Om at være et ukompliceret, kompliceret menneske…

Da jeg fik min diagnose, var jeg efter den diagnosticerende samtale med neurologen tvunget ud i at skulle redefinere mig selv som menneske igen.

Mit billede af mig selv var med et trylleslag blevet forstyrret og forandret for altid. Og jeg følte en stærk trang til, allerede i timerne efter beskeden at finde ud af, hvem hun så var – hende Franciska, som jeg jo hele mit liv havde været, og som jeg nu ikke helt kunne identificere mig med mere. For jeg var da blevet en anden – troede jeg.

Der ligger så meget arbejde i mange, mange år forbundet med at tage på den rejse – at se sine dæmoner dybt i øjnene og forlige sig med dem. Det kan være en både ensom og yderst skræmmende opgave, ja, endda virkelig angstprovokerende. Men det fik mig til at se, ganske langsomt og efter mange overspringshandlinger, helt dybt ind i det inderste mørke af, hvem jeg var og er. Og det fik mig til at face alt det skidt og møg, vi alle, helt privat og ofte hemmeligt, bærer rundt på om os selv.

Det fik mig til at se på alt det, der ikke var sødt, pænt og politisk korrekt – måske endda yderst usympatisk, grimt og direkte ondt og herefter lære at danse hånd i hånd og aldeles kærligt med de sider også. Lære at favne dem og tage sig kærligt af dem, for de er jo en del af os alle, og vi slipper ikke væk fra dem, uanset hvor stærkt vi så end løber.

Jeg brugte mange timer på at skille mig selv fuldstændig af, adskille sygdommen fra mig selv, dyrke mine mørkeste sider af, hvem jeg er, for at finde helt ind til kernen af, hvad siderne gik ud på og for at finde en måde at håndtere dem på, så de ikke kom til at fylde mit liv med andet end ro og accept af, at de var så dybt en forankret del af mig, som de er.

Jeg har altid været et kontrastfyldt og meget passioneret menneske – jeg er både hvid og sort. Jeg har et kæmpe temperament, hvis folk træder på mig eller bedrager mig, men jeg er også meget mild og blød, kærlig, rummende, krammende og kyssende overfor min omverden. Jeg elsker solen – men jeg har lært at danse på bare tæer i regnen. Jeg griner højt og larmende – men jeg græder gerne i stilhed – ikke fordi, at jeg ikke vil involvere andre i min sorg, men fordi jeg helst vil have den for mig selv som et såret dyr, medmindre den kræver omsorgsfulde kram.

Jeg lever i nuet med fart på og passion – men jeg kan ikke undvære og nyder stilheden og roen, jeg har med mig selv, når jeg lader op. Min humor er sort som kullet og plat som uglen. Jeg læner mig stærkt op ad det politiske ukorrekte og er samtidig en regelrytter, når det gælder om at overholde reglerne i alle livets spil. Jeg vil gerne have ærlighed og klare linjer – men jeg kommer til stadighed til at jokke folk over tæerne med min direkte facon og får mange slag over næsen, fordi jeg ofte får sagt, hvad jeg tænker, uden at tage højde for konsekvensen.

Jeg elsker at leve mig dybt ind i den mørke musik – men bruger de glade sange til at få solskinnet tilbage i min dagligdag. Jeg har i mange år sværget til sort tøj – nu er min palette farverig. Jeg elsker stormfuldt og intenst – jeg hader indædt og til tider for længe.

Jeg elsker livet fuldstændig vanvittigt – men jeg har aldrig været bange for at dø, selv om jeg ikke på noget tidspunkt har opsøgt døden. Den har bare altid været smuk for mig, hvis man forstod at leve livet fuldt ud, gribe chancerne der opstår og være sig selv hele vejen. Og jeg elsker hver en side af mig selv, så godt jeg kan – jeg har kigget så dybt ned i afgrunden, at den ikke er farlig mere. Når man har stået der på kanten af dybet og set sine dæmoner så intenst i øjnene, så kan man ikke andet end at vende sig om og kigge fri som en fugl og meget kærligt ud i livet og elske det hele af hele sit hjerte.

Jeg er så heldig at være blevet tvunget til at se på mig selv og på mit liv – holde det ud i strakt arm og tage stilling til, hvad der var godt og skidt, hvad der skulle luges ud i, og hvad jeg skulle bevare tæt ind til kroppen, fordi jeg fik den diagnose – jeg er blevet så bevidst om, hvem jeg er, og hvad jeg vil. Og jeg har accepteret min skæbne med diabolsk ranken af ryggen, jeg kan ikke andet, for det er mig. Så selv om jeg aldrig bliver færdig med at udvikle mig og finde nye sider af mig selv at arbejde med, så er grundbilledet af Franciska såmænd ganske godt på plads efterhånden.

Det er en fantastisk sund rejse at få lov at tage på – man lærer at rejse sig fra de fejl, som man upåagtet eller bevidst laver, hive op i bukserne, tørre snotten, elske sig selv og få det bedste med sig på turen videre. Og dét kan ingen tage fra en igen.