Propatienters blogunivers

Lev livet med og uden sygdom
Font size: +
5 minutes reading time (997 words)

Kol, åndenød, angst - eller omvendt

Nu har jeg ”lidt” af angst i to år.

Inden jeg fortsætter, vil jeg lige påpege, at det at være bange ikke er det samme som at have angst.

Hvis der kom en slange forbi, ville jeg være bange. Men jeg havde set den, forholdt mig til den. Det er en frygt, som er knyttet til en reel fare modsat angst.

Angst ”ser” jeg ikke – den kommer uventet og napper mig haserne – den kan være totalt irrationel og opstå uden klar årsag.

Men grænserne mellem frygt og angst kan være flydende.

Slangen er nu passeret, og frygten er væk, mens angsten lurepasser hele tiden og gør livet isoleret og ensomt.

Det begyndte med volumenreduktionoperationen i 2019, hvor åndenød var en forventelig eftervirkning. Det var svært at håndtere pludselig at have problemer med at gå små korte afstande, selv i hjemmet, at tage et bad skulle der tages tilløb til etc.

Indtil da havde jeg arbejdet 35 timer ugentligt. Umiddelbart efter kom coronaen med sit skræmmende grimme fjæs, og overlægen på Hvidovre sagde, at det skal du bare ikke have, for du risikerer at dø.

Det betød langtidssygemelding, og det betød til sidst opsigelse, da arbejdspladsen ikke kunne vente på mig i længere tid – ak, ja offentlig ansat.

Coronafaren var enormt angstprovokerende. Min mand er kørelærer og i sagens natur tæt på unge mennesker i en bil, skræmmende.

Nogle foreslog, at vi boede hver for sig, men det kunne vi ikke håndtere, men var rigtig gode til at overholde diverse forholdsregler.

Men det betød også isolation.

Julen blev dinner for two – hvor vi normalt er samlet alle børn, børne- og svigerbørn. Der kom et nyt barnebarn forår 2020, som vi ikke så så meget til – gudskelov for Facetime.

Jeg var begyndt som frivillig på et hospice, men måtte melde fra, veninderne så jeg ikke – det lyder som den rene elendighed – hvilket det også føltes som. Fra at være et aktivt menneske blev jeg sofanarkoman, så tåbelige serier, men fik dog trænet lidt dagligt.

Varer blev bestilt hos Nemlig og Rema, og angst tog mere og mere over.

Til sidst kontaktede jeg egen læge og fik en henvisning til en psykolog.

Så sad jeg der, i behørig afstand med visir, psykologen med mundbind, så jeg ikke kunne høre, hvad hun sagde og måtte sige hvabehar mange gange.

Gik derfra og tænkte efter fem gange, at det vil ikke virke.

Hvad så?

Læste om metakognitiv terapi – fik fat i en terapeut, som i princippet var rigtig rigtig god, og hvor jeg godt kan lide konceptet med, at man ikke tæsker rundt i barndomstraumer, men forholder sig til nutiden.

Det hjalp noget, fik lært nogle strategier, som jeg stadig bruger - men ikke nok til at vende angsten ryggen.

Men jeg vil vende tilbage.

Næste: Et tilbud om tre måneders internet baseret behandling – uden effekt.

Sidste forsøg: Hypnose – uden effekt og alt i alt mange kroner fattigere.

Intet hjalp, jeg kunne ikke styre angsten, som var tilbagevendende oftere og oftere.

Skrev lidt med andre med kol i diverse kolgrupper, som i den grad efterhånden overbeviste mig om, at mit liv ikke var ”værdigt”, og at jeg skulle forsøge mig med antidepressiva som angstmedicin.

Spurgte også i kolgrupper om andres erfaring, og ret så mange tog antidepressiva med god effekt.

Jeg er i princippet modstander af psykofarmaka, men især to kvinder synes, jeg skulle give det en chance.

Efterhånden kunne jeg heller ikke skelne mellem, hvad er åndenød forårsaget af angst - og hvad der er angst for angsten.

Var til kontrol på lungeambulatoriet, hvor også lungelægen kunne foreslå antidepressiva, da mine lungetal ikke havde ændret sig – igen var det angsten, der var synderen.

Jeg tænkte mig om et stykke tid, men kontaktede så egen læge for at komme i gang med antidepressiva.

Inden da skrev jeg lige med min metakognitive terapeut, og hun skrev til mig: "Jeg synes, du skal give medicin en chance. Jeg tror, at du skal tage en beslutning om medicin uden at overtænke den. Nogle gange har hjernen brug for hjælp. Jeg tror, du har kæmpet for meget og prøvet for mange metoder i håb om at komme angsten til livs. Men angsten skal tillades, ikke bekæmpes og derved opnås reduktionen."

Det har været en hård og vanskelig ”fødsel”.

Første præparat gav så mange bivirkninger, at efter tre uger måtte den opgives. Næste præparat er jeg så i gang med nu, med langsom optrapning til en større dosis.

Der er lang vej endnu.

Men jeg har det lidt bedre, været alene på Borgerservice – hvilket er stort for mig, og som før bare var noget, jeg gjorde.

Handler selv i Rema – men mangler da helt klart bare at starte bilen og køre derhen, hvor jeg gerne vil uden angst inden.

Vil gerne passe mit hospice, og nu hvor efteråret kommer, synge i kor og være med i en dameklub etc.

Men jeg tror på, det kommer – jeg VIL tro på, det kommer.

Og så skal jeg i min iver stadig huske på, at åndenød jo desværre er en fast komponent i mit liv som kolpatient.

Men åndenød vil være ok, for det er jo et vilkår, men angsten skal ”seponeres” .

Jeg vil ønske, at der vil komme meget mere bevågenhed om kol og angst.

Mange kender sikkert til det ubehag åndenød kan give, hvis man løber efter bussen f.eks. – men det går jo i sig selv igen og er ikke som sådan angstprovokerende.

Men de fleste lungepatienter kender til angsten, så ville ønske, det ville være naturligt at tale om, når man var til kontrol.

At blive spurgt ind uden at det nødvendigvis skal sygeliggøre yderligere.

Men angst er en hæslig følgesven... for mange lungepatienter.

At italesætte det kunne måske også være medvirkende til, at færre isolerer sig og melder afbud til diverse – fordi det at have angst er en del af mange lungesygdomme.

Måske nogen på Propatienter kunne tage problematikken op?



×
Stay Informed

When you subscribe to the blog, we will send you an e-mail when there are new updates on the site so you wouldn't miss them.

Sommerfesten, der pludselig ændrede sig
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Onsdag, 28. september 2022