I fleksjob med migræne og manglende overskud

Jeg har fået arbejde. På Odense Universitet i fleksjob. Min arbejdstid er de 9 timer, jeg er visiteret til, og jeg startede for tre måneder siden.

Jeg fik jobbet igennem mit netværk og et Facebookopslag. For nogle år tilbage var der jubilæum for nuværende og tidligere ansatte på Syddansk Universitet i Odense. Jeg er laborantpraktikant derfra og havde derfor lov til at tage med, men havde dog nok ikke gjort det, hvis ikke min kæreste arbejdede derude og derfor skulle deltage. Der talte jeg med kemiker, som i efteråret blev opmærksom på mit opslag på Facebook om, at jeg manglede fleksjob og åbenbart huskede mig.Han forsøgte i første omgang at få mig ansat på nogle af de lokale virksomheder, han samarbejder med, men ingen stod lige og manglede mig, og pludselig sagde instituttets opvasker op, og han kunne derfor ansætte mig i hendes sted.

Dette fleksjob er desværre ikke det spændende arbejde, jeg drømte om, da jeg uddannede mig til laborant og jordbrugsteknolog. Men det er et arbejde. Der er nogen, der kan bruge mig til noget, og selv det kedelige arbejde skal jo gøres. Og så HAR den omtalte kemiker lovet at finde lidt laborantopgaver til mig her og der, og det er også allerede sket. Og så hører jeg lydbog, mens jeg arbejder, så det er fint nok. Og jeg nyder at gøre gavn igen, have kolleger, funktioner og noget at stå op til.

Og jeg kan jo følge med i projekterne, der foregår på det institut, jeg arbejder, og de er meget interessante. Instituttet beskæftiger sig blandt andet med medicinsk cannabis og andet plantemedicin mod smerter og laver videnskabelig forskning på, hvorfor de virker, hvordan de virker og på hvem, de virker. Og flere muligheder trænger smertepatienter og kroniske migrænikere i høj grad til, da de eksisterende ikke er optimale.

Men jobstarten har haft en pris for mig. Jeg får oftest mine anfald om natten, og da min nattesøvn generelt er helt igennem elendig giver det udfordringer at skulle møde om morgenen. Der er alt for få p-pladser på SDU i Odense. Lige pt. giver det ikke problemer, hvis jeg møder senere end 8, men når det hele åbner op igen til september, vil det give problemer. Jeg har en "nødplan" i og med, at et vennepar bor 10 minutters kørsel derfra, og jeg kan parkere der og gå til universitetet. Jeg håber dog, at jeg kan magte at komme hjemmefra kl 7 og parkere på universitetet. Det giver klart færre udfordringer både med tiden, energien og det knæ, jeg også slås med.

Men det er svært med afbrudt nattesøvn, og når man om morgenen er flad efter nattens migræneanfald. Heldigvis har jeg flekstid, så ingen siger noget til, hvis jeg rykker arbejdsdagen en halv time.

For mine anfald er som regel til at være i. De er slet ikke så smertefulde, som de var en gang - takket være min ellers udskældte morfin - og triptanerne tager dem oftest ret hurtigt. Og jeg har et væld af husråd til at hjælpe mig selv igennem dem (dem vender jeg tilbage til i et senere indlæg).

Men efter en søvnløs nat med migræne kører jeg på nedsat kraft. Jeg bliver ved med at have en lurende hovedpine, mit hoved føles som om, at det er fyldt med vat, rummet føles skævt, og det virker, når jeg bevæger mig rundt, som om, at jeg ser en video, der spiller for få billeder i sekundet. Jeg er svimmel, har kvalme, men prøver alligevel at indtage de særeste ting for at få energien tilbage. Nogle dage med mere held end andre.

Og i den første tid efter den ændring i hverdagen, som det jo er at starte på et nyt arbejde - selvom ni timer om ugen ikke lyder af meget - reagerede mit hoved. Jeg lavede nogle bevægelser, jeg ikke plejede, jeg kørte mere bil, jeg kunne ikke finde rundt i bygningen og skulle derfor bruge energi på at huske, hvor toilettet lå, hvad mine kolleger hedder, og hvem der var ansvarlig for hvad.

Men jeg er alligevel virkelig glad for at have fået det. Der er nogle, der har brug for mig, jeg har kolleger og er glad for at være tilbage i arbejde, de ni timer jeg kan arbejde. Og fleksjob hænger ikke på træerne, særligt ikke med et timetal som mit og med de skånehensyn, jeg har.

Og det har kostet på overskuddet i hverdagen. Jeg har ikke nået at se venner eller familie, ikke fået fastholdt min ellers vigtige rengøringsrutine i hjemmet, og mange af mine fridage er gået med at være flad og træt og måske lige nå det allermest nødvendige. Min hest er desværre også blevet forsømt flere dage, end jeg er glad for. Og vores sædvanlige fælles fødselsdag for familien har jeg ikke haft energi til at holde. Og oven i det hele har vores vaskemaskine været i stykker, så også vasketøjet hober sig op. Og min kæreste er lagt ned af høfeber og migræne meget af sommeren.

Nu har jeg tre ugers ferie og skal på tirsdag for første gang siden jobstart se en veninde. På grund af corona har jeg ikke planlagt ferie udenlands, så ferien går primært med at tage os af huset. Og så løber vi ind i en stime af fødselsdage, som mange inviterer til med kort varsel, og det giver problemer med planlægningen. Også selvom jeg kun arbejder de ni timer.

Vores hjem er lige for øjeblikket ikke særlig rent, for min ellers ret planlagte struktur i rengøringen har jeg ikke haft energi til at overholde i de første tre måneder, jeg har arbejdet. Men det er godt, at vi nu begge to har ferie, så vi kan komme lidt til bunds i både rengøring og en række andre hængepartier i huset.

En anden ting, der desværre tager tid, kræfter og påvirker min nattesøvn negativt, er, når vigtigt og praktisk papirarbejde ikke er i orden. Min ansættelse var et halvt år undervejs, men alligevel var kontrakten først klar i sidste øjeblik. Og det betyder, at PFA, der har udbetalt mig en løbende forsikring, ikke har fået regnet på, hvad de nu skal betale mig, når jeg arbejder. Og det betyder igen, at jeg kommer til at betale noget retur til dem.

Jeg har på de tre måneder i arbejde optjent seks dages ferie og har ret til resten af ferien som orlov uden løn og med ledighedsydelse. Men den nye ferielov er lidt kluntet sat op, så ansøgningen om ledighedsydelse i feriens sidste ni dage kom i stand i torsdags. Bevillingen er endnu ikke på plads. Og så har jeg måttet ud i at anke et par erstatningssager. Jeg har siddet så længe fast i systemet, at mit hoved kortslutter, og jeg bliver afsindigt stresset, hvis en selvbetjeningsløsning ikke lige virker, eller hvis jeg skal ringe til en hotline, og jeg kører fast i det hele, og det går udover min søvn. Simpelthen fordi jeg har oplevet så mange gange, at hvis et papir ikke lige er nået frem til tiden, går det udover min sparsomme indkomst. Også selvom fejlen ligger hos jobcentret eller lægen.

Men jeg håber meget, at det bliver bedre til efteråret. Ankesagerne er sendt, og så er der ikke mere, jeg kan gøre, for at få de erstatninger. Jeg er færdigvaccineret og skal derfor ikke længere testes flere gange om ugen, og jeg er ved at komme ind i arbejdets rutiner, så jeg ikke behøver bruge så meget energi på de dagligdags opgaver. Og kontrakt og feriepenge skal jeg jo ikke slås med mere.

Migrænikere har det bedst med regelmæssighed, jeg i særdeleshed, og det har det knebet meget med de seneste tre måneder. Og på grund af coronaen faktisk det sidste halvandet år.

Så ferien i år skal bruges på at komme til bunds i det hele herhjemme, men næste år VIL jeg altså på ferie. Det har jeg ikke været siden 2016.

Hav en rigtig god sensommer allesammen.