Duer ske-teorien til migræneramte?

En sjælden god dag ser jeg pludselig på vores hjem. Det roder, det er beskidt og trænger til en ordentlig omgang, hækken er ikke klippet, plænen ikke slået, taget et røget af stærekassen, og det regner og er november. Jeg har lyst til at smøge ærmerne op og lave det hele. Så jeg går i gang...

... Og betaler prisen ved at ligge brak med migræne dagen efter, for min trigger er at bruge mine skadede skuldre for meget eller forkert.

Det duer jo ikke. Så jeg har været nødt til at lave en benhård fordeling af opgaver og acceptere et vist kvantum af rod og snavs. Og nogle gange betale mig fra hjælp på forskellige måder. For eksempel af en skoleelev i området. Og få naboerne til at lufte hunde. Det bruger jeg et par apps til. Den ene hedder todo, den anden hedder tody. Og der findes et hav af andre metoder – find ud af, hvad der virker FOR DIG. Præcis som med migrænedagbogen.

Ske-teorien er efterhånden kendt vidt og bredt. Eller kan du Google den (kort sagt beskriver den mængden af ​​fysisk og/eller mental energi, som en person har til rådighed til daglige aktiviteter og opgaver, og hvordan den kan blive begrænset.) Den har en pointe, men også en svaghed. For den forudsætter, at man får samme antal skeer hver dag, og at smertepatienter får færre end det antal, som raske mennesker ifølge teorien får. Den holder ikke helt, for også raske mennesker bliver trætte og har svært ved at få tiden til at række.

Men der, hvor jeg oplever mangel på forståelse, er, at omverdenen tror, at når jeg ikke arbejder fuld tid, går jeg til fest eller lakerer negle alle de timer, de arbejder mere end jeg. Og derfor kan jeg da hjælpe dem ubegrænset, uden at de behøver hjælpe tilbage!

Men så simpelt er det ikke for os hårdt ramte migrænikere. Og for en række mennesker, der lider af andre andre sygdomme. For migræne kommer i anfald. Nogle dage eller perioder kan vi alt, andre dage intet eller meget, meget lidt. Og anfaldene gør træt. Så man har som migræneramt på ingen måde samme mængde energi hver dag. Det svinger utroligt meget fra dag til dag. Og fra patient til patient.

Ske-teorien fortæller også, at for eksempel et bad er en anstrengende affære og koster mere for os end for raske mennesker. Det er måske ikke så klassisk for migræneramte, at netop badet tager så meget energi, men man bruger rigtig meget tid på at holde regnskab med anfald, kost og andre triggere og på at undgå dem så vidt muligt, man bruger energi på ALTID at huske solbriller, migrænemedicin, en energidrik, en proteindrik, kølemaske, sovemaske, ørepropper, eller hvad der nu er behov for.

Migræne er en underlig mellemting mellem slalomløb mellem triggere og geocatching efter ting, der kan lindre. Og forhindringer, du er nødt til springe over.

Og der er ikke overskud til at have et skinnende hjem - lige så lidt, som der er det i en familie med fuldtidsjob og børn. Og det må vi leve med. Vi må nok også til en vis grænse leve med andre kommentarer. Men vi må også godt sige fra, forklare, at vi har været ramt af migræne den sidste uge og stikke dem støvsugeren, hvis de synes, at det er for rodet.

Så lad dig ikke presse til at nå mere, end du gør. For du gør præcis alt, du kan. Og kan ikke gøre mere.

Hav en god jul.