Arven og barndommen - min migrænehistorie del 1

Hej alle jer på Propatienter. Jeg er ny blogger her og starter med at give jer min migrænehistorie. Jeg er et fæ til at fatte mig i korthed, så den bliver delt over to indlæg, først min barndom, senere migræne i voksenlivet. 

Jeg har arvet min migræne efter min far, og der er også migræne i min mors familie, dog i mindre grad. I min fars familie har næsten alle det i en eller anden grad, mange er relativt hårdt ramt.

Jeg selv havde i skoletiden ofte hovedpine, det var i 80'erne, så jeg blev ikke undersøgt nærmere, gik blot på kontoret og hentede et par Kodymagnyl eller havde Ipren og Panodil med i skoletasken og tog ved behov. Hjalp de ikke, bad jeg om lov til at gå hjem. Jeg husker ikke specifikt, hvornår det startede, eller hvor hovedpinen sad, kun at det eskalerede og blev værre, jo ældre jeg blev.

En sundhedsplejerske blev opmærksom på problemet og havde en samtale med mig i 9. Klasse, men der skete ikke yderligere, for kort efter blev hun sparet væk. Eller også var der mangel på sundhedsplejersker i kommunen, i hvertfald forsvandt hun fra skolen. 

I 10. klasse blev problemet mindre, muligvis fordi vi flyttede op i enden af bygningen, hvor der var bedre udluftning, muligvis fordi jeg fik læsebriller. Bygningen, som jeg havde været i det meste af min skoletid, blev nogle år efter gennemrenoveret for skimmelsvamp, måske har det dengang været min trigger. Desværre betød de mange gange, hvor jeg måtte gå hjem, at jeg havde det svært i sprogfagene, der begyndte i de år, det var værst. Og hvor jeg havde mest fravær. 

I løbet af gymnasietiden døjede jeg stort set ikke med hovedpine, men her fik jeg i stedet nogle mere typiske migræneanfald, hvor hovedpinen var halvsidig og dunkende og nogle gange ledsaget af kvalme og opkastninger. Jeg prøvede min fars medicin, og den hjalp, og jeg gik til lægen. Og fik min første oplevelse af en dårlig læge, der kaldte mig hysterisk og nægtede, at det kunne være migræne - jeg kunne bare fortsat spise Ipren og Panodil, mente han. Men de hjalp ikke så godt mere. Og tog jo i hvertfald slet ikke kvalmen. Og min fars migrænemedicin (Gynergen) virkede ikke altid.

Samtidig fik jeg nogle gange neurologiske symptomer, blandt andet kneb det under anfald med at finde ord og især med at stave, noget som jeg normalt ellers er god til. Og jeg fik det meget værre, hvis jeg bevægede mig; noget der er typisk for migræne, mens det ved spændingshovedpine som regel giver lindring i hovedpinen at bevæge sig. 

Jeg skiftede læge og fik den bedste praktiserende læge til migræne, jeg nogensinde har mødt. Han diagnosticerede mig med migræne uden aura og forklarede, at når jeg fik kvalme eller nedsat appetit under anfald, blev min mave sat i stå, og almindelige piller ville derfor ikke hjælpe; de ville bare svømme rundt i maven. En påstand, der giver rigtig god mening, men som en del læger og neurologer igennem tiden alligevel har nægtet at tro på. 

Han prøvede mig på flere triptaner, henholdsvis rizatriptan og sumatriptan virkede, hvorimod produktet relpax ikke gjorde. Triptaner er medicin rettet specifikt imod migræne, og der er syv forskellige. De er ikke egentlig smertestillende, men mindsker diameteren på blodårerne; de blodårer, hvis diameter øges under anfald, så nervetrådene påvirkes, og man får smerter i hovedet i takt med pulsslagene. Man har for nylig fundet ud af, at der udover blodårernes udvidede diameter også er tale om ekstra følsomme nervetråde. Det arbejder man på at mindske med nye typer medicin, men det har jeg endnu til gode at prøve. 

Det er bestemte enzymer i kroppen, der afgør, hvilket medicin du nedbryder. Og hvilke enzymer, du har, er individuelt. Det testes ikke. Det er også individuelt, hvor hurtigt du nedbryder medicinen. De triptaner, der virkede hos mig, nedbrydes begge af samme enzym. Det kan ses på dette indlæg fra vores patientforening, hvilke enzymer, der nedbryder hvilke triptaner.

Lægen udskrev endvidere triptanerne, så de blev optaget gennem slimhinderne, dvs. som  smeltetablet for rizatriptans vedkommende og sumatriptan i form af næsespray. Dette betyder, at min medicin altid virker. Også når maven står stille. 

Forud for nogle migræneanfald (man ved ikke, om det er tilfældet hos alle eller ved alle anfald, men det er tilfældet ved nogle anfald) ligger en miljøfaktor; en såkaldt trigger. Jeg kunne læne mig op ad min families triggere og fandt ud af, at det, jeg ikke kunne tåle, var chokolade efter aftensmaden - ligesom min far og søster; samt vin og alkohol. Øl og cider kunne jeg tåle i begrænsede mængder, men jeg valgte at holde mig total tørlagt, og det er intet større savn fra min side af. Jeg fik dog stadig anfald, som jeg ikke kunne forklares. Og de var til tider ret voldsomme.

I de sidste par år af 90'erne havde jeg et par uheldige styrt fra hest, hvor jeg slog hovedet lidt. Ikke nok til, at jeg fik hjernerystelse, men nok til at jeg måtte udskifte ridehjelm.

Mine anfald blev hyppigere, og jeg bevægede mig ned i helsekosten og fik et naturpræparat; udtræk af planten matrem. Det hjalp nogle år, men så reklamerede de ulovligt, og produktet blev forbudt. Det andet lignende produkt på markedet virkede ikke. Vi var nu i 2005, jeg var udlært laborant og skulle starte på et arbejde på Novo Nordisk, noget der kunne ende med en fast stilling efter nogle år i forskellige vikariater. Men migrænen drillede meget.

Jeg meldte mig ind i en af vores tre patientforeninger og fik tilgang til et forum for migrænepatienter, hvor jeg fik anbefalet kraniosakralterapi. Sådan en lå der tilfældigvis på den anden side af vejen, så jeg bestilte tid. Det havde ret stor virkning, men da jeg skulle derned tredje gang, var hans trappe glat, og jeg faldt uheldigt. Og det blev desværre startskuddet til et helt nyt liv for mig, et liv hvor migræne sideløbende med skulderproblemer blev en fast makker i min hverdag, og jeg har aldrig senere været i stand til at komme tilbage til at arbejde på fuld tid.