
Foto: Hjerteforeningen
Banebrydende forskning: Algoritme skal redde nordjyske hjertestop-patienter
En avanceret computer-algoritme og et internationalt team af forskere fra Canada og Danmark skal nu udvælge de optimale opsætningssteder for 280 nye hjertestartere i Nordjylland. Det kan blive en "gamechanger" for måden, hjertestartere opsættes på globalt.
Det skriver Hjerteforeningen i en pressemeddelelse. Det er Hjerteforeningen, som sammen med Region Nordjylland og Melsen Fonden står bag det nye forskningsprojekt, der hedder NordStart.
I dag er hjertestartere i stor udstrækning sat op tilfældigt over hele landet, og det betyder, at hjertestartere ikke nødvendigvis sidder der, hvor der er mest brug for dem. Forskningsprojektet har til formål at sætte hjertestartere op mere systematisk og strategisk end tidligere, og skal fremover give vejledning til, hvor hjertestartere mest optimalt sættes op. En avanceret computeralgoritme skal udvælge opsætningsstederne, så hjertestarternes placering ikke udelukkende baseres på lokale eller private initiativer. Algoritmen er udviklet af et internationalt team af canadiske og danske forskere og vil tage hensyn til data om blandt andet demografi, tidligere hjertestop og eksisterende hjertestartere i området.
"Vi håber og tror på, at projektet kan blive en vaskeægte gamechanger, når det kommer til måden, man sætter hjertestartere op. Ikke bare i Nordjylland. Ikke bare i Danmark. Men i hele verden," siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.
Forhåbningerne er tårnhøje, fastslår hun.
"Det er en helt unik mulighed, der byder sig. Den vil vi gribe. Potentialet er enormt i forhold til, hvor mange menneskeliv vi kan redde," siger Anne Kaltoft.
Hvert år rammes ca. 5000 danskere af hjertestop uden for hospital. Det svarer til omkring 13 hver dag. Og for dem kan hjertestartere betyde forskellen mellem liv og død. Hvis ingen træder til med genoplivning, inden ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 17, men hvis personer med hjertestop modtager genoplivning med brug af hjertestarter, inden ambulancen ankommer, overlever godt 1 ud af 3.
"Hvis der bliver brugt en hjertestarter inden for 3-5 minutter efter et hjertestop, er overlevelsesraten op mod 70 procent," siger Anne Kaltoft.
Al data, der puttes i algoritmen, leveres af Region Nordjylland, og regionen har også store forhåbninger til projektet.
Blandt andet kan projektet måske på sigt give indsigt i, hvordan borgere bedst rådgives, hvis de vil sætte en hjertestarter op, forklarer Mads Duedahl, regionsrådsformand i Region Nordjylland for Venstre.
"Vi har i Nordjylland allerede virkelig mange ildsjæle og lokale, som sørger for at opsætte og vedligeholde hjertestartere, ligesom der også er mange frivillige i Region Nordjylland, der besidder førstehjælpskompetencer og vedligeholder dem. Det skal vi fortsat have, men det her projekt er et spændende tiltag, som vi håber både redder nordjyske liv, men også giver værdi for forskere i hele verden," siger Mads Duedahl.
Algoritmen er tidligere benyttet som simulationseksperiment i både Toronto og København, men det er første gang, algoritmen skal ud at leve i praksis.
Det er dog ikke kun flere hjertestartere, som er på vej til Nordjylland. En stor del af projekt NordStart handler også om uddannelse af lokale borgere i genoplivning. I løbet af projektperioden vil alle indbyggere i Region Nordjylland derfor blive tilbudt 30 minutters gratis introkurser i genoplivning.
For selv hvis hjertestarterne står de mest hensigtsmæssige steder, nytter det ikke noget, hvis ikke befolkningen ved, hvordan man bruger dem.