Diabetes-gøgler

Flemming Kær skriver om livet med diabetes 1.
2 minutes reading time (384 words)

Se mig mor, jeg er kroniker!

Jeg har altid haft en klog mor. Før det internet, vi kender i dag, gennemskuede hun med hjælp fra Lademanns Lægeleksikon, at jeg havde diabetes – og det skønt, at hun blot arbejdede som sekretær.

Diagnosen var sikker: Diabetes Mellitus, type 1.

Resten af familien fik dermed også ’diagnoser’.

Mor fik diagnosen: ”Gå på nedsat tid, du har et kronisk sygt barn”.
Far fik diagnosen: ”Smugryger”.
Bror fik diagnosen: ”Mellemste barn”.
Storesøster fik diagnosen: ”Du er 17, du er selvstændig”.

Alt var det samme, og alt var forandret - velkommen til Kroniker-wonderland.

Jeg var indlagt dengang i 14 dage. De første 7 dage med en af mine forældre ved min side ved overnatning, de sidste 7 dage alene. Det var som feriekoloni light. Var der gaver i alt dette kaos? Ja for pokker, gaver og bekymrede voksenblikke. Villavejen havde fyldt postkassen op med gaver – gaver fra skole og fritidshjem og fra folk, jeg ikke kendte. Julegaven de første mange år var også voldsomme. Jeg vidste ikke hvorfor – vidste bare, at det var fordi, at jeg var syg – trods, at jeg i mit naive barnesind ikke følte det sådan.

Nu er jeg 32 år. Det er 24 år siden. Jeg er stadig rask, eller nej, jo måske, eller jeg er kronisk syg? Rask i den forstand, at jeg har begge ben, jeg har normalt syn, nyrer der fungerer, følesans i top – men ser vi bort fra det, er der en hjerne og en krop på konstant overarbejde.

En krop, der 8 x dagligt skal have et prik i fingeren for at måle ens blodsukkerværdier, og en hjerne, der efterfølgende skal gennemtænke en plan.

En hjerne, der hver eneste gang, man putter noget i munden, som indeholder kulhydrater, skal udregne, hvor meget samlet kulhydrat, der er i det specifikke måltid.

En hjerne, der skal udregne den eksakte dosis insulin, til HVER GANG JEG SPISER ET ELLER ANDET, om så bare det er 7 vindruer.

En hjerne, der et eller andet sted i baghovedet er bekymret for en følgesygdom.

Er jeg rask, ja det er jeg! – på nær når gråvejret tager over – selvom den danske sommer har været sparsom, skinner solen altid efter skybrud. Oversvømmelsen fortager sig altid.–

Ja jeg er syg, ja jeg er rask! Velkommen til Kroniker-wonderland.

 

 

Da tæppet blev trukket væk
Hvordan klarer jeg den her, Doktor Kemo?

Related Posts

 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Søndag, 19. september 2021

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://propatienter.dk/