Livet går uendeligt stille videre...

Så blev det den 20. i fredags, hvor jeg skulle have været på Rigshospitalet og have taget et røntgenbillede og efterfølgende tale med kirurgen. Det havde jeg set frem til, men det blev jo naturligvis aflyst og blev til en meget kort telefon konsultation i stedet. Fem uger efter operationen.

Han spurgte, hvordan jeg havde det… Og ja, hvordan har jeg det?

Jeg afsluttede antibiotika-behandling lørdag for den betændelse, der var i det ene ar – og det har begrænset mig, var vi enige om. Men nu er det overstået.

Jeg fortalte, at jeg synes, det går meget langsomt med at få det bedre – og han manede til besindighed – tålmodighed – det tager op til tre måneder, før effekt kan ses. Så ja, tålmod.

I mellemtiden laver jeg mine små ” julelege ” – parametre, hvor jeg gør op, hvad kunne jeg før operation, og kan jeg det samme eller mere nu? Nej, det kan jeg ikke – hverken det samme eller mere.

I går besluttede jeg, at jeg ville forsøge at lave en masse ( jaja, alt er relativt) herhjemme. Ellers bliver det til alt for mange timer med ipad!

Så det blev til skift af vores sengetøj, vask af det, hænge det op udenfor i det dejligt vejr, men hold da op… Det var med et meget anderledes tempo end vanligt - og den forbandede åndenød, som trængte sig på – dermed mange pauser undervejs.

Så bagte jeg rugbrød – det er ren rutine med surdejen, der permanent bliver fodret og står klar i køleskabet.

Dernæst tørre støv af – her trængte, og solen er jo nådesløs, når den skinner – selvom det er sååå dejligt med vejret –  det var overkommeligt i mit eget tempo.

Men træning – det er jo det, der skal til. Det hviler tungt på mine skuldre at skulle det hver dag, og jeg skal passe på, at jeg ikke kører sur i det.

Men jeg ved, at det er det eneste, der kan hjælpe mig til at komme bedst muligt videre efter operation og vil give det bedste resultat – så det er bare en SKAL-opgave for mig.

Søndag holdt jeg helt fri (tillod jeg mig) – og så får jeg dårlig samvittighed – og mit ur fortæller mig, at jeg har været doven søndag. Men nu har jeg besluttet, at søndag GODT må være en træningsfridag.

Men det var jo mandag i går, så op på hesten igen. Jeg har købt nogle programmer på nettet, som jeg veksler i mellem, og jeg har dvd'er i skabet, som også bidrager. Og nettet har masser af tilbud.

Så det blev til 25 minutters styrketræning i går (altså igen efter min formåen), og så forsøger jeg mig med at gå.

Jeg har været ude flere gange nu, hvor jeg ellers har holdt mig inden døre og været udendørsforskrækket.

Det går rigtig dårligt udenfor, dårligere end før jeg blev opereret, trods det, at luftfugtigheden er lav for tiden. Vi har stier omkring os, så jeg kan undgå andre. Men det duer ikke – i går prøvede jeg på havegangen, men jeg mister pusten alt for hurtigt. Så ind igen, og så min ”løvegang” frem og tilbage i huset – i alt en kilometer, og jeg er laaaang tid om det – men jeg gør det.

Så alt i alt viser mine små parametermålinger, at det stadig ikke er på niveau som før, men jeg kæmper og tror på og vil tro, at det skal blive bedre.

Det positive er, at jeg ikke mere er bange for at gå i bad, det går fint nu... i det hele taget er angst ikke noget, der fylder i hverdagen, bortset fra angsten for corona. Den forsøger jeg at skubbe fra mig, men den sidder på rygraden, og når jeg ser TV, kryber den ind under huden og gør mig bange.

Vi gør, hvad vi kan herhjemme. Vi er kun os to, vi får varer bragt udefra og ser ingen mennesker – kun hinanden.

Og taknemmelighed fylder meget hos mig, tænk at vi lever i et samfund, hvor der bliver taget hånd om alle os.