Coronatid og coronatanker

Midt i det hele kom der så noget nyt at forholde sig til.

I onsdags måtte jeg til lægen, fordi jeg havde meget ondt i det ene operationsar trods det, at det er en måned siden, at jeg blev opereret for KOL. Men det var en voldsom infektion, og jeg kom hjem med to slags antibiotika.

Det tyder desværre også på, at mit immunforsvar ikke er det bedste.

Der blev selvfølgelig taget forholdsregler hos lægen med afstand, og der var næsten ingen i venteværelset.

Antibiotika i 10 dage – sådan er det.

Men intet hjælper mod coronavirus – og jeg er skrækslagen for at blive ramt.

Jeg har frivilligt isoleret mig herhjemme – og min mand, som er selvstændig, har måttet lukke sin forretning ned med de økonomiske konsekvenser, der vil følge med med ingen indtjening overhovedet.

Nu er der så kun os to. Han handler lidt, tager behørig afstand, vi handler også på Nemlig.com – men vi ved jo ikke, om han har nået at møde en smitteramt inden da - og hans arbejde betyder en stor berøringsflade og primært med unge mennesker.

Nu er vi så herhjemme begge to. I begyndelsen kørte TV bevidstløst med nyt, nyt, nyt – det bliver man skør i bolden af at følge.

Vi følger lidt med morgen og aften og får ellers dagen til at gå med forskellige gøremål. Han har været i haven i lørdag og søndag.

Jeg træner som sædvanlig hver eneste dag, om end det er lidt svært med en infektion oveni. Så strikker jeg lidt og prøver at få det uvirkelige på afstand. Så har jeg rengjort nogle skuffer i køkkenet, vasket lidt tøj - det er jo mærkeligt og uvirkeligt, at et land sådan er lukket ned.

Vi er er opmærksomme på symptomer - det kan nemt blive lidt hypokondrisk – har jeg lidt ondt i halsen i dag – i hovedet, løber næsen ikke lidt, og så videre...

Hvis det virkelig skulle blive min skæbne at få coronavirus nu, så tænker jeg, at jeg – selvom jeg er i risikozone med dårlige lunger, er nyopereret og aldersmæssigt ældre, føler mig stærk nok til at tro på, at jeg nok skal klare at komme igennem det.

Det er er værre for min mand, som vil føle, at det er hans skyld, hvis jeg bliver smittet.

Skyld kan man ikke bruge i den sammenhæng – det er jo sådan, at det er, hvis vi bliver ramt.

På fredag skulle jeg have været til kontrol på Rigshospitalet – men det er selvfølgelig aflyst og bliver afløst af en telefonkonsultation med kirurgen. Det er som det skal være, at tage bedst mulige forholdsregler.

I disse dage dukker der flere og flere kloge menneskers ord op i klamamser på Facebook – måske er det sundt, midt i al armoden, at stoppe op og tænke lidt på, hvordan vi får brugt disse dage bedst muligt – men ingen skal være i tvivl: Jeg er sindssygt bange for at få coronavirus.