Rettigheder. Viden. Inspiration

Propatienters blogunivers

Lev livet med og uden sygdom
Font size: +
4 minutes reading time (823 words)

Så fik jeg også prøvet det!

Kontrol i august på lungemedicinsk ambulatorium viste, at jeg havde mistet fem procent af min lungefunktion på fire måneder, men havde selv en mistanke om, at der var en infektion, der lurede, uden at være brudt rigtigt ud.

Sådan er det oftest for mig, de kommer langsomt snigende uden at gøre væsen af sig, andet end at medføre voldsom åndenød, sådan var det også denne gang.

Fik ordineret ny medicin og ny kontrol om et år (!), da jeg ikke hører til der mere – men jeg var da velkommen til at ringe. 

Ikke helt trygt, når jeg lige har mistet fem procent af lungekapaciteten og fået ny medicin.

Men et vilkår, åbenbart. 

Dagen efter følte mig dårligere med åndenøden – gik til egen læge, som ordinerede binyrebarkhormon og antibiotika.

Det hjalp lidt, men da behandlingen ophørte, gik det galt igen.

Denne gang voldsommere. Jeg kunne ingenting, min iltmætning faldt faretruende, bare jeg gik fra a til b, og til sidst ringede jeg til ambulatoriet, talte med en lungesygeplejerske, og vi blev enige om en indlæggelse.

Jeg havde det helt elendigt, så det blev til en liggende transport (ambulance).

Det varede to timer ,før den kom, og det blev værre. Min stakkels mand kunne kun se til.

Endelig kunne vi se den ude på vejen, jeg fik kantet mig ud på toilettet – og der sad jeg så. "Det varer lige lidt," sagde jeg flere gange, men til sidst spurgte den flinke ambulancekvinde, om de skulle køre båren helt ind og hente mig.

Taknemmelig var jeg.

Afsted stille og roligt og nu med ilt, hvilket var en stor lettelse.

Der var ikke plads på lungeafdelingen på Hvidovre, så jeg blev kørt til Glostrups akutafdeling.

Kom i en seng og fik tilført ilt igen. Pludselig blev jeg hundedårlig, kunne slet ikke få vejret, men det viste sig, at iltslangen var faldet af – nogle forfærdelige skræmmende minutter for mig og min mand, som heldigvis var der og kunne tilkalde hjælp.

Jeg var indlagt i seks dage. Fik antibiotika  og binyrebarkhormon, stadig ilt og nu med rollator, så jeg selv kunne gå på toilettet med ilten.

En måned før havde jeg endelig fået det meget bedre med angstmedicin, som hjælper mig, var begyndt at handle selv, at genoptage mit frivillige ´hospice-arbejde´, være til foredrag, KOL-korsang og venindevisitter.

Og så pludselig sparket totalt til hjørne.

Jeg var så ulykkelig og modløs, min mand havde været bange for, at jeg skulle dø, børnene forskrækkede – jeg selv havde mistet gnisten og gjorde mig mange tanker om, hvor vidt dette nu skulle være mit liv fremover.

Langsomt fik jeg droppet ilten og rollatoren og kom hjem – stadig meget åndenød - bare det at gå i bad var en udfordring af de store.

Så stødte der voldsom hoste til.

Talte med lungeambulatoriet – brug pepfløjten hver anden time og host op – men det kunne jeg ikke.

Jeg har brug for mere binyrebarkhormon, sagde jeg – ved godt, at det er skidt for knoglerne – men ellers går det galt igen.

Det kunne ikke lade sig gøre.

Kontaktede egen læge dagen derpå, noget rod at være i dialog med to instanser på én gang – som endda ikke er enige.

Men fik nu langtidskur med nedtrapning med binyrebark over 11 dage og endelig føler jeg, jeg er på rette vej.

Fået tilbudt rehabilitering to gange ugentligt og bliver hentet og bragt, ypperlig service af et presset sundhedsvæsen - tak af hjertet for det <3.

I fredags var jeg til frisør, til optiker og til KOL-korsang.

Tog afsted i pænt tøj med make up og følte mig så godt tilpas.

Så nu tør jeg tror på lidt medgang igen – det har været så hårdt og tænker meget på de, som har det meget værre end jeg.

Afdelingen, hvor jeg var indlagt, var i øvrigt en meget travl afdeling, sødt personale, men den sidste dag gik det ikke så godt.

Om morgenen fik jeg min morgenbakke ind, pludselig kom der en ind og sagde, du skal have undersøgt dit hjerte, så du skal faste og vupti, væk var bakken.

Næste: Du skal have natrium drop. Men jeg skal jo hjem i dag og det er et døgn om at løbe ind. Så gik hun igen.

Næste: Du skal have lagt urin katheder. Der blev jeg ked af det og forstod ingenting.

En halv time senere kom hun ind og sagde undskyld, det var en fejl.

Lettet var jeg, men tænkte på gamle Else, som lå i sengen ved siden af mig og ikke hørte særlig godt. Hun havde nok fundet sig i det hele.

Jeg spurgte to unge sygeplejeelever, hvorfor de havde valgt det fag.

Ja, men det er det, vi vil, det er det vi brænder for ...

Så dejligt i en brydningstid at bevare entusiasme og tro på fremtiden...

Og lige nu har jeg en stor lettelse over, at jeg forhåbentligt er kommet over denne omgang.



×
Stay Informed

When you subscribe to the blog, we will send you an e-mail when there are new updates on the site so you wouldn't miss them.

Hvordan går det i scleroseland?
Kol, åndenød, angst - eller omvendt
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Tirsdag, 7. februar 2023