3 minutes reading time (593 words)

Hvordan går det så nu?

Så er det snart ni måneder siden, at jeg var igennem lungeoperation.

På flere Facebookgrupper kan jeg se, at der er meget store forskelle på succesraterne af lungevolumenreduktions operationen med klipsemetoden (ikke at forveksle med at få sat ventiler ind).

Heldigvis er de fleste tilbagemeldinger ret positive, ikke målt i fine procenttal – men i egen opfattelse om at have det bedre end før operation, at kunne mere, have mere overskud, flere kræfter – og det tilslutter jeg mig, trods en mikroskopisk procentstigning på 1. 

Det går faktisk ret godt, tror jeg.

Jeg har ingen måleredskaber for konkret viden, men jeg selv er jo den nærmeste til at se og mærke.

Jeg er inde i en god rytme. Jeg får trænet stort set hver eneste dag, og lige nu har jeg så købt et tre måneder program for at få nye input. Noget er totalt håbløst for mig, noget er temmelig håbløst, fordi det er for hårdt, men kan skaleres ned til mig, noget er mega udfordrende og lige før, at jeg ikke kan, men så kan jeg godt alligevel, måske med lidt længere pauser mellem øvelserne, men det kan jo klares på computeren ved at trykke på pauseknappen.

Selvfølgelig så kort tid som muligt, og så i gang igen.

Men jeg er slet ikke i tvivl om, at det er op til mig at holde mig i gang for at få mest glæde ud af operationen. 

Rytmen siger, at jeg skal træne om formiddagen, inden jeg bliver for træt - og jeg bestemmer jo selv, her i min coronaisolation.

Så det er noget med at hive mig selv op i nakkehårene og komme i gang – og bagefter har jeg det meget bedre fysisk.

Og jeg tror jeg faktisk, at jeg er ret stærk – og jeg tror, at styrke igen hjælper min vejrtrækning, når jeg ikke skal bruge så mange kræfter på at gå, fordi jeg er stærk i benene og armene.

Jeg har jo mindst 100 undskyldninger for ikke at træne udendørs, ellers rettere gå ture. Dem har jeg stadigvæk: Det blæser, det regner, det er fugtigt, det er koldt – og årstiden gør det jo ikke bedre.

Forleden skinnede solen, og jeg tænkte, jeg må ud – for det at få frisk luft er jo nok også noget, ”de mener er godt for sådanne nogle som os med dårlige lunger”.

Og faktisk blev jeg positivt overrasket, for det gik bedre end forventet, jeg gik længere og hurtigere end forventet og med færre pauser end forventet.

Jeg burde jo have grebet den og tænkt, så fortsætter du i morgen og i overmorgen og dagen efter i overmorgen - men så er det så, at det blæser og regner, og jeg får det ikke gjort.

Og i skrivende stund er det lunt, men det blæser og regner – og jeg har lige trænet med håndvægte og trx stropper i 50 minutter – så …

Dårlig undskyldning, så jeg har vist en overtalelsesarbejdsopgave foran mig. 

Men ih, det blæser altså rigtig meget i dag!!!

Men corona dræner mig nogle dage helt for glæde og mod. Synes, at det er totalt håbløst, aftaler med familien bliver aflyst, en tur til Jylland for at besøge barnebarn ligeså – jeg er ikke i stand til at bære mundbind, får panikangst og åndenød – øver mig herhjemme, når jeg sidder, det går nogenlunde – men ikke ret lang tid – og så er det jo anderledes ude i detailhandlen.

Så det bliver varer bestilt på nettet indtil videre. 

Gad vide, hvor længe det skal være sådan……

Det årlige besøg
Når tilliden til sygehuset får et knæk
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Lørdag, 25. september 2021

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://propatienter.dk/