Propatienters blogunivers

Lev livet med og uden sygdom
Font size: +
4 minutes reading time (768 words)

Så er det næsten forår…

...og så er der gået to år siden min lungevolumenreducerende operation i februar 2020 på Riget, en operation, som desværre ikke gav noget positivt resultat for mig, tværtimod synes jeg, at det er værre med de lunger.

De skrev derindefra, at nu ville de gerne se mig til kontrol efter to år, hvilket indbefattede et meget stramt program med mange undersøgelser.

I de to år har der også været corona, som har isoleret mig og gjort mig angst for at bevæge mig ret meget ud virkeligheden. Så der er noget, meget, der skal bearbejdes.

Det letter forhåbentlig nu. og indtil nu er jeg gået fri.

Jeg tænkte lidt over deres tilbud om kontrol, men valgte at sige nej tak. Inden da havde de også for et stykke tid åbnet muligheden for en ny operation på samme lunge, den sagde jeg også nej tak til i samråd med min lungelæge på lungeambulatoriet i Hvidovre.

Nogle mente, at jeg burde sige ja tak til den store, nye kontrol for Rigshospitalets skyld - men heldigvis skulle jeg da ikke have dårlig samvittighed over det, sagde overlægen på Riget. Hun kunne sagtens - mere end sagtens - forstå mig, og det var så fint at drøfte det med hende og i samråd med hende skrinlægge det hele, og der er altid en lille kattelem åben, sagde hun.

Det var en god samtale.

Og så tilbage til hverdagen, som bestem ikke huer mig.

Jeg startede som frivillig på et hospice, noget jeg havde sat mig for, når jeg nu skulle være pensionist. Nåede lige at starte der, hospice Søndergård i Måløv, et dejligt sted i fine omgivelser, med varme, ro og humor.

Men så buldrede coronaen atter derudaf, og det krævedes, at der skulle bruges mundbind/visir - hvilket jeg ikke kan ret lang tid af gangen.
Og smittefaren i et hus med mange menensker var nok heller ikke så smart.

Det blev lagt på ventehylde.

Ligesom venindebesøgene, familiebesøgene - jul og helligdage uden børn og børnebørn - det har været og er trist, meget trist.

Nu vejrer jeg måske lidt morgenluft. Og skal finde mandsmod og energi frem.

Hverdagene er indtil nu stereotype, jeg har angst, så jeg ikke rigtig bevæger mig ud - f.eks. at handle - men håber, det kommer.

Jeg passer huset, er blevet husmor med stor M, jeg bager rugbrød og citronmåner.

Jeg strikker rigtig meget - heldigvis er der et barnebarn, der gerne vil modtage. Og lidt til mig selv.

Jeg træner - stort set hver dag - for det er noget, jeg skal - abonnerer på et træningsprogram på Facebook, hvor der tilbydes træning fire gange ugentligt, og hvad der ellers byder sig på nettet.

Om morgenen kigger jeg ud af vinduet: Blæser det i dag, regner det … jah, det blæser nok lidt - og jeg burde, jeg burde, jeg burde …. gå en tur.
Jeg kan ikke lide ordet burde.

Det dræner.

Har en lille rute, som jeg så nogle dage tager mig sammen til at gå… en lille bitte rute på under en kilometer - bagefter føles det som om jeg har gået en lang tur. Men smarturet afslører mig - ikke mange skridt, ikke mange meter alligevel.

Men det er så hårdt: Ud af døren og langs en sti, hvor der kommer en mand med en lille hund. Jeg har brug for lige at få vejret - men vil ikke vise, hvordan jeg har det, så jeg sætter farten lidt ned og skal heldigvis om et hjørne, så kan jeg puste lidt der. Men så kommer der en anden mand ud fra et hus og kigger på mig og så går jeg videre, selvom jeg ikke helt har fået vejret igen.

Nå, jeg kommer til næste hjørne, næste pausested - fred og ingen fare.

Nu går det en anelse bedre, måske fordi jeg er kommet lidt i sving, når hen til næste hjørne - og fra det hjørne skal jeg helst nå hjem uden pauser, fordi det er på min egen vej, hvor jeg jo er et kendt ansigt.

Det lykkes.

Udmattet, på trods af at det er en lille bitte tur, men lidt fugtighed og vind er nok til at gøre, at det er svært for mig at færdes derude.

Det var lige det, der var min drøm med operationen. At kunne gå ture, at kunne trave - har altid elsket at gå ture fremfor anden form for motion.
Måske kan jeg opnå lidt bedre resultater når varmen kommer … jeg vil håbe på et dejligt forår, en dejlig sommer.

Men det kan godt være svært at se lyset ind i mellem.

×
Stay Informed

When you subscribe to the blog, we will send you an e-mail when there are new updates on the site so you wouldn't miss them.

På den anden side af corona
Fra 21 til 22
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Onsdag, 28. september 2022