3 minutes reading time (636 words)

Hvad så nu?

Så oprandt dagen for en forsinket et års kontrol på Rigshospitalet efter den lungevolumen reducerende operation.

Så oprandt dagen for en forsinket et års kontrol på Rigshospitalet efter den lungevolumen reducerende operation.

Og så har jeg tænkt, skal jeg skrive om det eller ej?

For jeg skal jo ikke tage modet fra andre.

Men nu har mange fulgt mig, så ja, jeg skal skrive om det.

Og det er desværre sådan, at efter lige så mange undersøgelser, som man får foretaget inden operationen, er konklusionen, at der ingen effekt er af operationen.

Øv.

Jeg vidste det godt, jeg har godt kunnet mærke, at der ikke var den ønskede effekt, selvom jeg sidste sommer syntes, der var lidt.

Og efter en infektion i februar er det skidt.

Og oveni angst. 

Når det så er skrevet, spurgte lungelægen, som er mediciner - og ikke kirurgen, som opererede mig (han var på Island og oplære lægerne deroppe i lungevolumen-operationer!) – om jeg eventuelt kan tænke mig at få endnu en operation på samme lunge, det har de gjort tidligere på andre.

Og det berettiger så måske dette indlæg bedre – for det gør jo, at der måske er håb forude for bare lidt bedring.

Jeg har besluttet mig til at sige ja, HVIS jeg får tilbuddet – tænker, at det er en chance, jeg ikke skal lade gå fra mig – selvom det var mega hårdt sidst, og selvom der selvfølgelig er risici forbundet dermed.

Jeg vil blive ringet op sidst på måneden.

Jeg skulle lave en seks minutters gangtest, det gjorde jeg også inden operationen. Dengang måtte jeg holde fem pauser undervejs, denne gang gik jeg længere og uden pauser - tænker, at det er belønningen for min næsten daglige træning.

Men bioanalytikeren, som fulgte mig under gangtesten, var overrasket over min høje puls og min lave iltmætning under testen og bad mig nævne det til den efterfølgende samtale med lungelægen.

At have høj puls og lav iltmætning er to dårlige makkere. Det slider på kroppen, forklarede hun, og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at få ilt.

Det slog mig helt ud. Jeg VED godt, at rigtig mange som jeg får ilt og har stor glæde af det – og ikke mindst har brug for det for at klare dagen.

Men nej, jeg kan slet ikke se mig selv der endnu – hvordan skulle jeg klare al min træning – blandt andet – og oveni det så det mentale – den fysiske deroute?

Efterfølgende har jeg hængt med næbbet. I forvejen er jeg hårdt plaget af åndenød og angst – men nu har den forklaring, at min iltmætning dykker meget ved aktivitet, alligevel gjort det mere forståeligt for mig, at jeg har så meget åndenød, endda ved få og små anstrengelser.

Denne viden, fremfor det uforståelige, er måske en hjælp til bedre at kunne tackle min angst – nu, hvor jeg ved, at det ikke kun er angst, men faktisk reelt er åndenød, altså noget fysisk – som jeg måske så bedre kan håndtere.

Men hvad kom først – hønen eller ægget?

Næste step må være, at jeg skal lære at om programmere mig selv: Ikke være hende den hurtige, der altid er gået stærkt og haft overskud og energi til meget – jeg skal skille mig af med mit golfsæt og min cykel, som jeg ikke vil få brugt mere – vemodigt – og jeg skal fortælle mine nære, at jeg ikke kan det, jeg rent faktisk gerne vil, at det er en sorg at være der i livet, og at jeg har brug for tid og hjælp til at få bearbejdet alle disse vemodige tanker og finde mig et nyt mindset, der skal passe til den, jeg NU er - med de begrænsninger, det at være kronisk syg indebærer.

Det er hårdt, men nødvendigt.

Bivirkninger eller sideeffekt?
Maudes migræne var ikke migræne
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Lørdag, 25. september 2021

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://propatienter.dk/