På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er bedst...

Humør i dag er på 3.

Synes ellers, at jeg gennem lang tid har været i rimeligt humør, trods de udfordringer verden giver os for

Det er snart to måneder siden, jeg er blevet opereret. Status er, at det går ok, jeg tænker, at jeg er på niveau som før operation, men ikke højere….. endnu. Har lidt over fire uger endnu til at indhente, hvis tre måneder er en målestok for succes.

Mine dage er strukturerede, sådan da.

Jeg får bagt rugbrød, så vi er selvforsynende.

Morgensang med Philip Faber, godt for lungerne, godt for endorfinerne – og jeg holder meget af at synge, især den danske højskolesangbogs sange.

Så tak for det.

Og Facebookgruppen "Danmark træner hjemme" er til daglig motivation, udfordring og glæde for mig. Mange trænere lægger videoer op med træning, og der er næsten altid en daglig træning, jeg kan deltage i, ellers kan man se dem on demand.

Jeg får trænet hver eneste dag – styrketræning, effekttræning, trx stropper, pilates - og der er ingen tvivl om, at det gavner mig.

Nogle dage supplerer jeg med indendørs gang, i begyndelsen klarede jeg en kilometer på 24 minutter, nu nede på 15 minutter – det er også thumbs

Så er uden tvivl blevet stærkere fysisk. Og det var jo det, de sagde, at der skulle til, træning og atter træning for at opnå mest mulig effekt af operationen. Og det gør jeg, og samvittigheden er i orden.

Dog duer jeg stadig ikke på tur udendørs. Det er det samme som før, stop og pust, gå lidt, stop og pust – mega træls.

Og det var lige præcis det, jeg håbede på - at kunne gå længere uden stop – at gå ture med min husbond i et almindeligt trav. Sådan er det ikke endnu – men beder til, at det mål nås, så ville jeg faktisk være meget tilfreds.

Så måske skal humøret højere op på skalaen end en 3´er?

Men nej, synes, at det er svært.

Vi har valgt total isolation herhjemme, min mand og jeg. Vi får bragt varer, det fungerer upåklageligt. Talte med min læge i mandags, fordi jeg har haft en voldsom reaktion på en lungebetændelses-vaccination, og hun sagde, du må altså ikke få corona – med streg under.

Nej, og angsten viser stadig sit grimme fjæs ind i mellem.

Og jeg er endda priviligeret at have en god mand, selv at være god til at bruge de digitale medier og dermed være i kontakt med familie, kolleger og venner, jeg strikker babytøj, fordi jeg skal være mormor igen liiiige om lidt og hygger mig med det, jeg har en have, hvor jeg kan nyde at se foråret springe ud, solsortene, der bader og pjasker i fuglebadet, mejserne, der har svært ved at vælge mellem de fire boliger, der er i udbud på skurvæggen, knopperne på træerne – græsset der gror, roen på vejen...

Men alligevel er det i dag svært at finde humøret.

Skrækken for at blive smittet, og når samfundet går mere i gang, og jeg stadig er i den sårbare gruppe, og min mand må arbejde igen - hvad så? Skal han så flytte på hotel med alle de økonomiske konsekvenser, der følger med, og som i forvejen trækker tænder ud nu ?

De taler om, at det vil vare hele 2020 her til morgen i TV, det er jo et skræmmende scenarie.

Et TV, vi ellers forsøger at se så lidt som muligt, fordi det usundt i min optik at følge med hele tiden – det går for meget ind under huden. 

Men jeg savner virkeligheden derude, savner mine børn-, sviger- og børnebørn, og når den lille ny kommer, skal vi så stå på den anden side af hækken og kigge ind af vinduet hos de nybagte forældre og hilse vores lille ny barnebarn velkomment på den måde?

Det er synd for dem og synd for os. Og det gør mig trist til mode.

Positivt er det dog, at solen skinner, at Danmark har den mest blå himmel over sig for tiden……

God påske.