Rettigheder. Viden. Inspiration


"For at få et godt behandlingsresultat, er det vigtigt at starte ud med den bedst egnede behandling. Med en mere præcis diagnostik og bedre muligheder for at følge sygdommens udvikling vil vi i højere grad kunne skræddersy behandlingen til den enkelte patient," siger Helle D. Zacho.

Nyt sporstof til PET/CT-scanning kan forhåbentlig forbedre kræftdiagnostik

Forskere ved Aalborg Universitetshospital afprøver, om en ny type sporstof kan afsløre tegn på kræftspredning med større nøjagtighed end den type sporstof, der bruges i dag.

Ved en række kræftformer bruges i dag standard-sporstoffet FDG (et sukkermolekyle) ved PET/CT-scanning, hvor patienten inden scanningen får indsprøjtet et særligt radioaktivt sporstof, der får kræftcellerne til at 'lyse op' på scanningsbilledet. Forskerne ved Aalborg Universitetshospital ønsker nu at afprøve, om et nyt sporstof, kaldet FAPI (Fibroblast Activation Protein Inhibitor), kan vise kræftspredningen med større præcision end FDG.

I forsøget sammenlignes scanninger med FAPI-sporstoffet med scanninger med FDG-sporstoffet hos i alt 50 patienter med æggestokkekræft og 20 med mavekræft.

Professor og forskningsansvarlig overlæge ved Nuklearmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital Helle D. Zacho, som er en af initiativtagerne til det nye projekt, har store forhåbninger til FAPI-sporstoffet. Ikke mindst, fordi en række mindre studier allerede har vist tegn på, at det er bedre til at påvise kræftspredning end FDG. 

Forskerne savner dog et entydigt bevis, baseret på mere veldefinerede patientgrupper, før de endegyldigt kan fastslå FAPIs præcision, og før det kan indføres som en del af lægernes værktøjskasse.

"Selvom FDG, som vi plejer at bruge, fungerer godt ved de to udvalgte kræftformer, er der plads til forbedring - blandt andet for bedre at kunne vurdere, om patienten kan opereres for sin kræftsygdom, eller om der eventuelt er behov for forudgående kemoterapi. Derfor håber vi selvfølgelig, at resultaterne kan bekræfte vores formodning," siger Helle D. Zacho på hospitalets hjemmeside.

Mere retvisende scanningsbilleder vil betyde, at lægerne bedre kan bestemme patienternes sygdomsstadie, der er bestemmende for, hvilken behandling de tilbydes. Forskerne vil desuden undersøge, om sporstoffet også kan bruges til at følge patienternes behandling og vurdere effekten af kemoterapi.

"For at få et godt behandlingsresultat, er det vigtigt at starte ud med den bedst egnede behandling. Med en mere præcis diagnostik og bedre muligheder for at følge sygdommens udvikling vil vi i højere grad kunne skræddersy behandlingen til den enkelte patient," siger Helle D. Zacho.

Forskningsprojektet varer de næste tre år og er støttet med knap 3,4 mio. kr. fra Alfred Benzon Fonden. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Nuklearmedicinsk Afdeling, Gynækologisk Afdeling, Mave-Tarmkirurgisk Afdeling, Onkologisk Afdeling og Patologiafdelingen på Aalborg Universitetshospital. 

Del artiklen med dine venner