikke i orden. Og det koster hverken tid eller penge at tale pænt og lige prøve at slå mig op i journalen.

Men at jeg ikke kom i korrekt behandling, da jeg med armen under vandhanen ringede til lægevagten og alle de andre gange, jeg har måttet henvende mig flere gange, eller lægerne ikke har kunnet få min journal til at stemme med mine udsagn, trukket tiden og så videre; det koster på den lange bane. For der er operationer og anden dyr behandling, der kan undgås og træning, der kan gøres nemmere, hvis patienten føler sig hørt, og hvis tingene bliver håndteret i opløbet. Og visse behandlinger og sygemeldinger vil kunne undgås eller gøres kortere eller nemmere. Og dertil kommer huller på patientens cv og sygemelding, udredning, flexjob mm. efterfølgende. Og hvor mange får mon ikke en depression, fordi de bliver behandlet skidt i sundhedsvæsenet?

Vi kommer jo ikke til skade eller bliver syge for sjov. Det ER ingen fest, og det ER ikke for at stille en bestemt afdeling i miskredit, at vi beder en anden afdeling eller et andet sygehus komme ind over. Personligt ville jeg ihvertfald hellere have karriere, børn, pensionsordning og råd til årlige udenlandsrejser end at fare ud og ind af sygehuse og behandlingssteder og lede efter fleksjob.

Og hvad kan man som patient gøre? Vær kontant. Kræv behandling. Og sæt dig ind i mulighederne. Og klag. Patientklagenævnet er en mulighed, der dog ikke altid giver bonus, men mere virksomt er det at få fat i en patientvejleder for dit område og klag til sygehusledelsen. Det sidste har de meget respekt for! Og om ikke andet bliver de konfronteret med deres fejl.

Og læser du med fra sundhedsvæsnet: Sundhedsvæsen: Tag patienterne alvorligt! Tag os ikke som standard som hypokondere. Lyt til os og tal pænt - husk vi er mennesker med feber, smerter og måske i chok, så måske er vi ikke så velformulerede på det tidspunkt. Men vi har brug for hjælp. Og tal pænt, det koster ikke noget.