Pårørende eller ramt - hvad er værst?

Pårørende eller ramt - hvad er værst? Tja, det er et godt spørgsmål faktisk.

Jeg er jo selv en ' ramt ' med sclerose, men jeg er også en pårørende.

Min veninde lider af kroniske nervesmerter, dobbeltsidet inflammatorisk tilstande i skuldre samt er opereret to gange i ryggen for diskusprolaps.

Jeg har været med hende utallige gange til læger, sygehuse, samtaler/udredninger, og hun er ikke ved vejs ende endnu.

Det at være pårørende (tror jeg på) er ikke mindre svært. For vi er tilskuere på første række til smerter, dårlige dage, humørsvingninger, depressive tilstande, uforklarlige smerter/ ubehag og uvidenhed også.

Dem, der står os tættest, nærmest - er jo af kæmpe stor betydning. Og vi ønsker jo ikke, de skal lide, kæmpe alene eller føle sig alene. Så hvem har det sværest? Jeg ved det ikke...

En 'rask' vil jo gerne fratage den 'lidende' deres smerte, men det er umuligt. Så hvad skal der så til.

Stille nærvær, en skulder, et par ører, en hånd at klemme i er blot de få hjælpende og forløsende redskaber, der skal til. Det at kunne hjælpe uden ord... det bare at være der ...uvidenhed eller ej ...vær bare dig...

Kan fortælle om en episode, hvor jeg var med hende til en undersøgelse på sygehuset. Der var mistanke om dårlige veneklapper og / eller blodpropper i benene.

Til alt held kan hun og jeg sætte os ind i hinandens tilstande uden at bruge ord. Det bemærkede denne læge og kommenterede på det med følgende ord: Hvor er det dejligt for jer, at I forstår hinanden, det kan til tider hjælpe meget for den, der 'lider'. Gid der var flere af jer!

Det at glemme for en stund, det at vide, at en anden tager over, det betyder så meget! For når jeg siger dette her: Smerter og uforklarlige tilstande kan IKKE forklares korrekt til uvidende. Det koster så meget på ens energiniveau, at overskuddet simpelthen ikke er til det. Så er det faktisk lettere at tage masken på der hedder: ALT er godt...

Jeg kan tillade mig at sige det, da mange i min omgangskreds er 'ramte' eller pårørende. Så jeg ved godt (for det meste), hvordan det er.

Derudover er jeg igang med at skrive min bog nummer 2. Hvor jeg blandt andet har inddraget pårørendes fortællinger samt andres historier (og så vil jeg ikke røbe mere). 

Ydermere udkommer der en bog nu her der hedder:

PORTRÆT - Fortællinger fra en pandemi.

En bog jeg er med i.

Netop det her med: Hvordan vi hver især løser de udfordringer, der kan tilkomme os i livet. Denne her bog, har taget udgangspunkt i coronatiden.

For vi er ikke ens! Vi tackler hver især udfordringer forskelligt.

På falderebet vil jeg give dig disse ord med på vejen:

Enhver forhindring er til for at blive forceret.

En rose har torne. Du vælger, om du vil lade dig stikke eller indånde duften.

Inden længe skriver vi efterår på kalenderen. Grib dagen lige nu og her - AND MAKE IT COUNT.

Lungevolumenreducerende operation eller ej?
Angst, en hæslig fjende
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Søndag, 26. september 2021

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://propatienter.dk/