Sommerfesten, der pludselig ændrede sig

En helt almindelig weekend blev pludselig til en helt anden weekend.

Sommer i Danmark: Sol, varme, udetid, ferie, sammenkomster - det er jo det, vi alle bruger vores tid på. Det gør vi såmænd også herhjemme.
Vi har hele foråret og sommeren renoveret inde i huset og arbejder stadig på det.

En weekend var jeg til havefest ved min svoger og svigerinde. Vejret var ikke just fedt.... Det blæste enormt meget, og det var koldt.
Efter to timer måtte jeg gå hjem. Jeg havde det virkelig dårligt. Frøs og kunne slet ikke være til. Vi bor 150 meter fra min svigerfamilie, og der var så lang vej hjem. Jeg kunne ikke overskue at gå hjem. Min krop krampede op, og jeg rystede, som jeg ved ikke hvad.

Kom hjem og lagde mig på sofaen for at få varmen. Der gik længe, inden varmen kom til min krop. Min kæreste kom hjem sidst på aftenen, og vi gik i seng.

Søndag stod jeg op, og kunne næsten ikke gå. Alt var en kamp. Jeg havde ingen kræfter af nogen art. Den seneste uge, havde jeg været meget træt, men har ikke tillagt det noget, da jeg jo er vant til at være træt / fatigue. Min krop havde kløet overalt i en uge, og mit ene øje havde også været rødt i en hel uge.

Jeg havde ondt over det hele og kunne så og sige ikke noget.
Tænkte: Attack - for det mindede om det, jeg var igennem for seks år siden. Fik fat i vagtlægen og fik en tid. Skulle møde op i Vejle kl 12.55. Han havde også mistanke om attack og ringede derfor til neurologer i Kolding. De ville gerne se mig, så jeg skulle bare komme. Videre til Kolding.

Inden de ville undersøge mig for attack, var proceduren for alle, at de skulle podes mod corona. Inklusiv mig selvfølgelig. Blev podet i halsen og fik meldingen: hvis vi er heldige, har vi svar indenfor 1,5 time.

Meldingen var: DU HAR CORONA...

Seriøst jeg blev mundlam, den havde jeg ikke set komme. Så skal jeg da ellers lige love for, at de ændrede tiltag. Jeg blev isoleret, de bar værnemidler, alt var pakket ind, og der skulle yderligere undersøgelser til.

Først skulle jeg have taget blodprøver. Jeg har ALDRIG set så mange glas med mit blod, som dem de tog.

Blodtryk blev taget.

Puls registreret .

Hjertekardiogram udført.

Neurologisk undersøgelse.

Balance og gang undersøgt.

Reflekser undersøgt.

Urinblære scanning (jeg har nogle gange svært ved at tømme mig helt eller kan slet ikke mærke, når jeg skal tisse).

Urin undersøgt.

ALT som i alt, inklusiv behandlerne var pakket så meget ind, at jeg faktisk synes det var ubehageligt. Jeg ved jo godt, det er procedure, og de SKAL gøre det sådan, men jeg følte mig som en, der havde pest. Alt blev med afstand. 

Pludselig kom der en ind: Skynd dig at klæde dig om til dette sygehustøj, du skal i røntgen. Vi skal finde ud af, om du skal indlægges til medicinsk behandling. Du bliver hentet af en portør.

Skynd dig..... Øh ja.... Alt er en kamp, og går enormt langsomt, da jeg ikke har kræfterne.

Portøren kom, og vi skulle GÅ til røntgen. Der var åbenbart delte meninger om, hvorvidt jeg burde gå. Selv røntgendamen spærrede øjnene op: Kommer du gående? Det havde vi ikke troet.

Svaret på røntgen: Dine lunger ser fine ud, du bliver iltet fint, og der er ingen grund til indlæggelse eller medicinsk behandling. Så du må komme hjem.

Nu var klokken 18.30 søndag aften.

Iført mundbind og handsker og solbriller kunne jeg forlade hospitalet.

Helt seriøst: Jeg havde følelsen af at være kørt over af en damptromle, have ondt OVERALT, et hoved der kunne sprænge når som helst og havde ingen kræfter.

Jeg turde ikke sove, da jeg kom hjem. Jeg var bange for ikke at vågne igen, så dårlig var jeg.

I skrivende stund dagen efter: Panodil hver 6. time, har høj feber, hviler, kan ikke finde ro, har ingen kræfter, men solen skinner.

Jeg går på ferie i uge 37, hvor destination er Grækenland. Så hvor om alting er: Godt det kommer nu og ikke under ferien.
Så jeg b'er til, at der ikke kommer noget uventet inden.

God sommer til jer alle.