Jeg burde være glad, men ...

Jeg burde jo ... have armene i vejret, færdigvaccineret med Pfizer/BioNTech-vaccinen den 16.marts – uden væsentlige bivirkninger bortset fra lidt ekstra træthed. 

Og jo da, glæden er der da også og taknemmelighed over vores velfungerende sundhedssystem, som jo rent faktisk har fundet lille mig blandt fem millioner mennesker og inviteret mig til at blive vaccineret.

Det imponerer mig.

Og mere jo da: Glæden over at jeg forhåbentlig slipper for at blive patient med covid-19 – det ville mine lunger formentlig have meget svært ved at klare.

Og glæde over, at min husbond nu, som kørelærer med tæt kontakt til unge mennesker i en skolevogn, kan slappe mere af og ikke være så bange for at komme hjem med smitte.

Han har været nedlukket i tre måneder og er i dag på job for første gang. Han er yngre end jeg, så der er seks år til folkepensionen.

Nu har vi så fået øvet os på et fælles hjemmeliv, det har været så hyggeligt – vi kommer nemt til at finde ud af at gå på pensionistlandevejen sammen – det er rart at vide. ☺

Så jo da – også at begynde at kunne se min familie, børn og børnebørn.

Min mand havde fødselsdag i begyndelsen af december, hvor børn og børnebørn deltog – i alt var vi otte voksne og fem børn.

De sidste fire bor i Jylland og kunne ikke være med.

Siden da har vi ikke været samlet.

Opfordring på kun at mødes fem indendøre gjorde, at vi sad alene juleaften, og nu er påsken så overstået, hvor vi heller ikke kunne samles. 

I påsken har vi dog set to af de små familier, men det er svært at prioritere – og skabte problemer med hvem og hvor mange, der kunne ses. Det er jeg ked af.

Nu, hvor jeg er vaccineret, burde jeg jo kunne gå ud i virkeligheden – handle forsvarligt i butikkerne med visir foran ansigtet og sprit på hænderne – men jeg kan simpelthen ikke. 

Åndenød og angst har for alvor fået greb i mig – og i det hele taget har jeg det ikke særlig godt.

Jeg havde en kraftig lungeinfektion i januar, og min lungeprocent faldt med ca. 10 procent - og jeg kan ikke rigtig få rejst mig igen, trods jeg træner så vidt muligt hver dag.

Min kontrol efter operationen er blevet udsat flere gange, men nu sker det i begyndelsen af maj. En stor kontrol med mange undersøgelser.

Det ser jeg frem til, måske de kan forklare mig, hvorfor det er så skidt nu – bare det at kunne forstå vil måske hjælpe mig.

Men hverdagene er der jo flest af, og de er ikke særlig gode.

Det var meget bedre sommer og efterår.

Jeg har så meget åndenød, som bremser mig i min færden, nogle dage blot at gå fra A til B indendøre giver åndenød, at tage tøj af om aftenen og gå i seng kræver pauser – blot for at nævne nogle eksempler.

Og at gå udendørs er stadig svært. Og det at skulle holde pause mange gange undervejs gør noget ved lysten til at komme ud. 

Mit nyeste barnebarn har ikke vuggestueplads før til maj, og forældrene har brug for pasning her i april. Jeg er blevet spurgt, og jeg ville så inderligt gerne, hun er det kæreste lille væsen, en glad lille pige, men jeg har måttet sige fra. Jeg er ikke i stand til at skynde mig om morgenen, og jeg er bange for, at jeg ikke kan løfte og bære uden at miste pusten, jeg har ikke luft til at skubbe en barnevogn og angsten for angsten lurer også, og det duer jo ikke med et angstanfald, hvis jeg er alene med den lille.

Det gør mig så uendeligt ked af det – heldigvis har de fundet løsning hos det andet hold bedsteforældre.

Og ... jeg kan blive ved med de små eksempler og mit piveri. Og jeg VED jo godt, at det gælder om at finde glæden ved så mange andre ting ved livet - og det forsøger jeg også.

Men det at blive mødt af begrænsninger af det, jeg gerne ville og ikke mindst det, jeg har kunnet før og nok ikke kommer til igen – det kan svært at håndtere - også følelsesmæssigt – nogle dage er det mere svært end på andre dage. 

Men jeg må vel øve mig i at komme ud – og ironisk nok bliver første øvelse at komme til eftersyn hos tandlæge på torsdag, skulle måske have valgt noget sjovere ...