En plet på lungen gav en sommer fuld af angst

Det har været en så dejlig sommer med det allerfineste vejr - og heldigvis for det, med alle de restriktioner har det været godt at kunne holde ferie i vores eget smukke land.

Jeg har nydt det.

Men der har også været malurt i mit bæger, for ved kontrollen efter operationen fandt man et såkaldt infiltrat (som kan være ingenting, men som også kan være kræft ) på 0,8 mm - ja, det lyder jo uendeligt småt, men det er nok til, at der bliver råbt vagt i gevær, og at det kræver yderligere undersøgelse.

Det blev en lang ventetid, før indkaldelse til en ny speciel røntgen af infiltratet kunne ske.

Fra kontrol efter operationen i maj og til ny scanning i juli gik der syv uger - nok de værste syv uger, jeg har været udsat for.

Jeg spurgte lægen, om jeg skulle være bange.. ''tja, næh - men vi kan også sende dig videre til kræftpakken med det samme?''

Dette kunne jeg i sagens natur ikke være den rette til at svare på - men hun mente, at det skulle vente for at se, om inflitratet så ville være vokset.

Så det blev at vente fra maj til juli - hvor scanningen så fandt sted den 16. juli - og hvor der ville komme telefonsvar onsdag den 21. juli.

Jeg må hellere skynde mig at skrive, at resultatet heldigvis var godt - infiltratet var ved den nye scanning helt forsvundet.

Gudskelov.

Men min mentale tilstand har virkelig været helt helt til rotterne.

Noget mærkeligt noget, for jeg synes ikke jeg gik og tænkte på det dagligt, men fik angst, som i den grad påvirkede åndedrættet, så jeg rent faktisk troede jeg havde lungeinfektion.

Utroligt, hvad psyken kan gøre.

At gå fra A til B blev nu helt uoverskueligt, at gå ture på vores miniferie blev til angstfyldte stunder, og min stakkels husbond måtte hænge på denne syge høne, som følte sig som en virkelig virkelig gammel kone med et humør, som havde svært at byde ind med noget positivt.

Men på trods nogle dejlige dage i det jyske - nordpå ved Limfjorden. Uopdaget land.

Aftalen var jo, at jeg skulle have telefonbesked. Jeg gik som en løve i et bur og ventede, og til sidst mistede jeg tålmodigheden og ringede selv ind på Riget.

Det kunne de ikke nå i dag, var det nedslående svar… det slog mig endnu mere ud.

Det viste sig dog, at de ikke selv fik svaret før næste dags morgen, men det kunne have været rart at få at vide, specielt i en sådan situation.

Næste morgen dukkede Min Sundhedsplatform op på skærmen om, at der var besked.

Jeg kunne se beskeden, men ikke læse svaret.

Heldigvis fandt min mand så det sted, hvor svaret var, og det var jo det det mest glædelige og positive - sikke da en dejlig dag.

Min svigerdatter spurgte, om vi ikke skulle fejre det.

Næh, tænkte jeg - vi har jo lige været afsted og brugt mange penge …. men jo, selvfølgelig skulle vi det, så jeg bestilte bord på en ukendt for os italiensk restaurant og fik det dejligste måltid længe, sikke da en lettelse.

Jeg havde en aftale med Riget om samtale to dage senere med henblik på ny operation, men den udskød jeg - kunne ikke magte at skulle tage stilling til det der.

Nu er der så en ny aftale 3. september.

Hvor jeg tidligere har været ret så sikker på, at jeg ville sige ja tak, er jeg nu der, hvor jeg ikke tror, jeg magter endnu en operation.
Når den første ikke har vist nogen effekt, hvorfor skulle den næste så?

Men som min mand siger, de ville jo ikke kalde dig til samtale, hvis ikke de så mulighed for bedring? Nej, det er jo sandt - så jeg tager ind til samtalen og må så afvente og se hvilket resultat, jeg kommer frem til efterfølgende.

Humøret har været helt nede, noget er uden tvivl også coronaangsten, som har siddet længe i krop og sind - og først her på det seneste er jeg begyndt - så småt - at tage ud at handle på egen hånd, det har ikke været muligt for mig rent mentalt hidtil.

Jeg har valgt at starte hos en metakognitiv terapeut, som skal hjælpe mig med mit tankemylder og min angst. Det er egenbetaling, men kan det hjælpe, er det pengene værd, og allerede nu synes jeg, at der er lidt mere ro i mit sind.

Men sikke da en sommer, det smukke vejr, den dejlige varme, det smukke Danmark - men også den angstfyldte tid, som har været ubeskrivelig hård.